Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan og Pietro Krohn

Oprindelig forfatter TW

„Jeg glæder mig i denne Tid! / Nu falder Julesneen hvid.” Sådan lyder to af de kendteste sætninger inden for dansk børnelitteratur. De er skrevet af Johan Krohn og indgår i Peters Jul, som han udgav i 1870 sammen med sin bror, illustratoren Pietro Krohn. Peters Jul er blevet indbegrebet af biedermeier med dens hyldest til julens hjemlige hygge. Og den er – måske af samme grund – blevet til en klassiker, godt understøttet af de velklingende rim. Det er værd at notere sig, at blandt de børnelitterære værker fra 1800-tallet, som har overlevet, er næsten alle – når man ser bort fra H.C. Andersens eventyr – skrevet på vers, evt. med tilknyttede melodier.

Johan Krohn (1841-1925) blev cand.theol. i 1867 og fungerede derefter først som huslærer og senere som leder af Det Kongelige Teaters læseskole for balleteleverne. Fra 1880 til 1914 var han en meget karismatisk leder af Krebs' Skole i København. Han blev i både sam- og eftertid beskrevet som den store pædagogiske iscenesætter med en forkærlighed for fester og andre arrangementer, noget som i høj grad kom til at præge skolen. Samtidig betonede han stærkt flid, god opførsel og nationalt sindelag. Han var i udpræget grad en mand af sin tid.

Pietro Krohn (1840-1905), hvis fornavn undertiden ses stavet Pjetro, gik på Kunstakademiet, men fik efterfølgende ingen større succes som maler. Hans tegninger, ikke mindst til børnebøger, hvoraf flere blev lavet i samarbejde med Johan, vandt derimod almindelig anerkendelse. Tidligt viste han interesse for industrielt design, dengang omtalt som „kunstindustri”, og i 1885 blev han kunstnerisk leder ved porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl. I 1895 blev han Det Danske Kunstindustrimuseums første direktør.

Annonce

 „Før Julen” fra Peters Jul med de berømte indledningslinjer. Bemærk, at „Og saa maa Julen komme” senere blev ændret til „Saa ved jeg, Julen kommer”. Tilsvarende blev „lomme” da til „Lommer”.

„Før Julen” fra Peters Jul med de berømte indledningslinjer. Bemærk, at „Og saa maa Julen komme” senere blev ændret til „Saa ved jeg, Julen kommer”. Tilsvarende blev „lomme” da til „Lommer”.

Peters Jul var i virkeligheden allerede udkommet i 1866 som et lille hæfte uden angivelse af forfatter, illustratorer, forlag og årstal. Bag stod ud over brødrene Krohn den jævnaldrende ven Otto Haslund (1842-1917), maler og illustrator. De tre unge mænd havde besluttet at udgive et lille julehæfte byggende på Krohn-brødrenes egne julefejringer med familien i bl.a. Tyskland. Resultatet blev et 18 siders hæfte i farver med en julemand set forfra på forsiden og bagfra på bagsiden. Markant var det, at bogen var faconskåret efter julemanden. Det indeholdt otte digte, startende med det velkendte „Jeg glæder mig i denne Tid” og afsluttende med „Helligtrekongersaften”. Hvert digt var forsynet med en vignetlignende illustration. Det har været diskuteret, om bogen var trykt i farver, hvilket var muligt på dette tidspunkt, eller om den var håndkoloreret. Der synes at være tale om en kombination: den grønne farve på for- og bagside og den gule grundfarve inde i bogen er litografisk trykt, men de andre farver er påført hvert eksemplar.

De tre var dog på ingen måde tilfredse med resultatet, da bogen forelå. Johan Krohn skrev i et brev, at bogen var kommet „i Hænderne paa et rigtigt Svin (undskyld Udtrykket!) af en Lithograf.” De forsøgte at stoppe bogen, som allerede lå klar i 1865, men forlæggeren Frederik Wøldike havde økonomiske problemer og derfor brug for indtægterne fra salget, hvorfor bogen udkom lige op til jul i 1866. Da Johan Krohn sendte et eksemplar til en god ven, skrev han: „[Jeg] beder Dem ikke vise den til nogen som helst (undtagen da Deres Mand, hvis det kunde more ham), seer med al mulig Overbærenhed paa dette slemme Tøieri, gjemmer den i den brændende Kakkelovn eller paa Bunden af en dyb Skuffe […].” Bogen blev pænt omtalt i et par anmeldelser, bl.a. fremhævede man dens „originale Ydre”, men den blev ikke nogen salgssucces, hvorfor restoplaget søgtes solgt den næste jul, som var det en ny bog.

Da Johan Krohn var blevet ansat som huslærer på Bregentved i 1868, påbegyndte han omskrivningen af Peters Jul, som han nu alene ville lade Pietro illustrere. Det blev en langstrakt proces med forslag, som sendtes frem og tilbage mellem de to brødre. Men færdig blev den i 1870, hvor den nye udgave udkom, denne gang med elleve digte og et indledningsdigt, formet som en hyldest til „den danske Moder”, „hvorom vi vil bede, / Det veed hun vist omtrent! / Naar hun blot vil den vise / sin Datter og sin Pog, / Da bliver rigt og prægtigt / Hvert Billed i vor Bog […].” Bogen er denne gang i normalt firkantet format.

Ud over en del ændringer i de eksisterende digte er der tilføjet tre nye: „Julesangen”, „Et Besøg” og „Efter Julen”. Mest markant er i virkeligheden de nye illustrationer, utvivlsomt Pietro Krohns væsentligste kunstneriske bidrag. Væk er tidens dominerende tendens til at dele den indrammede side op i en illustration i øverste halvdel og et digt i nederste. Rammerne er der stadig, men inden for disse er der oftest flere små billeder, placeret over og langs med teksten, nogle fritskåret, andre i cirkelformede rammer (se ill. til Peters Jul).

Den jul, der skildres, er den dengang moderne jul med juleforberedelser, julemiddag, juletræ og julegaver. Det er ikke blot selve juleaften, det handler om. Det er julen som periode strækkende sig fra juleindkøbene og „nu falder Julesneen hvid, / Og saa maa Julen komme” til den første skoledag efter Helligtrekongersaften:

"Julen endte! – Børnene fik
Igjen deres Bøger fat og gik
Til Skolen glad og fornøiet.
Der tænkte de ikke paa Julen; men
Da Klokken To de kom hjem igjen,
De leged med Juletøiet.
"

Julen er skildret som kontrolleret anormalitet. Det er en pause i en række af hverdage, som man „glad og fornøiet” vender tilbage til, når festlighederne er overstået. Julen er forbundet med lyset. „Stadsestagen” tages frem og der købes „Julelys”. De skal „i Træet hænge”, så klimaks kan nås: „Aa, hvor det straaler! Nei, see dog blot, / Hvor alle Lysene skinne”. Kun en ting kan måle sig med lysene, som ses gengivet på mange af tegningerne, og det er de ting, som dels hænger på træet, dels senere gives som gaver. Det er det samme orgie, som fremmanes i Peter Fabers julesange.

Det er derfor også vigtigt at tænke på andre end sig selv, for ikke alle kan holde denne borgerlige overflødighedsjul. „Den fattige Rasmus” inviteres indenfor, thi „Han har det derhjemme kun daarligt”. Nu får han en gave, en kop kaffe, julekage og stegte æbler for ikke at tale om „min ældste Trøje”, som Peter fortæller. Og det hele gengives på Pietro Krohns tegninger.

Julen afsluttes symbolsk med, at juletræet bæres ud: „Og Skraldemanden efter det kom,” men børnene synes ikke om det: „Det var dog, som om en gammel Ven / for sidste Gang fra dem reiste!” Præcis samme scene gentages fire år senere i Johan Krohns afsluttende digt i hæftet Børnenes Juleroser: „Og naar saa Juletræet er ned i Gaarden sat / og ene bli'er betragtet af Kældermandens Kat, da har vi endt det gamle og hilst det nye Aar.”

1870-udgaven af Peters Jul blev ikke den sidste. I 1889 udgav Ernst Bojesens Kunstforlag den i et større format, trykt i fire farver og med tilrettede illustrationer, som maleren Frants Henningsen (1850-1908) stod for. Tilretningen er mest af alt en forsigtig modernisering, som holder sig inden for originalværkets rammer. Søster Hanne har fået ny frisure, dvs. midterskilning i stedet for krum kam, og også moren er blevet shinet lidt op. I 1870-udgaven kan det faktisk være svært at se forskel på moren og bedstemoren. En tydelig modernisering er juletræet, hvis oprindelige stork på toppen nu er erstattet af en stjerne, blot har man glemt af ændre teksten; her møder læseren stadig „Storken i Toppen”.

I 1905 vendte man tilbage til Pietro Krohns 1870-udgave, dog kun for en kortere periode. I 5. udgave i 1914 lavede Frants Henningsens bror, Erik Henningsen (1855-1930), helt nye tegninger, som skabte et markant misforhold mellem tekst og billede. Hvor teksten blev fastholdt næsten uændret med sit idylliserede billede af 1800-tallets borgerfamilie, så tegnede Erik Henningsen personer og miljø, der mere lignede noget fra et moderne, rimeligt velstillet arbejderhjem. I dag er det 1870- og især 1889-udgaven, som genoptrykkes. Et forsøg på at skabe helt nye illustrationer i 1942 blev heller ikke nogen succes. Tegneren var Herluf Jensenius (1886-1966), bedst kendt for en ganske udbredt læsebog for de yngste, Svanebogen fra 1932. I Jensenius' Peters Jul er vi virkelig trådt tilbage i tiden. Ikke alene møder vi 1870'ernes bedre borgerskab, men vi møder også den mest elegante del af det iført høj hat, pelskrave og laksko.

Johan Krohn udgav flere børnebøger og var en flittig bidragyder til børneblade, bl.a. det omtalte Børnenes Juleroser, som han selv redigerede 1884-1906. Sammen med Pietro Krohn og Otto Haslund lavede han Billedbog for Børn (1870) og alene sammen med broren Børnehistorier (1872). Sammen med Frants Henningsen lavede han to samlinger Børnerim (1882 og 1884), som i en periode opnåede klassikerstatus, og sammen med Erik Henningsen Spolerius (1884). Dertil skal lægges en betydeligt antal „Fortællinger”, sådan kaldte han dem selv. De havde ofte novellens præg og var for en dels vedkommende – sådan som det blev mere og mere udbredt fra og med 1880'erne – en form for opbyggelig socialrealisme. Den første samling bar blot betegnelsen Fortællinger for Børn og udkom i 1877. Senere samlede han alle disse fortællinger i seks bind, det første i 1894, de fleste med Frants Henningsens illustrationer. Disse udkom i nye oplag et godt stykke ind i 1900-tallet.

 Begyndelsen på Johan Krohns fortælling „Nik og Stæren” fra Børnehistorier (1872) med tegning af broren Pietro Krohn, i denne bog stavet „Pjetro”.

Begyndelsen på Johan Krohns fortælling „Nik og Stæren” fra Børnehistorier (1872) med tegning af broren Pietro Krohn, i denne bog stavet „Pjetro”.

Et typisk eksempel på en sådan fortælling er „Nik og Stæren” fra Børnehistorier fra 1872. Nik sidder ved bordet ved vinduet og prøver forgæves at lære syvtabellen – netop syvtabellen fremstår ofte i børnelitteraturen som den svære tabel. Da dukker en stær op og lytter til Niks beklagelser. „Jamen du læser jo heller ikke paa den, min gode Nik!” Men Nik har læst, siger han, og selvom hans mor har sagt, at hvis han øver sig længe nok, lærer han den, så er han nu ved at opgive. Så går stæren ellers i gang med at opdrage Nik. „Hvad seer du?” spørger den og peger på en fisker, som ikke har fået bid, men som bliver ved, og derefter på en skipper, som har problemer med at få skibet frem, men som også bliver ved. Moralen er selvfølgelig, at også Nik skal blive ved, ikke mindst fordi der i hans tabelbog ligger en rose mellem de to sidste blade. Stæren belærer: „Og den smukke Rose betyder, at, naar man er blevet færdig med at lære noget, har man altid Fornøielsen deraf; den betyder, at det er saa deiligt at være flittig!” Da Nik fortæller, at hans drøm er at blive doktor, lader stæren ham forstå, at det jo er belønningen! Men den får man kun, hvis man lærer sine lektier: „[…] naar man er flittig i sine Bøger, saa faaer man Fornøielse af dem alle, saa voxer der Roser ud af dem, ogsaa af Tabellen, og de Roser kan man selv plukke […].”

Vi kan i børnelitteraturen tale om en undergenre, som hedder „læs dine lektier”-fortællinger, hvor H.C. Andersen har sin særlige drilske og helt sikkert moralsk nedbrydende udgave i eventyret „Lille Tuk” fra 1847. Her løser drengen problemet ved at lægge bogen ind under hovedpuden, inden han skal sove, og da han vågner om morgenen, er alle lektierne sevet ind i hovedet på ham.

Når Krohns bøger, især Peters Jul, har haft så langt et efterliv, skyldes det ikke mindst deres forening af velopdragen hygge og det, mange har set som udtryk for en særlig danskhed. Inger Simonsen formulerer det på denne måde i Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede (1942): „Vi har for en gangs skyld børnebøger, der [ikke] har haft fremmed børnelitteratur som mønster,” hvormed hun mener tysk litteratur, og hun fortsætter: „Krohns bøger er de danskeste børnebøger, vi har, danske i deres ydre: illustrerede af gode, danske kunstnere, danske i deres form, i aand og i stof. Og de har stadig noget at sige danske børn.” Simonsens bog udkom i 1942.

Noter

Peters Juls tilblivelseshistorie er grundigt gennemgået i I. Simonsens Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede (1942), s. 23 7ff, og Rosenkilde og Baggers genudgivelse (faksimile) af 1866-udgaven fra 1962 med indledning af H.P. Rohde. I Analyser af dansk børnelitteratur (1976) har Kirsten Drotner og Clara Juncker en meget tidstypisk analyse af Peters Jul på marxistisk grundlag. 1866-udgaven af Peters Jul er som nævnt på forsiden og bagsiden forsynet med en troldagtig julemand. V. Stybe har i artiklen „Peters „Gamle Julefar” og julemanden” i Folk og Kultur (Årbog for etnologi og folkemindevidenskab, 1989) påvist, at denne julemand tidligere er brugt i en ligeledes faconskåret bog med titlen King Winther, udgivet på engelsk i Hamburg i 1859. Der er altså tale om et gedigent lån. Og i virkeligheden skal man endnu længere tilbage, for figuren optræder allerede omkring 1847 på et tysk billedark (Münchener Bilderbogen No. 5).

Læs mere om Julius Chr. Gerson i I. Simonsens Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede (1942, s. 73). Herfra er citatet fra Gersons artikel i Berlingske Tidende (1850) hentet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Johan og Pietro Krohn i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307961