Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Billedark

Oprindelig forfatter TW

Billedark havde opnået stor popularitet allerede i 1300-tallet i form af primitivt trykte kistebilleder. Fra 1600-tallet blev de i højere og højere grad brugt til at fortælle historier og ikke blot gengive religiøse motiver. Og omkring 1820 kom det store gennembrud for det moderne billedark, stærkt understøttet af udviklingen af litografiet. I starten var der tale om håndkolorerede ark; det var især mindre børn, de såkaldte „Malerbatzen”, som kolorerede. Men også her skete der selvfølgelig en markant ændring fra og med 1860'erne, hvor det for alvor blev muligt at trykke i farver.

De fleste billedark kom til Danmark fra Tyskland, hvor der i byer som Nürnberg, Düsseldorf og ikke mindst Neu-Ruppin nord for Berlin opstod rene billedarkfabrikker med en samlet årlig produktion på langt over en million ark. Der blev trykt på andre sprog end tysk og dermed også til andre markeder, bl.a. det danske, hvor et kendt børnebogsforlag som Chr. Steen fra 1820'erne solgte en del billedark.

Kendtest af disse „fabrikker” blev Kuhns litografiske anstalt i Neu-Ruppin, stiftet af Johann Bernhard Kuhn (1750-1826) i 1791 og fortsat med stor succes af hans søn Gustav Kuhn i 1825. I perioden 1825-1925 producerede Kuhn-fabrikken mere end 10.000 forskellige „Bilderbogen”, som de blev kaldt. Højdepunktet blev nået i 1880'erne, hvor der i perioder blev produceret et nyt ark hver dag. Da havde Kuhn allerede længe haft en stortproducerende konkurrent i Neu-Ruppin, forlaget Oehmigke & Riemsschneider, som også solgte i Danmark.

Annonce

Billedark, som blot var et enkelt ark, og ofte i et format på cirka 30 x 40 cm, kunne have alle tænkelige motiver, ligesom de kunne bruges til alle tænkelige formål, og målgruppen var lige så ofte voksne som børn. En del var udformet som tegneserier, dvs. tre-fire striber bestående af tre-fire billeder, fx med genfortælling af et eventyr; flere af H.C. Andersens eventyr blev således gengivet på denne måde. Populære var også de bibelske og historiske optrin, udformet som et enkelt billede, beregnet til ophængning på væggen. Optrinnene kunne også være aktuelle kommentarer, fx „Kampf zwischen Burger und Soldaten in der Strasse” i Berlin fra 1848 og „Die Landung des Capitain Dreyfys” fra 1899; eller det kunne være en brand i Hamburg og en togulykke nær Paris. Den dag i dag kan man stadig møde udgaver af klassikeren om menneskets levnedsforløb, hvor man tiår for tiår følger en dreng og pige fra deres fødsel til de som 100-årige ligger på dødslejet.

Specielt for børn var der – ud over de omtalte eventyr – adskillige ABC-ark og udklipsark. Her kunne man klippe fx soldater ud og folde dem, så de kunne stå op. Også dukketeatre med dekorationer og figurer var udbredt, ligesom forskellige spil med spilleplade og brikker. Blandt de opdragende billedark var „Goldenes A.B.C. fur Jungfrauen”.

Billedarkene havde ikke nogen høj status, hvilket blev understreget af, at forfatterne og illustratorerne var anonyme. Her indtog de såkaldte Munchener Bilderbogen, som der blev udgivet mere end 1200 af, en særstatus. De var næsten udelukkende henvendt til voksne, ofte i sort/hvid, og tegnet af kendte, navngivne illustratorer som Otto Speckter, Franz von Pocci og ikke mindst Wilhelm Busch (1832-1908), som nåede international berømmelse med sin tegnede fortælling om Die Bösen Knaben von Berlin (omkring 1845), også kaldet Max und Moritz, som på dansk blev til Karls og Peters Spilopper (1866), og som i 1897 inspirerede amerikaneren Rudolf Dirks (1877-1968) til tegneserien The Katzenjammer Kids, på dansk Knold og Tot.

Især efter 1864 opstod behovet for danskproducerede billedark; forholdet til Tyskland var efter tabet af Sønderjylland af en sådan art, at man nødigt identificerede sig med tysk kultur. Den markante tyske indflydelse på dansk børnelitteratur, som tidligere er omtalt, svækkedes i denne periode. Svaret blev ikke overraskende udgivelsen Danske Billeder, i første omgang af forlaget Michaelsen & Tillge, senere af Alfred Jacobsen, som producerede omkring 500 ark. Udformningen og motiverne var stort set de samme som på de tyske billedark, men der var et udpræget nationalt sigte. Nu var det danske soldater, man klippede ud, ligesom det vrimlede med skildringer af danernes bedrifter i og uden for landets grænser. Blandt Jacobsens serier af store billedark var meget typisk Danmarks Historie i Billeder og Danske Billeder fra Land og By. Sidstnævnte anskuelsesbilleder, som de også blev kaldt, sigtede først og fremmest på skolerne, som tog godt imod dem.

Også påklædningsdukker, som var dukket op i Frankrig i 1700-tallet, vandt udbredelse i 1800-tallet, bl.a. som billedark, men også som „Paper Doll Books”, fx The History of Little Fanny (1811). I hver af disse bøger var der syv håndkolorerede figurer, som kunnes klippes eller stanses ud, og et løst hoved med en flap, som kunne placeres bag hver figur.

Særligt succesrig blev Alfred Jacobsens satsning på dukketeateret. Denne biedermeierhjemlige teaterform kom til Danmark fra England og Tyskland, hvor man tidligt kunne købe dukketeaterark. Børn (og voksne) kunne klippe teateret ud – i Danmark var det en kopi af Det Kongelige Teater – og samle det for derefter fra andre ark at skaffe dekorationer og figurer, som blev sat op på små træklodser og måske tynde metalskinner, så de kunne førtes ind og ud af scenen. Af Alfred Jacobsens serie Danske Dukketheaterdekorationer blev solgt mere end en kvart million eksemplarer. Med hertil hørte selvfølgelig små hæfter med tekster. I Danmark var det især de store romanklassikere for børn, der blev overført til denne særlige teaterform, ikke mindst værker af Jules Verne, men også fx Carit Etlar. Jacobsens første ark var Kaptajn Grants Børn. Så populære blev disse dukketeatre, at entusiasterne fik deres eget tidsskrift, Suffløren.

Vibeke Stybe skriver ganske rigtigt i Fra billedark til billedbog (1983), at de fleste af disse millioner af ark, produceret overalt i Europa, i dag er forsvundet. Det var „ikke noget at samle på”, mente man. Det skulle dog senere vise sig, at det netop var „samlerne”, som reddede en del af disse ark for eftertiden, for fra midten af 1900-tallet blev arkene et yndet samlerobjekt på linje med frimærker og postkort. I Politikens Jeg er samler fra 1955 er der således en omtale af „børnebilledark”. Forfatteren til artiklen, Franz Sedivy, skriver i sin indledning:

"I de senere år har der vist sig en betydelig interesse for børnebilledark, og i øjeblikket findes der ret mange samlere […] De af os, hvis barndom er forankret i slutningen af forrige århundrede, vil erindre de hyggelige aftener i hjemmet omkring det store bord, i petroleumslampens milde lys, hvor vi børn hver for sig var beskæftiget med og ivrigt optaget af at klistre, klippe og skære, hvor dukketeater, modelkartons, soldaterark o.s.v. gik gennem vore flittige hænder og skabte en hyggelig husflid, som gjorde enhver sådan aften til en lykkelig oplevelse."

Også en anden form for billedfortællinger for børn vinder indpas i sidste del af 1800-tallet, nemlig de såkaldte „moveable books”, altså „bevægelige bøger”, ofte omtalt som pop-up-bøger. Det er bøger, hvori der – når man åbner dem – udfoldes en hel scene, måske et landskab eller en stue, eller hvor bogens figurer eller andre enkeltdele kan bevæges. I begyndelsen er teknikken forholdsvis simpel, senere bliver bøgerne mere og mere avancerede.

Blandt de første af disse bevægelige bøger er „harlequinades” eller „forvandlingsbøger” fra 1700-tallet, dvs. bøger hvor den øverste halvdel af siden kan foldes ned over den nederste halvdel, hvorved dyr og mennesker kan skifte over- og underkrop, eller hvor siderne er horisontalt delt på midten, så man – når man bladrer i bogen – kan kombinere over- og underdele til hundredvis af forskellige og oftest bizare billeder. Disse bøger laves stadig; et nyt eksempel er Thomas Balles Gakkede dyr fra 1998.

Den helt store popularitet får „bevægelige bøger” i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men der findes en del tidligere eksempler i England, fx serien Dame Wonders Tranformations fra 1840'erne, bl.a. med Miss Rose, hvor der i bogens sider er et ens placeret hul, hvorigennem man kan se ansigtet på en pige på den allerbagerste side. De foregående sider giver da mulighed for at give pigen forskellige klædedragt og lade hende indgå i forskellige situationer.

I andre tilfælde kan dele af billederne bevæges ved hjælp af en flap. Det er især tyskeren Lothar Meggendorfer (1847-1925), der bliver berømt for disse flapbøger, som sælges i enorme oplag, ikke mindst Internationaler Zirkus fra ca. 1888, og som også udkommer i Danmark med dansk tekst, bl.a. Fra Alverdens gemytlige Lande (1887). Yndede scener for handlingen i disse bøger er ud over cirkus også fx zoologiske haver.

Der produceredes kun ganske få af disse bevægelige bøger i Danmark.

Noter

Informationer om og eksempler på billedark findes i Gertraud Zaeperdicks Neuruppiner Bilderbogen (1983) og antologien Eine lustige Gesellschaft. 100 Münchener Bilderbogen in einem Band (1978).

Læs mere om påklædningsdukker i B. Glob Hindkjær Pedersen og M. Winges Pigedrømme: danske påklædningsdukkers historie (2000).

Mere om „bevægelige bøger” i P. Hainings Moveable Books (1979) – med eksempler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Billedark i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307968