Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

B.S. Ingemann

Oprindelig forfatter TW

Omkring 1820 sender den unge H.C. Andersen et brev til den 16 år ældre Bernhard Severin Ingemann (1789-1862), som på det tidspunkt er en etablereret digter. Det klodsede brev, som er fyldt med stavefejl og præget af fortvivlelse og usikkerhed, kommer fra en Andersen, som har brug for al den støtte, han kan få, og Ingemann er den rette at spørge. Det udvikler sig til et livslangt venskab og op mod 400 breve, hvor de to følsomme digtere glædes og klynker og bekræfter hinanden i troen på den gudsgivne barnlighed, som Ingemann beskriver på denne måde i 1837 i et brev til den åndsbeslægtede Ingeborg Rosenørn: „[…] men Børn skulle vi jo dog Alle i en vis Forstand være, og den glade Følelse af Barneforholdet til den store Evige Fader veed jeg De kjender og holder fast paa”.

B.S. Ingemann begyndte tidligt at digte, men måtte under Københavns bombardement i 1807 se det meste af sin tidligste produktion gå til i flammer, da en bombe ramte det hus, han boede i, mens han selv gjorde tjeneste i studenterkorpset. Efter at have fået sin filosofiske embedseksamen virkede han en kort periode som huslærer, indtil han i 1811 debuterede med Digte. Den blev en stor succes, som han hurtigt fulgte op med yderligere tre digtsamlinger, bl.a. Julegave fra 1816 med „Paa Sjølunds fagre Sletter”, samtidig med at han fik skrevet seks skuespil og sin guldmedaljeafhandling om forholdet mellem tale- og digtekunsten. Der er ikke noget at sige til, at H.C. Andersen opsøger en person med så stor succes i så ung en alder.

Andersen er ikke den eneste, der sender breve med ønske om støtte. Det gør alle her i begyndelsen af 1800-tallet, hvor offentlig støtte til kunstnere i moderne forstand er ukendt. Det er mæcenernes tid, og Ingemann selv vælger 20. oktober 1817 at sende en ansøgning til kongen med ønsket om et embede, „overensstemmende med mine Studier og Evner”, samt støtte til en udlandsrejse „for endyderligere at uddanne mine Evner ved at see og kjende fremmede Lande og Sæder”. Får han ikke den ønskede støtte, frygter han at blive „henkastet som et Offer for min Hengivenhed til Videnskab og Konst.”

Annonce

Det lykkedes. Ingemann fik i første omgang 800 rigsdaler i to år og dertil senere yderligere 600, som sendte ham på en længere rejse til Italien over Tyskland, Frankrig og Schweiz i 1818-19. Og ikke nok med det; hans bøn om embede blev også og endda rigeligt opfyldt. Juli 1822 blev han ansat som lektor ved Sorø Akademi med fri bolig og en yderst begrænset undervisningsforpligtelse; blot en enkelt time om ugen. Men så mente Ingemann også, at tiden måtte være kommet til at stifte familie. Han giftede sig efter knap ti års forlovelse med sin Lucie, hans ligesindede og ligestillede. Fra Sorø flyttede Ingemann aldrig.

Efter sin hjemrejse, men før sit embede, udgav Ingemann de første af en række eventyr og fantastiske fortællinger, nemlig Eventyr og Fortællinger (1820), tydeligt inspireret af E.T.A. Hoffmann. Blandt eventyrene er „Det höie Spil”, hvori både vandringsmænd, feer og „en bedrøvet Enkemand”, hvis datter „trækkes med Feberen” optræder, altså alt hvad et romantisk hjerte kan begære.

 Tegning til eventyret „Det höie Spil” fra B.S. Ingemanns Eventyr og Fortællinger, som kom første gang i 1820. Tegningen er fra et prøvehæfte, tegnet og udgivet i 1848 af H.C. Clausen (her fra Fjorten Fortællinger og Eventyr af B.S. Ingemann udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, 1989).

Tegning til eventyret „Det höie Spil” fra B.S. Ingemanns Eventyr og Fortællinger, som kom første gang i 1820. Tegningen er fra et prøvehæfte, tegnet og udgivet i 1848 af H.C. Clausen (her fra Fjorten Fortællinger og Eventyr af B.S. Ingemann udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, 1989).

Disse Ingemanns første ganske lange eventyr var ikke fortalt for børn, og det var de senere forsøg i kortprosa heller ikke, hverken Noveller (1827) eller Nye Eventyr og Fortællinger (1847), lige så lidt som hans fire romaner fra 1826-35.

For børn var derimod det værk, som skulle vise sig at blive Ingemanns væsentligste, Morgensange for Børn fra 1837, som består af syv morgensange og forårssangen „Storken sidder paa Bondens Tag”.

Morgensangene var et bestillingsarbejde. Prinsesse Caroline Amalie, gift med den senere Christian d. 8., havde tidligt vist interesse for oprettelse af børneasyler, dvs. en slags børnehaver sigtende på børn fra fattige familier, hvor både faren og moren arbejdede. Det var til et af disse asyler, oprettet i 1835, Ingemann skrev sine morgensange, efter sigende opfordret af Caroline Amalie selv. Hun og prinsen kvitterede i hvert fald for dem gennem en god ven, som var lærer ved asylet: „Hun [havde] læst dem for Prindsen, som ogsaa var meget fornøiet med dem. Han holdt mest af Nr. 3 [”Nu vaagne alle Guds Fugle smaa„], men Prindsessen af Nr. 2 [”Lysets Engel gaar med Glans„].”

Bag asyltanken stod ud over repræsentanter for kongehus, adel og det bedre borgerskab også en del præster og lærere, med andre ord den klassiske filantropiske alliance, kendt fra sidste del af 1700-tallet. Blandt de aktive var den senere guvernør for De Dansk-vestindiske Øer Hans Ditmar Frederik Feddersen (1805-63), som i 1832-35 på en udlandsrejse havde haft lejlighed til at se udenlandske forbilleder for de danske asyler, og som i 1836 udgav Om Asylerne, deres Vigtighed for den arbeidende Stand, og deres Betydning i Staten.

I det i 1835 oprettede asyl lagde man stor vægt på fællessang. I instruksen stod der herom ifølge Feddersens Om Asylerne:

"Naar Børnene ere samlede om Morgenen, hvilket i Reglen bør finde Sted klokken 9, forrettes Bønnen af Bestyrerinden og Børnene i staaende Stilling. Derefter afsynges en Psalme, hvorpaa Børnene begive sig i en bestemt Orden paa Skraaplanen, hvor de undervises i en Time."

De syv morgensange er „Nu ringer alle Klokker mod Sky”, „Lysets Engel gaaer med Glands”, „Nu vaagne alle Guds Fugle smaa”, „I Østen stiger solen op”, „Gud ske Tak og Lov!”, „Morgenstund har Guld i Mund” og „Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa”, og ingen kan være i tvivl om, at de er henvendt til børn og tænkes sunget af børn. Overalt indgår et „vi”, som „frydes […] alle Dage” og priser den gud, der sidder som en far i himlen og passer på dem.

Dette „vi” er ikke et hvilket som helst „vi”. Det lader „Gud ske Tak og Lov” ingen i tvivl om:

"Fattig Mand fuldstærk
Gaaer nu til sit Værk;
Rask hver Haand sig rører nu med Glæde.
Fattig Kone maa
Til sin Dont udgaae
At de smaa skal ei for Brødet græde.

Fader gik sin Vei;
Moder see vi ej;
Dog i Nød vi sidde ei tilbage.
Arnens Ild er slukt;
Hjemmets Dør er lukt;
Gud dog sørger for os alle Dage.

Ei den mindste Muus
Savner Tag og Huus;
Fattigst Spurveunge har sin Rede.
Ei den mindste Fugl
Savner Ly og Skjul;
Vi skal heller ei om Fristed lede.
"

Tydeligere kan børnenes situation ikke skildres; med en let omskrivning gælder det den dag i dag for ethvert barn, der afleveres i vuggestue eller børnehave. Der er ikke noget at sige til, at den sidste linje, som sangen lader børnene synge, er: „Vi har Kjærligheds-Asylet fundet.”

 B.S. Ingemann tegnet af den danske maler Frederik Vermehren (1823-1910), en i tiden meget brugt portrætmaler og -tegner.

B.S. Ingemann tegnet af den danske maler Frederik Vermehren (1823-1910), en i tiden meget brugt portrætmaler og -tegner.

Overalt i sangene lægges der vægt på, at Gud tager sig af alle. Han bringer lys „Til store og til Smaa”, altså også til børnene, omtalt indirekte som „Guds Fugle smaa”, „Smaafuglen”, „mindste Muus”, „mindste Fugl” og „mindste Orm”. Selv „fattigst Spurveunge har sin Rede” og kan dermed føle sig tryg: „Ingen Sjæl han glemmer” og „Fattigst Sjæl er riig og sund / Med Guds rige Herlighed for Øie”. I den af sangene, som nok elskes højest, „Lysets Engel gaaer med Glands”, siges det tydeligt:

"Sol seer ind i Slot og Vraa,
Seer til Drot og Tigger,
Seer til Store og til Smaa,
Kysser Barnet, som i Vuggen ligger.
"

Overalt omtales lyset og solen, ikke mindst „Søndagssolen”, som skaber af det himlens og paradisets spejlbillede på jorden, som livet og måske endda selve asylet er.

Og Gud lytter til de fattige børn, selvom der er mange, der vil have hans opmærksomhed:

"Du hører Smaabørnenes Priis i din jublende Vrimmel.
Og vor glade Morgensang fornemmer.
De fattiges Lovsang han ikke forsmaaer
".

Ingen andre tekster fra 1800-tallets første halvdel – ud over en del af H.C. Andersens eventyr – har haft en overlevelseskraft som Ingemanns morgensange. Hvad der er fælles for mange af eventyrene og disse sange er, at de nok er skrevet til børn, men også tidligt har fundet en voksent publikum. Hvad Ingemanns sange angår skal desuden melodierne fremhæves, komponeret af C.E.F. Weyse (1774-1842). Sangene ejer i tekst og melodi en enkelhed og uforstilt naiv glæde ved tanken om, at der er en, der tager sig af os, uden stands anseelse. Derfor må den sidste linje i den sidste sang da også være: „Evindelig være Du lovpriset”.

De syv morgensange blev året efter fulgt op af Syv Aftensange, som ikke var skrevet til børn, og som ikke har haft helt den samme betydning, selvom flere stadig synges, bl.a. „Der staaer et Slot i Vesterled” og „Dagen gaaer med raske Fjed”. Også disse sange satte Weyse musik til.

I det hele taget er Ingemann, ligesom Grundvig, i vor tid blevet en digter, man synger. Mens hans romaner og eventyr ikke har fastholdt deres popularitet, er der stadig en del sange og salmer, som er i brug ud over morgen- og aftensangene. Det gælder julesange som „Julen har bragt velsignet Bud” fra 1842, som egentlig hedder „Børnenes Julesang” og salmer som „Den store Mester kommer” (1843) og „Til Himlene række din Miskundhed, Gud!” (1845). Blandt sangene findes også „Fred hviler over Land og By” (1823), „I snee staaer Urt og Busk i Skjul” (1831) og endnu en sang om storken, „Børnenes Sang til Storken” (1842) med indledningslinjen „Stork! Stork! Langebeen!”

Ingemanns manddomsdigtnings hovedværk blev en roman i fire dele, Landsbybørnene (sidste bind i 1852). I mellemtiden havde han oftere og oftere givet udtryk for udlængsel. Livet i Sorø føltes for småt, også efter at han var blevet udnævnt til såkaldt „director”. Samtidig var nye politiske strømninger på vej. De nationalistiske tilsluttede han sig med glæde, de liberalt-demokratiske var ham imod. Han gav jævnligt udtryk for at være ude af takt med sin egen tid.

Noter

Læs mere om Ingemann, især hans morgensange og de asyler, de blev skrevet til, i Nina Christensens Barnesjælen. Børnelitteraturen og det romantiske barn (2005); herfra stammer også brevcitatet fra Ingemann til Christiane Rosenørn.

Et udvalg af Ingemanns eventyr findes i Det danske Sprog- og Litteraturselskabs Fjorten Eventyr og Fortællinger, 1989.

Ingemanns morgen- og aftensange findes sammen med andre af Ingemanns digte i B.S. Ingemann: Gylden poesi v. Asger Schnack (2000). Det bemærkes, at Ingemann tidligere havde skrevet Morgenpsalmer til Brug for Eleverne i Sorøe Academies Skole kort efter sin ansættelse i Sorø i 1822. Herfra stammer „Lovet Herren! han er nær”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: B.S. Ingemann i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307957