Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gammelt og nyt

Oprindelig forfatter TW

Der er mange, der skriver for børn i biedermeierperioden. For nogle indgår børnebøgerne i et større forfatterskab, for andre er de at betragte som en del af et pædagogisk virke. Dengang – som før og efter – var der mange lærere, som skrev for børn. Nogle af disse forfattere vil kort blive præsenteret i afsnittet om børneblade, andre omtales herunder. Det drejer sig om forfattere, ud af hvis samlede produktion vi i dag kun kender et enkelt eller ganske få værker, eller som helt er gået i glemmebogen, men som spillede en vis rolle i 1800-tallet: Julius Chr. Gerson, Nikolaj Krossing, Ilia Fibiger, Christian Richardt og Gotfred Rode.

De fleste kender sangen „En lille Nisse rejste”, også kaldet „Den største Mand”. De færreste ved, at det er Julius Christian Gerson (1811-94), som har skrevet teksten. Gersons eftermæle er blevet epigonens, sådan som man kan læse det i Dansk biografisk Leksikon: „Som eventyrdigter er G. stærkt påvirket af H.C. Andersen, men uden talent. Han havde en lille lyrisk åre […] der snart mindede om Ingemann, snart om Heine.”

Julius Chr. Gerson fik ikke nogen uddannelse og levede i perioder som huslærer og korrekturlæser. Han skrev flere digtsamlinger og skuespil for voksne, men det var som forfatter til digte for børn, han opnåede et vist ry. Sit mål med at skrive for børn redegjorde han for i en artikel i Berlingske Tidende i 1850:

Annonce

„Paa denne Litteraturs Omraade maa der kun kjendes Kjærlighed og Forsoning, indenfor dens snevre Linier har Lidenskabeligheden og Sønderrivelsen og Hadet og Spotten Intet at bestille, at Barnets ubevidste Lykke ved Livet skal forspildes ved utidige og sørgelige Erfaringer.”

Hans første børnebog var Julegave for den fromme Ungdom, som udkom i 1838. Forfatternavnet var blot angivet som „Julius”. Som vi ser det hos bl.a. Molbech, henvender forfatteren sig i bogen direkte til læseren og udtrykker håbet om, at denne bog ikke vil blive den sidste i rækken:

"God Morgen i Julen, I Store og Smaa,
Som gjerne i Fromhedens Skole vil gaae;
God Morgen i Julen, modtager mit Pant,
Mit Hjerte i venlige Timer det vandt.
O, kan I dets Toner tilfulde forstaae,
Da vil jeg vel oftere Strengene slaae.
"

Julegave for den fromme Ungdom, som faktisk kom i nye udgaver de følgende år, består udelukkende af digte, Gersons foretrukne genre. Senere fulgte digtsamlingen Digte for Børn (1848), bl.a. med „En lille Nisse reiste”, en ganske lille bog på 64 sider i formatet 8 x 13 cm og uden illustrationer, og Sundhedskilden. Et eventyr (1847), udformet som et langt digt og med mottoet „Hvis I ikke blive som Børn, skulle I ikke komme i Guds Rige”. Prosaeventyr findes i Eventyr og Fortællinger for videlystne Børn (1841) og Eventyr og Historier for Børn (1847). I 1853 redigerede han For Morskabs Skyld, Eventyr og Fortællinger for Børn med bidrag af bl.a. Christian Winther, Henrik Hertz, Johan Ludvig Heiberg, H.V. Kaalund og H.C. Andersen, nemlig dennes „Det gamle Hus” og „Det er ganske vist”, som første gang var blevet offentliggjort i henholdsvis Nye Eventyr (1848) og Historier (1852). Det er i tiden ganske almindeligt, at de samme tekster dukker op i forskellige samlinger.

Betydning fik Gerson som en flittig redaktør af børneblade. Sammen med H.V. Kaalund redigerede og skrev han Maanedsskrift for Børn (1845-47), og senere stod han som udgiver af Den nye Børneven (1848-50), For Børn (1868) og Skolen og Hjemmet (1851-52).

En gennemlæsning af Gersons digte viser ham som en ferm rimsmed med et udpræget talent for det sentimentale. I løbet af oftest ganske få strofer kan han opbygge en stemning af „vær god ved de fattige”, „vær god ved dyr”, „vær god ved dine forældre” og „tak Gud”. Englene står formelig i kø i Gersons digtning, og de er overalt tæt forbundet med barnet; typisk er „Børnene i Maaneskin” (1838), hvis midterstrofe lyder (1838):

"Smaabørnene dandse i Maaneskin,
De titte vel stundom i Himlen ind;
De føler et Billed i Hjertet staae,
Som aldrig endnu de paa Jorden saae;
De søge det Billed blandt Stjerners Rad,
Det speiler sig herligt i Taarens Bad;
Men Barnet er Englen i Himlen.
"

Gerson forstår at spænde buen til det yderste. Trods al snak om at „Barnets ubevidste Lykke ved Livet [ikke] skal forspildes ved utidige og sørgelige Erfaringer”, så skriver Gerson også nærmest udspekuleret om barnet og døden, fx i digtet „Dobbelt Leeg” fra Maanedsskrift for Børn (3. hæfte, 1845):

"I Haven hoppe de muntre Smaa,
Og lege med Top og Rangler,
Det gamle Tyende tripper om
Hun søger om En, der mangler.

Hun stirrer hid og hun stirrer did,
Nu for, nu bagover bøjet,
Hun stirrer hen til den dybe Dam,
Saa Vandet løber i Øiet.

Men Døden staaer bag den tætte Busk
Og leger med den, de søger,
Og titter med ham og peger for ham
I vor Herres Billedbøger.
"

Forholdsvis sent i forfatterskabet udgav Gerson Hjalmar og Solblink, et Eventyr for Børn (1872). Det former sig som en form for digterisk testamente, henvendt mere til barnesindet end til barnet, dvs. til den voksne, som har indset, at dette barnesind „bliver sig selv i enhver Alder”, som det hedder i indledningen. Som årene gik, fremstod Gerson mere og mere som et levn fra fortiden, hvilket hans manglende succes, bl.a. som dramatiker, understregede. Han endte som en bitter mand.

At „En lille Nisse reiste” fik succes, skyldes ikke mindst J.C. Gebauers melodi. En tilsvarende succes gav Gebauers melodier to andre børnedigte, nemlig „Ride, ride Ranke” og „Søskende jeg kender fem”, begge skrevet af Nikolaj Krossing (1798-1872), lærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn. Krossing forsøgte sig både som digter og dramatiker, men havde – ud over de to børnedigte – størst succes med Poetisk Læsebog til Brug for Skoler, den første fra 1834 med undertitlen „For Begyndelses- og Mellemclasserne”, den anden fra 1839 med undertitlen „For de højere Classer”. Begge består af digte af forfattere som Kingo, Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann, Winther og Poul Martin Møller. Dertil kommer enkelte digte af Krossing selv. Det pædagogiske sigte var gennem (højt)læsning af digtene at „lette [eleverne] Lejligheden til declamationsøvelser, i en Alder, hvor Organerne er bøjelige, hvor Hukommelsen modtager med Lethed og styrkes ved hvert nyt Stykke”.

Ingen af Ilia Fibigers (1817-67) tekster for børn læses i dag, og er der overhovedet nogen, der forbinder forfatterens navn med noget, skyldes det nok, at det var hende, som i 1854 plejede Søren Kierkegaard på Frederiks Hospital. Ilia Fibiger var søster til den i sam- og eftertiden langt mere kendte Mathilde Fibiger (1830-72), som ofte omtales som „den første betydelige fortaler for kvindefrigørelsen i Danmark”. Som sådan optrådte hun ikke mindst i emancipationsromanen Clara Raphael. Tolv Breve fra 1851; den vakte voldsom debat, i øvrigt med den oven for omtalte Julius Chr. Gerson som deltager med det anonymt udgivne bidrag Fem Breve til Clara Raphael.

Ilia Fibiger forblev ligesom tre andre søskende ugift og helligede sig i høj grad filantropisk arbejde, først på hospitaler, senere som plejemor for „uægte børn”. I 1860 gik hun endog så vidt som at adoptere seks børn på trods af mangel på penge; pengene fik hun fra bl.a. Edvard Collin, H.C. Andersens ven, og fra staten takket være politikeren Orla Lehmanns indsats. Det filantropiske livssyn præger i høj grad hendes tre børnebøger, hvori de bedrestillede hele tiden konfronteres med evangeliernes barmhjertighedsbud.

De to første bøger blev udgivet anonymt og den første tilmed for egen regning. Den hed Fortællinger for Børn, som kunne læse paa egen Haand (1853). Den anden var Gammelt og Nyt. En Bog for ældre Børn (1858). Fortællingerne er enten eventyragtige eller realistiske, båret af social indignation. I 1860 udgav hun den rigt illustrerede Fortællinger og Vers for Børn med tilføjelsen „udgivne af Ingeborg”. Også her fastholdt hun anonymiteten, og det gjorde tegneren i øvrigt også. I denne samling er halvdelen af teksterne skrevet af hende selv, mens de andre er „oversatte eller frit omarbeidede”, som der står i indholdsfortegnelsen, uden angivelse af ophavsmændene. Versene er for en stor dels vedkommende klassiske dyrefabler.

 Tegning til Ilia Fibigers „Benkonen og Barnet” fra den anonymt udgivne Gammelt og Nyt. En Bog for ældre Børn (1858). Også tegneren er anonym.

Tegning til Ilia Fibigers „Benkonen og Barnet” fra den anonymt udgivne Gammelt og Nyt. En Bog for ældre Børn (1858). Også tegneren er anonym.

Et typisk eksempel på en Ilia Fibiger-tekst er „Benkonen og Barnet” fra Gammelt og Nyt. En Bog for ældre Børn. Det er en historie om næstekærlighed. Den lille Jørgen har forstået sin mor sådan, at man skal give til de fattige, og det gør familien da også. En gammel, fattig kone, som bærer tilnavnet Benkonen, fordi „hun hver Løverdag kom og hentede de Kjødben, som var tilbage fra Middagsmaden”, kommer en dag, da forældrene ikke er hjemme, og da hun grædende fortæller, at hun må sælge sin eneste kåbe for at skaffe til huslejen og et par nye sko, forbarmer Jørgen sig over hende. Han henter de tre rigsdaler, som moren har lagt til side til en parasol, og giver dem til hende. Da han senere fortæller det til moren, får han ikke som forventet ros, men bliver skældt ud, selvom han søger at forsvare sig: „Men Moder, […] hun er jo din Næste!” Faren lover senere moren, at han nok skal „see at berigtige [sønnens] begreber”, hvilket han gør i en længere tale, hvis pointe er, at der er forskel på folk, og at de har forskellige behov. En parasol kan derfor være vigtigere for moren, end et par nye sko for Benkonen.

Da familien skal på den traditionelle midsommerskovtur, foreslår Jørgen, at de tager Benkonen med, for hun kommer så sjældent ud, men faren forklarer, at hun vil „føle sig fremmed og forlegen imellem os og længes efter at komme hjem”. På hjemturen sker der imidlertid en ulykke; familiens hestetrukne vogn kører i grøften, og Jørgen brækker hoften. Selvom det langsomt skrider frem de kommende måneder, forbliver drengen svagelig, og helt galt går det, da han beder om at få besøg af Benkonen, og det viser sig, at hun netop er død. Så dør også han. De begraves samme dag, og da hendes kiste på „Fattigligvognen” kører forbi, holder vognen med Jørgens „blomstersmykkede Kiste” tilbage. Sådan fik forældrene måske ret: Der er forskel på folk, bortset fra en ting – både rig og fattig skal dø.

Ilia Fibiger skrev også en række dramatiske værker for voksne, hvoraf dog kun lystspillet Modsætninger fra 1860 blev opført. I 1862 udkom romanen Magdalene, hvis hovedperson er en ung, ugift huslærerinde. I perioder arbejdede Fibiger som oversætter, men hendes forfattervirksomhed gav aldrig det udkommen, hun havde satset på som middel til oprettelse af et hjem for fattige børn. I 1872 oprettedes børnehjemmet Ilias Minde som en cadeau til hendes indsats.

Mens de ovenfor omtalte forfatteres værker kun i begrænset omfang kendes i dag, så forholder det sig anderledes med Christian Richardt (1831-92). Hans kendeste salme „Altid freidig, naar du gaar” bruges ofte ved begravelser og mindehøjtideligheder, og blandt børnesangene synges stadig „Sov mit Barn, sov længe” og „Velkommen Lærkelil”, hvortil kan lægges blandt andre „Hør, hør hvor det tøer!” og „En stille høstlig Brusen”.

Christian Richardts digtning omtales i Dansk biografisk Leksikon som „upersonlig, ukonfessionel, uden store lidenskaber og syner”, mens vennen Georg Brandes i Danske Personligheder i Samlede Værkers bind 1 (1899) karakteriserer ham således: „Han er som digter forsaavidt radikal, som selve Sprogets Rødder ogsaa er hans Poesis.”

Richardt blev teolog i 1857 og deltog meget aktivt i tidens studenterliv. I en periode var han højskoleforstander og i den sidste halvdel af sit voksne liv præst. Det var dog som lyriker, han blev kendt, hvortil skal lægges librettoen til Peter Heises (1830-79) opera Drot og Marsk (1878).

Hans første digtsamling var Smaadigte (1860), bl.a. med „Sov mit Barn, sov længe”, „Lær mig Nattens Stjerne!” og de to fabler „Tulte” og „Hr. Mikkel”. Senere fulgte Nyere Digte (1864), Texter og Toner (1868) med „Altid freidig, naar du gaar” og „Velkommen Lærkelil” og Halvhundrede Digte (1878).

For børn skrev Richardt adskillige digte, ofte formet som dyrefabler i klassisk stil. De findes spredt rundt i hans digtsamlinger, hvor der ikke skelnes mellem børn og voksne som mulige læsere, og i de ganske udbredte tekstsamlinger henvendt til børn. Heraf redigerede han selv to sammen med Gotfred Rode, Fortællinger og Vers for Store og Smaa (1866) og En Billedbog (1868). I 1879 samlede han sine børnedigte i Billedtexter, Gamle og Nye. I forordet skrev han:

"Da mine Billedtexter (fra omtrent tyve Aar) hidtil har været spredte paa 10-12 forskjellige Steder, deriblandt for længst udsolgte Børnebøger, har jeg ønsket at samle og gruppere dem; de vil her findes forøgede med henved en Femtedeel, og ledsagede af de Tegninger, hvortil de er skrevne, – saagodtsom alle af danske Kunstnere. Kun undtagelsesviis er det Versene, der har foranlediget Tegning eller Vignet."

 Titelbladet til Gotfred Rodes tekstsamling Fortællinger og Vers for Børn (1855).

Titelbladet til Gotfred Rodes tekstsamling Fortællinger og Vers for Børn (1855).

Den sidste oplysning er bemærkelsesværdig. Mange af tidens tekstsamlinger for børn blev faktisk til på den måde, at forfattere satte tekst til tegninger. Det fremgår også af Gotfred Rodes Fortællinger og Vers for Større og Mindre (1858), hvortil også Christian Richardt bidrager. Indholdsfortegnelsen er i denne bog opbygget på den måde, at det i parentes angives, hvem der er tegner og forfatter, således at den af de to, der skabte grundlaget, er nævnt først. Som tidligere nævnt bruges tidens kendte billedkunstnere flittigt i denne sammenhæng. Her drejer det sig om bl.a. brødrene Henningsen, J.Th. Lundbye, Constantin Hansen og Christen Dalsgaard.

Billedtexter, Gamle og Nye er delt i to, „Blandede Billeder” og „Dyrskue”, hvor den sidste del er en række fabler, flere i kaalundsk stil, andre en del længere, bl.a. den nævnte „Tulte”:

"Tulte var en Høne,
saa skjøn, saa skjøn af Krop:
Sorte Fjer med søgrønt Stænk
Og snehvid Hovedtop.
"

Og ikke alene er hønen meget smuk; den lægger også de dejligste æg:

"Ægget var saa stort og rundt,
og Smagen underfuld;
Hviden som Silke
Og Blommen som Guld.
"

Tulte kommer fra Japan og møder i den danske hønsegård hanen, som er fra Kina. Han introducerer sig selv på denne måde: „Rødøjet er hver anden Høne / af Længsel efter mig,” men det falder Tulte ikke for. Hun følger i stedet som en anden Marie Grubbe sin indre trang og tager hanen fra møddingen, som nok er fattig, men også „en Riddersmand med Sporer paa sin Hæl”. Det bliver til „Bryllup inden Aften” og en stribe af kyllinger:

"Nu er Tulte Dronning,
og overalt hun agtes:
Det maatte være Hungersnød
Om Tulte skulde slagtes!
"

Dette er typisk Christian Richardt. Det er let og rytmisk, indimellem også en anelse pikant, og med en indbygget ironisk distance.

 Tegning til Christian Richardts „Pigen med Katten” fra Billedtexter, Gamle og Nye (1879). Illustratoren er maleren Wilhelm Marstrand (1810-73).

Tegning til Christian Richardts „Pigen med Katten” fra Billedtexter, Gamle og Nye (1879). Illustratoren er maleren Wilhelm Marstrand (1810-73).

Blandt digtene er en række sikkert tegnede børneportrætter, bl.a. de eksotiske „Pigen med Katten”, „Skarnsankeren” og „Savoyard-drengens Sang”. Ofte synes målgruppen mere at være de voksne læsere, som kan more sig over børns særpræg eller se tilbage på den ungdommelige usikkerhed, fx i „Hvad meente han?”, som leder tanken hen på Emil Aarestrup, og som indledes således: „Forleden, da vi skiltes i Fjeldskoven hist, / da saae han mig i Øjet saa underlig vist”. Men den unge mand kan ikke tage sig sammen, og så må hun jo tage affære: „Ja, tier han igjen, naar vi mødes paa Li, – / saa maa jeg til at fri!”

Få år før sin død skrev Christian Richardt et længere værk på vers, som i uddrag skulle komme til at indgå i læsebøger langt op i 1900-tallet, nemlig Vort Land (1889) med indledningslinjerne:

"Venner, seer paa Danmarks Kort;
seer, saa I det aldrig glemmer,
til hver Plet har faaet Stemmer,
thi det Fædreland er vort!
"

Læseren føres på en rejse gennem Danmark, dets geografi og historie. Det afspejler meget tydeligt forestillingen om det mere end tusind år gamle storrige, som gennem tiden er blevet kraftigt decimeret, senest med tabet af hertugdømmerne i 1864. Da man i Vort Land står ved Kongeåen, lyder det manende:

"Glem den ikke, stirr kun paa'en,
dér er Danmarks Grænse – Nej,
ej for danske Mænd og Kvinder!
Ej for vore dyre Minder!
Ej for grønne Dannevang!
Ej for Modersmaalets Klang!
"

Og værket slutter da også med en opfordring til læserne om at fremsige denne bøn:

"skiærme Gud vor gamle Rede –
skjænke os et Danmarks Kort,
hvor alt Dansk igjen er vort!
"

Som omtalt redigerede Richardt sammen med Gotfred Rode (1830-78) tekstsamlingerne Fortællinger og Vers for Store og Smaa og En Billedbog. Rode var i sin ungdom lærer flere steder, bl.a. ved Rødding Højskole og N. Zahles skole i København, og oprettede i 1874 en højskole sammen med sin kone, Margrete. Sammen havde de sønnerne Helge, som blev en kendt digter, og Ove, som blev en ikke mindre kendt radikal journalist og politiker. Gotfred Rode skrev en række bøger, bl.a. om Kingo og Holberg, og var litteraturanmelder ved Fædrelandet. Og så redigerede han altså flere tekstsamlinger for børn; ud over de nævnte stod han alene for Fortællinger og Vers for Børn (1855), forsynet med 100 træsnit, og Fortællinger og Vers for Større og Mindre (1858). Selv bidrog han med nogle få digte, hvoraf kun „To Hanekyllinger” har overlevet. Det rummer fablens klassiske, ironiske skildring af to hanekyllinger, som skændes om, hvem der har retten til et korn, de begge har fået øje på. „Nummer Eet maatte flygte til Hønseleiren, / Nummer To gik drabelig af med Seiren”, og det hele viser sig så at have været en kamp om ingenting, nemlig „en lille Stump af et Straa”.

Adskillige af tidens mere eller mindre kendte forfattere bidrager til Richardts og Rodes samlinger, bl.a. de allestedsværende H.C. Andersen og Christian Winther, men også Vilhelm Bergsøe, Frederik Palludan-Müller, Bjørnstjerne Bjørnson og Carit Etlar. Kun én kvinde er med, nemlig Magdalene Thoresen (1819-1903) med genfortællingen af et norsk sagn, „Søormen”. Thoresen, som levede en stor del af sit liv i Norge, havde en omfattende produktion af både kortere fortællinger, romaner, digte og skuespil. Georg Brandes, som hun kendte godt, karakteriserede hende som „Kristen og Hedning med lige Oprigtighed”.

Noter

Nicolaj Krossings to børnesange findes i henholdsvis Otte Børnesange med Accompagnement af Pianoforte (1858) og Sex Børnesange med Accompagnement af Pianoforte (1858). „Søskende jeg kjender fem” hedder egentlig „Fingrene”.

Læs mere om Christian Richardts og Gotfred Rodes værker for børn i I. Simonsens Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede (1942). Eksempler på Richardts og Rodes digte findes i Digt og Klogskab (2003).

Efter Christian Richardts død udkom en samling af hans dyredigte, Dyrebilleder (1909) med de originale illustrationer.

Brandes' karakteristik af Magdalene Thoresen findes i Levned I (1 905 ).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Gammelt og nyt i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307962