Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.V. Kaalund

Oprindelig forfatter TW

„O, har du en Moder, da skjøn derpaa!”. Mange kender disse slutlinjer fra fablen „Den Dræbte And”, som indgår i Hans Vilhelm Kaalunds Fabler for Børn fra 1845. Værket har overlevet gennem utallige genudgivelser.

H.V. Kaalund (1818-85) havde sat sig for at blive billedhugger og maler, og han gik da også på Kunstakademiet og udstillede, bl.a. på Charlottenborg. Interessen for at skrive var imidlertid større, og i 1840 debuterede han med både eposet Kong Haldan den Stærke og Samlede Digte.

Allerede som ung viste Kaalund tegn på „dårlige nerver”, som det hed, og fik i forbindelse med et længerevarende ophold på Frederiksberg Hospital stillet diagnosen „aandelig Forløftelse”. Trods disse svagheder fortsatte Kaalund med at skrive, om end hans samlede produktion ikke blev stor, og nok så bemærkelsesværdigt: Han kastede sig over krævende opgaver, båret af en voldsom trang til at forbedre tilværelsen for de indeburede, både de indsatte i fængslerne og de dyr, som levede indelukket i menagerier og zoologiske haver.

Annonce

 Til venstre J.Th. Lundbye, tegnet af ham selv i 1837. Til højre H.V. Kaalund, tegnet af Frants Henningsen (1881). Sammen lavede de klassikeren Fabler for Børn i 1845.

Til venstre J.Th. Lundbye, tegnet af ham selv i 1837. Til højre H.V. Kaalund, tegnet af Frants Henningsen (1881). Sammen lavede de klassikeren Fabler for Børn i 1845.

I 1859 blev han overlærer ved det nyåbnede fængsel i Vridsløselille. Det var et moderne fængsel, hvor fangerne modsat tidligere havde hver deres celle, og her kastede Kaalund sig med stor iver over lærergerningen og fangernes forbedrelse. Han nærede en tro på, at de indsatte kunne resocialiseres, men det skulle ske gennem positiv påvirkning og tid til selvrefleksion.

Allerede i 1845 havde Kaalund skrevet Fabler for Børn på opfordring af forlæggeren Philip Gerson Philipsen (1812-77). Denne havde set, hvor stor en succes Christian Winthers oversættelse af Heys to gange 50 fabler havde været, og han ønskede nu et dansk modstykke, men holdt inden for den heyske ramme, dvs. præcis 50 fabler opstillet sidevis med en illustration øverst på siden. Som tegner valgtes den jævnaldrende Johan Thomas Lundbye (1818-48), som også havde gået på Kunstakademiet, og som især huskes for sine romantiske landskabsmalerier med gravhøje og køer, eksempelvis Efteraarslandskab. Hankehøj ved Vallekilde fra 1846-47. Lundbye døde i en tidlig alder ved en vådeskudsulykke i Treårskrigen mod slesvigholstenerne og Prøjsen.

I virkeligheden udkom Fabler for Børn allerede i slutningen af 1844, men det var, som tidligere nævnt, ganske almindeligt at forsyne bøger, som udkom i årets sidste måneder, med det følgende årstal. Bogen blev ikke nogen stor succes, hvorfor forlæggeren valgte at lade restoplaget håndkolorere i 1847. Lundbye stod selv for koloreringen af det første eksemplar. Det var, syntes han, „et grueligt Hoveriarbejde […] Tidsspilde og Kjedsommelighed”. Trods anstrengelserne havde bogen stadig svært ved at slå igennem; først i 1866 kom 2. oplag og i 1880 3. oplag, men herefter gik det stærkt.

 Den kendteste fabel fra H.V. Kaalunds og J.Th. Lundbyes Fabler for Børn fra 1845 er uden tvivl „Den dræbte And”. Bemærk den typiske opstilling: Fabel og illustration fylder en indrammet helside med tegningen øverst.

Den kendteste fabel fra H.V. Kaalunds og J.Th. Lundbyes Fabler for Børn fra 1845 er uden tvivl „Den dræbte And”. Bemærk den typiske opstilling: Fabel og illustration fylder en indrammet helside med tegningen øverst.

De 50 fabler består vanen tro af to sekslinjede strofer, dog skiller tre sig ud ved kun et have én strofe med 12-14 linjer, heriblandt „Den dræbte And”. Samlingen er forsynet med et programmatisk indledningsdigt, hvis første strofe lyder:

"Det er den herligste Tidsfordriv,
At agte paa Dyrenes Færden og Liv!
At se, hvor de flokkes om Menneskets Hytte,
Nogle til Glæde og Andre til Nytte,
I Skov, paa Mark, i Stald og i Bur,
Hvert med sin egen Drift og Natur.
"

Digtet sluttes med det manende „Og derfor skal Mennesket Dyret agte, / Og gjerne dets venlige Færd betragte”.

Nok er det klassiske dyrefabler, Kaalund skriver, men det er i udpræget grad tamdyrenes verden, han tager udgangspunkt i, domineret af hunde, grise og heste, selvom vi da også møder en måge, en ræv, en tudse og nogle opfindsomme rotter ikke alt for langt fra menneskeligt domæne, og endelig de helt fremmede: en „abekat” og en bjørn. Det er i overvejende grad trygge universer, hvor der ofte henvises til venskab og moderlig omsorg. Indledningsdigtets metafor for hjemmet, „Hytten”, genfindes i fablerne som de „Ly” og „Læ”, hvor dyrene søger sikkerhed, når den ydre fare truer.

Fablernes univers er den civiliserede natur, som passende kan spejles i den naturliggjorte civilisation, Kaalunds og andre romantikeres idealbillede. Det er dog en idyl, der kan trues, hvilket ses i „Bjørnen”, som handler om den godmodige bjørn, som „sidder ved Strømmens Skum / Og rokker og synger: sum, sum, sum!”, men hvor fortællerstemmens advarsel pludselig lyder: „Nu gjælder det, Bjørn, en Jæger!” Og bjørnen lader sig ikke skyde, tværtimod „trykker ihjel den Jægeren grum”, hvorefter der igen kan rimes på „sum, sum, sum!”.

Jægeren, som agter at dræbe bjørnen, repræsenterer menneskelig ondskab, fordi drabet intet retfærdigt formål tjener. Bjørnen er godmodig og ufarlig. Det er glenten i „Duerne” ikke: „Da kommer lumsk den blodige Glente” og truer de fredelige duer. Det er måske nok i overensstemmelse med naturens orden, men det er en rå natur, hvorfor „Skytten sigter og skyder: Paf!”, og glenten dræbes for straks efter at blive naglet op på døren, „hans Lige til Varsel og Spot”. Kaalunds greb består i at skelne mellem den onde jæger og den gode skytte.

Overalt viser Kaalund sympati for det, han selv ved en anden lejlighed kaldte proletaren. Det ses i „Skraldemandshesten” om en tidligere travhest, som i sin ny rolle møder sin gamle herre, og i „Slagsmaalet” om hunden Trofast, der efter at være blevet kaldt „smudskede Gadesvin” af den fornemt klippede puddel, bider fra sig og snupper „en stor Tot Uld”. Den samme figur møder vi i „Den firbenede Proletar” i digtsamlingen Foraar (1877). Her er hovedpersonen hunden, som aldrig får del i „de lækre Retter” fra „det rige Køkken”, men som til gengæld kan nyde sin frihed, modsat dens brødre, som „fik Embed – som Lænkehunde”.

Fabler for Børn fik en blandet modtagelse ved udgivelsen, men anmeldelserne var hurtigt på gaden, allerede i december 1844. I Kjøbenhavnsposten er der megen ros, men også en bemærkning om, at fablerne ikke er „[…] berettigede til denne Benævnelse, idetmindste ikke, naar man opfatter Begrebet paa den sædvanlige Maade”. Mere kritisk er Den Frisindede, som også hæfter sig ved genrebetegnelsen: „Det forekommer os, at D' Hrr. Forfattere ikke tilfulde have opfattet, hvad en Fabel egentlig er. Flere af disse ere vistnok særdeles heldige i andre Henseender, men 'Fabler' kunne de ikke kaldes”.

I 1845 påtog H.V. Kaalund sig den opgave sammen med forfatterkollegaen Julius Chr. Gerson at redigere Maanedsskrift for Børn. Skriftet udkom frem til 1847. Det var de to redaktører, som skrev de fleste tekster, både i digt og prosa og inden for flere genrer, bl.a. fabler og eventyr. Især var Gerson virksom. Allerede i det første hæfte optræder tekster, som fik et langt efterliv i skolebøger, bl.a. Kaalunds fabel „Bjørnen som Rytter” og H.C. Andersens „Pandebeen, Øiesteen o.s.v.” med undertitlen „En Sang for de Smaa”. I hæfte 3 optrådte for første gang et så kendt værk som H.C. Andersens eventyr „Klokken” (1845).

Markant i det første hæfte er Kaalunds prosafortælling „En Fabel”. Den handler om „en Abekat”, som får den idé „at bringe Dyrene til at gjøre Opstand mod Menneskene”. Aben udarbejder en tale og får elefanten til „at udstrække Snabelen mod alle fire Verdens Hjørner, og saaledes sammentrompetere alle Skovens Dyr, baade Store og Smaa”. Og så holder aben sin tale, vel at mærke tre år før Karl Marx' og Friedrich Engels' kommunistiske manifest:

"Høistærede Venner og Frænder, Skovens Dyr! Altfor længe have vi taalt den underordnede Rolle, som Menneskene have tildeelt os her paa Jorden; taalmodige have vi opgivet vore naturlige Rettigheder; taalmodige have vi seet paa, at Tusinder af vor Midte ere blevne ødelagte eller bortslæbte til vanærende Trældom. Ja, mine Brødre! Jeg kan tale med derom, thi ogsaa jeg har været fanget."

Efter at have givet eksempler på undertrykkelsen og fremhævet bl.a. bavianens og vildsvinets skønhed på bekostning af menneskets, konkluderer aben: „Og dog skue hine Daarer hovmodigt ned paa os, som om de vare fødte til at herske, og vi til at lyde.” Og den fortsætter:

„Op da! reiser Eder i Masse! Forglemmer Eders indbyrdes Stridigheder! Fylder Luften med eders Kampbrøl, og det skal ikke vare længe før I have erobret den hele Verden. […] Min Plan er, […] at vi for det Første Alle som Een samle os til en uoverskuelig Hær, og derpaa bryde ud af Skoven, for at oversvømme deres Byer og Marker.”

Men det bliver ikke til nogen revolution i denne omgang, for en lille myre, „hvem de mindre og frygtsomme Dyr have udvalgt til deres Ordfører”, beder om ordet og spørger:

"Ville vi, naar det menneskelige Aag er afkastet, ogsaa indbyrdes være enige om at ophæve den Vold og Undertrykkelse, som de Stærkere iblandt os daglig udøve over de Svagere!"

Dette spørgsmål rejser et ramaskrig blandt rovdyrene, som mener deres interesser gået for nær, og elefanten lukker for enhver videre diskussion ved simpelt hen at træde på myren. Fablens morale bliver da: „Guds Verden er skiøn, men ukrudtet findes ved Siden af Rosen,” og sådan skal det blive ved med at være.

I en anden del af abens tale får vi noget, der minder om darwinisme præsenteret 14 år før, Charles Darwin offentliggjorde sin On the Origin of Species:

"Efter alt, hvad jeg har kunnet udgrandske, er hiin blege Race kun en vanartet Deel af vor egen Slægt; i Almindelighed hører den til Pattedyrenes store Klasse og jeg skulle tage meget Feil, hvis den ei i Særdeleshed maa henregnes til Abernes Familie. Ja, Menneskene ere i grunden Abekatte."

Vi rører her ved en dobbelthed, som er karakteristisk for bieder-meiertiden. På den ene side har vi en småborgerlig selvtilfredshed og forsigtighed, som her i teksten afspejler sig i moralen. Men på den anden side tales der inden da åbent om et „andet”, også for børn. I biedermeiertiden leger man gerne med ilden, mens man har spanden med vand parat. I denne tekst præsenteres i virkeligheden 1800-tallets to største „samfundsnedbrydende” indsigter, nemlig at det enkelte menneske kan ses som repræsentant for en social klasse og en dyreart.

H.V. Kaalunds egentlige gennembrud som digter kommer sent. For digtsamlingen Foraar fra 1858 modtager han stor anerkendelse, og det samme er tilfældet med skuespillet Fulvia, der udkommer som bog i 1875. Han har besvær med at få Det Kongelige Teater til at antage det til opførelse, men da det lykkes i 1881, bliver det en betydelig succes. Hans sidste offentliggjorte værk bliver digtsamlingen Eftervaar (1877), hvori findes en række fabler, dog skrevet for voksne.

I disse fabler kredser Kaalund om nogle af de samme temaer, som kendes fra Fabler for Børn og Maanedsskrift for Børn. Typisk er det, at fablernes dyr ikke blot erstatter menneskene. Fablerne handler om dyrene og om, at mennesker skal vise dem respekt. Det er en form for dyreværnsdigtning, og Kaalund havde da også fra starten i 1875 engageret sig i Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, til hvis tidsskrift Androkles han i 1878 skrev indledningsdigtet „Du Menneskebarn, som bryster Dig stolt”. Det former sig som et voldsomt angreb på mennesket:

"Du Menneskebarn, som bryster Dig stolt
af din kløgtige Aand, din oprejste Gang,
er dit Hjerte for Dyrenes Lidelser koldt,
har Du selv dem sløv eller grusom forvoldt,
da fortjener Du ikke din Menneskerang.
"

Det er det samme, man kan læse i flere fabler i Eftervaar. Den indeburede løve i „Løven i Slippen” skildres som:

"Dyrenes Konge – den stolte Monark,
i en ussel Bod at sé for en Mark!
[…]
Frygtelig selv at sé i sin Ro,
med den buskede Manke, den slappe Klo,
hviled den dér, som om den foragted
det Menneskepak, der fejgt den betragted.
"

I „Elefanten” er det kæmpedyret, som skal „vises for Penge frem; / den var jo saa from og lærenem, / et Skabningens Mesterstykke”, men den bryder ud og træder alt ned for fode, indtil den møder „et Barn – et uskyldigt Nor, / som ej var reddet i Tide! / med Snabelen tog den det op fra Jord, og som den kunde være dets Mo'er, / den lagde det varsomnt til Side.” Tilsvarende nåde viser dens forfølgere ikke; elefanten bliver dræbt, og nu er det Kaalund, der går grassat: „Kravlet kommer ovenpaa, / Respekt for de Smaa – for Mængden!” Kursiveringerne er Kaalunds egne i denne tydeligt tilkendegivede foragt for den store masse; helt modsat indholdet i abens tale ovenfor.

Det er i Eftervaar, et af Kaalunds kendteste digte forekommer, nemlig „Paa det Jevne, paa det Jevne! – ikke i det Himmelblaa”, ligesom det er her, vi møder Kaalund fra den mest sentimentale og patetiske side, bl.a. i digtet „Kaalormen” om en dansk soldat, som i 1864 ligger og dør ”blandt Dynger af Lig„ i en lille landsby. Mens livet langsomt forlader ham, følger han med øjnene en larve, som gennemgår omskabelsen til sommerfugl: „Den lille Orm med den faste tro, / den blev hans Lærer i Døden; / den slog for hans bævende Sjæl en Bro, / mod Opstandelses-Morgenrøden.”

Kaalunds forfatterskab, også den del, der henvender sig til børn, rummer en dobbelthed af oprør og tilpasning. Kaalund er på mange måder en indignationens digter, men det er vel at mærke en indignation tøjlet af en tryghedssøgende konservatisme.

Noter

Flere har skrevet om H.V. Kaalund, bl.a. Zakarias Nielsen i hyldestskriftet Hans Vilhelm Kaalund (1876), F.J. Billeskov Jansen i Om Kaalund og hans fabler for børn (1969) og Egon Funch i Et digterhjem i Vridsløselille (1979).

Lundbyes maleri Efteraarslandskab findes på Den Hirschsprungske Samling. Læs herom i Hans Edvard Nørregård-Nielsens Undervejs med J.Th. Lundbye (2004).

Anmeldelsen af Fabler for Børn i Kjøbenhavnsposten var at læse 22. december 1844, den i Den frisindede 10. december.

Der findes uddrag af Maanedsskrift for Børn i V. Stybes Børnespejl (1969) og Digt og Klogskab (2003).

Forestillingen om det nære slægtskab mellem aber og mennesker dukkede op før Darwin. Vi befinder os i 1845 i den prædarwinistiske periode, hvor forskere i og uden for Danmark er voldsomt optaget af udviklingstanken og menneskets placering. I Danmark fremhævede således J.C. Fabricius (17451808) det nære slægtskab mellem mennesker og aber, og P.W. Lund (180180) stod på mange måder, ligesom den tidligere omtalte H.C. Ørsted, med den grundviden, som kunne have ført dem til samme konklusion som Darwin. Alligevel må det anses for usædvanligt, at Kaalund med så stor selvfølgelighed præsenterer disse teorier for børn i 1845 pakket ind i en fabel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: H.V. Kaalund i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307960