• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„Barnlighed er et Talent” - børnelitteraturen 1820-1880

I BEGYNDELSEN AF 1820'erne udgives der i Danmark en lang række bøger med eventyr, fabler, rim og remser, hvoraf nogle er direkte henvendt til børn, mens andre hurtigt bliver til børnelæsning.

I 1820 kommer således N.T. Bruuns oversættelse af Charles Perraults gåsemor-eventyr med titlen Fee-Eventyr. Læsning for Børn og Gamle, den første danske oversættelse heraf. I 1821 påbegyndes en udgivelse af oversættelsen af brødrene Grimms samlede eventyr, samme år som den første danske udgave af La Fontaines fabler kommer på markedet, og i 1822 kommer A.G. Meissners Fabler for Børn og J.A.C. Lohrs Moersomme og lærerige Eventyr, begge oversat fra tysk. Hertil skal tilføjes den første samling af danske folkeeventyr ved Matthias Winther i 1823 og J.M. Thieles indsamlede børnerim og -remser i Danske Folkesagn (1819-23).

Der er dermed rigeligt med læsestof til aftnerne i familiens skød, sådan som Søren Kierkegaard skildrer det i det tidligere omtalte essay „At lade barnet afføde livet i sig” fra 1837:

Annonce

"Manden kommer hjem fra det travle Kontor, skifter Strømper, faar sig en Pibe, kysser Mutter paa Kinden og siger: „Naa, min søde Glut,” (det er for at vænne Børnene til kærlig Omgang), og nu indtræder der da en Begivenhed, som man ser afbildet paa de fleste Børnebøger: Onkel Frands, der fortæller Historier, hvortil Børnene har glædet sig hele Formiddagen, og lille Frits og Marie kommer løbende og klapper i Hænderne: „Onkel Frands fortæller.” Moderen grupperer sig mellem Børnene med den mindste paa Armen og siger: hør nu kønt efter hvad jeres kære Fader fortæller!"

 Det læsende barn er i 1800-tallet et yndet motiv. Tegningen her er lavet af August Jerndorff (1846-1906) til Christian Winthers Billedbog for Store og Smaa (1871). Mange af tidens malere brugte motivet, bl.a. Constantin Hansen (1804-80) med To læsende Piger fra 1826, Christen Dalsgaard (1824-1907) med Læsende Pige fra Salling fra 1851 og Hans Smidth (1839-1917) med Læsende Pige og Pige fra Ry (begge uden år); der er en markant overvægt af læsende piger. Se også Friedrich Wasmanns billede af en læsende pige.

Det læsende barn er i 1800-tallet et yndet motiv. Tegningen her er lavet af August Jerndorff (1846-1906) til Christian Winthers Billedbog for Store og Smaa (1871). Mange af tidens malere brugte motivet, bl.a. Constantin Hansen (1804-80) med To læsende Piger fra 1826, Christen Dalsgaard (1824-1907) med Læsende Pige fra Salling fra 1851 og Hans Smidth (1839-1917) med Læsende Pige og Pige fra Ry (begge uden år); der er en markant overvægt af læsende piger. Se også Friedrich Wasmanns billede af en læsende pige.

Vi er i en tid, hvor man både hygger og hytter sig, og hvor der læses højt. Hertil egner sig netop de korte former som eventyr, fabler og rimede digte, og 1800-tallet bliver da også i høj grad kortformernes periode i børnelitteraturen.

Med stikordene hygge og hytte henvises til tidens dominerende ånds- og stilretning: biedermeier. Ordet biedermeier stammer fra tysk, hvor det henviser til en opdigtet figur, bedsteborgeren Gottlieb Biedermaier. Det bemærkes, at stavemåden er skiftet.

Det er de to venner Adolf Kussmaul og Ludwig Eichrodt, som i 1855-57 i det i München udgivne vittighedsblad Fliegende Blåtter introducerer en undrende læserskare for en række „Auserlesene Gedichte von Gottlieb Biedermaier, Schulmeister in Schwaben”. Denne til lejligheden opfundne Hr. Biedermaier fremsender ustandseligt sine patetiske og sentimentale digte med henblik på offentliggørelse. Digtene fremstår som parodier, og det gør også Kussmauls introduktion til digteren, da denne første gang præsenteres for læserne:

"[…] den nøjsomme Biedermaier, for hvem en lille stue, den trange have, den uanselige flække og en foragtet landsbyskolelærers tarvelige lod er tilstrækkelig til en beskeden jordisk lyksalighed […] Gemytlig bravhed er grundtonen i disse sange, en naiv betragtning af de enkleste forhold i livet, som den raffinerede moderne verdensmand slet ikke kan sætte sig ind i, en højagtelse for autoritet og orden, som vi i de sidste forvirrede år desværre helt har tabt […]."

Først fra begyndelsen af 1900-tallet bruges ordet biedermeier i Danmark til at dække over en bestemt periode samt ånds- og stilretning inden for flere kunstarter, bl.a. litteraturen. Som periodebetegnelse henviser biedermeier oftest til 1820-1850, men for børnelitteraturens vedkommende kan man roligt forlænge den til 1880. Som ånds- og stilretning henviser ordet til en småborgerlig kultur og litteratur med hjemmet og familien som den arena, hvor menneskelivet udfoldes i sin mest egentlige form. Der er far, mor og børn, gerne mange børn, og man stortrives i en verden præget af harmoni og nostalgi. På luthersk vis ses familien som billede på samfundet, hvis enevældige konge indtager pladsen som samfundets faderskikkelse. Man nærer et ubehag ved det alt for fremmedartede og det storladne. Det nære er i lille format hjemmet, i stort format nationen.

Hvor Caspar David Friedrich (1774-1840) i Tyskland maler sit berømte billede af Vandreren over tågehavet, der står på den yderste kant med ryggen til billedets beskuer, og hvor Carl Maria von Weber (1786-1826) skildrer det store drama i den dybe grotte i det vilde landskab i sin opera Jægerbruden, så gyser Christian Winther derimod på dansk grund ved tanken om „Afgrundens Rædsel” i digtet „Sjælland” fra Nogle Digte (1835):

"At svinge mig til Gudhjem
Jeg ikke Vinger fik,
For Afgrundens Rædsel
Jeg vender sky mit Blik;
[…]
Ak, kunne jeg da lægge
Til Ro mig i din Eng,
Dit Grønsværteppe trække,
Over mig og min Seng!
"

Dette er – meget typisk for de bedste danske biedermeierdigtere – en ironisk, ikke mindst selvironisk, kommentar til angsten for det storladne og glæden ved at hvile trygt i sin seng.

Det er netop ironien, som fungerer som gardering mod det alt for sødladne i denne biedermeierdigtning, der kommer til at præge dansk litteratur i store dele af 1800-tallet, ikke mindst børnelitteraturen. Tydeligst bliver ironien, hvor udlængslen tematiseres, for selvfølgelig må en så konsekvent insisteren på hjemlig hygge inden for husets fire vægge afføde en fascination af det, der befinder sig udenfor, alt det farlige. Det markeres tydeligt i flere fortællinger som en flugt fra den trygge til den barske verden, en flugt som gennemføres med en vis konsekvens i H.C. Andersens „Den grimme Ælling” (1844), men ellers oftest afbrydes, fordi forhindringer dukker op, eller fordi fristelsen til at vende hjem bliver for stor, sådan som det ses i Christian Winthers „Flugten til Amerika” (1835), hvor det er aftensmaden, der venter.

Et meget klart billede af det umulige i at overskride grænser og den ironiske distance hertil møder vi i Julius Christian Gersons fabel „Udenlandsrejsen” fra 1845:

"Der var engang to Kyllinger smaa
De vare saa tykke, at de knap kunde gaae,
De vare saa tykke, at de knap kunne vralte,
Den ene af dem var nærved at halte.

En Eftermiddag, det var Solskinsveir,
Saa pylred de flittigt hinandens Fjer,
Saa gave de begge sig til at gale –
Det er saa Hanernes Maade at tale.

Længst vare de kjed af det hjemlige Skuur,
Nu vilde de ud i den vilde Natur,
Nu vilde de ud til en fremmed Zone,
Spørge Nyt, see sig om, og faae den fine Tone.

De vare vel vandret en Miil eller to,
Da var der en Flod, men ingen Bro;
Der stode de begge, hvad skulde de gjøre,
De galed, men Ingen kunde dem høre.

Kun laae der ved Stranden en gammel And,
Den svømmed' ud i det klare Vand,
Den dreied sit Hoved og snaddred: „De Nare,
Det skulde de tænkt, da de hjemme vare.”

En Stund stod de Kyllinger ganske forstemt',
At finde paa Raad var ikke saa nemt,
De sænkede Hovedet taust og beskæmmet,
Tilsidst saa toge de Veien mod Hjemmet.

Da Gaardhunden saae dem, tog den til at gjøe:
„Afvejen i Smaapak, seil I Eders Søe!
„Før kasted i Vrag paa de hjemlige Reder;
„Nu skjøtte vi Andre kun lidet som Eder!”
"

Som sagt: Den store verden uden for hjemmet frister, men mennesket forbliver oftest i iagttagerens rolle, sådan som H.V. Kaalund antyder det i indledningsdigtet til Fabler for Børn (1845, se H.V. Kaalund): „Det er den herligste Tidsfordriv, at agte paa Dyrenes Færden og Liv”, hvor „agte på” betyder „betragte”. Og verden udenfor, den betragter man gerne gennem et vindue, hvorfor vinduet da også tit i både tidens digtning og billedkunst optræder som metafor for åbningen mod omverdenen. Utallige er de eventyrillustrationer og malerier fra perioden 1820-1880, som viser et interiør med et åbentstående vindue i baggrunden (se her på siden). Hvad der åbenbares udenfor, og det man fascineres af, er det fremmedartede, hvilket fører til en udtalt eksotisme i både voksen- og børnelitteraturen. I de børneblade, som for alvor slår igennem i midten af 1800-tallet, henlægges handlingen i fortællingerne ofte til en verden uden for den velkendte. Oplever man ikke selv det farlige, kan man i det mindste læse om det.

 Den tyske maler Friedrich Wasmanns (1805-86) Kunstnerens søster fra 1822. Dels ser man en læsende pige, dels det typiske åbne vindue. Dobbeltheden i billedet er, at der findes to veje til verden uden for i en situation, hvor man insisterer på at blive inden for hjemmets trygge mure. Man kan med H.V. Kaalunds ord „agte på” verden gennem vinduet, eller man kan læse om den. Bemærk også, at den ydre verden har fundet vej ind i stuen i form af en lille blomst i et glas, og at pigen tydeligvis gør nytte i hjemmet. Det viser syskrinet og strikketøjet. En sand biedermeieridyl. Billedet hænger i Hamburger Kunsthalle.

Den tyske maler Friedrich Wasmanns (1805-86) Kunstnerens søster fra 1822. Dels ser man en læsende pige, dels det typiske åbne vindue. Dobbeltheden i billedet er, at der findes to veje til verden uden for i en situation, hvor man insisterer på at blive inden for hjemmets trygge mure. Man kan med H.V. Kaalunds ord „agte på” verden gennem vinduet, eller man kan læse om den. Bemærk også, at den ydre verden har fundet vej ind i stuen i form af en lille blomst i et glas, og at pigen tydeligvis gør nytte i hjemmet. Det viser syskrinet og strikketøjet. En sand biedermeieridyl. Billedet hænger i Hamburger Kunsthalle.

Det skal her understreges, at der i første halvdel af 1800-tallet faktisk var noget at være bange for. Danmark var fra århundredets start i krig, mistede først flåden og siden Norge, samtidig med at landet oplevede en ødelæggende bankerot. Uden for landets grænser var der social uro, som førte til opstande og revolutioner, mens det i Danmark „blot” blev til en politisk omvæltning i 1848-49, samtidig med at landet igen var i krig. Og så var der de store epidemier, som blev flere tusinde menneskers død, også i Danmark, som ramtes af koleraen i 1853.

Det er denne søgen indad mod hjemmet og familien, som skaber et usædvanligt grundlag for børnelitteraturens udbredelse. En medspiller i denne udvikling er også, at romantikkens syn på barnet som enestående, dvs. havende en værdi i sig selv, langt op i 1800-tallet trives side om side med filantropismens dydstænkning, noget som ikke mindst kommer til udtryk i skolen. Allerede i slutningen af 1700-tallet havde man dyrket forældrenes og ikke mindst farens forpligtelse til at deltage i opdragelsen af børnene, om end det måske blot skete lige omkring sengetid, hvor man samledes om højtlæsning.

Det er ikke kun opfattelsen af barnet som individ og medlem af familien, som ændrer sig i denne periode. Det er også kvindens rolle. I samme øjeblik hjemmet bliver den vigtigste arena for samvær og meningsudveksling, styrkes kvindens rolle alene af den grund, at mere og mere nu foregår på hendes hjemmebane. Det drejer sig ikke på nogen måde om en ligestilling med manden, men hendes mulighed for at agere og dirigere styrkes. Hun bliver således en langt mere aktiv deltager i kunst- og kulturlivet med dets hjemlige klaveraftener og højtlæsningssceancer.

Noter

Citatet i overskriften stammer fra Adam Oehlenschlägers fortale til de udvalgte børneeventyr i Eventyr af forskiellige Digtere fra 1816 (findes i antologien Digt og Klogskab, 2003 s. 54).

Søren Kierkegaards „At lade barnet afføde i sig” findes i Roger Pooles og Henrik Stangerups Dansemesteren (1985). Teksten findes også i antologien Lyst og lærdom (1996).

De omtalte billeder af læsende piger findes på Statens Museum for Kunst (Constantin Hansen) og Den Hirschsprungske Samling (Christen Dalsgaard, Hans Schmidt).

Betegnelsen biedermeier bruges i forbindelse med litteratur første gang i 1927 af Paul Kluckholm i et foredrag (gengivet i Zeitschrift für Deutche Bildung, Vol. 4, 1928). Allerede omkring 1900 brugtes betegnelsen om dominerende tendenser inden for tidens boligindretning. Om biedermeier kan læses i bl.a. Erik Lundings artikel „Biedermeier og romantismen” i Kritik 7, 1968, i Lars Hjortsøs Biedermeier: en idéhistorisk undersøgelse (1982; herfra stammer de oversatte citater fra Fliegende Blätter). I Kritik 167 (2003) findes en række artikler, som omhandler „den moderne biedermeier” i en tid, hvor fjernsynet er fyldt med boligindretningsprogrammer og tv-serier, som foregår i familien. En bred gennemgang af biedermeiertiden og dens litteratur, herunder den folkelige litteratur, i første halvdel af 1800-tallet findes i Gyldendals Dansk Litteraturhistorie 5.

Gersons digt „Udlandsreisen” stammer fra Maanedsskrift for Børn, 10. hæfte, 1845, som han selv redigerede sammen med H.V. Kaalund.

Om vinduet som motiv og metafor, se Tue og Bodil Gads Vinduet. Et Biedermeiermotiv (1976).

Referér til denne tekst ved at skrive:
„Barnlighed er et Talent” - børnelitteraturen 1820-1880 i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 19. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307941

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. „Barnlighed er et Talent” - børnelitteraturen 1820-1880
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Historien om børnelitteratur