Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det litterære sprog

Oprindelig forfatter TW

I hele processen frem mod skabelsen af den trykte bog udvikles en særlig egenskab ved skriftsproget, som det talte sprog ikke har, nemlig at man kan bearbejde sproget gennem en længerevarende proces, dvs. at man kan rette i det, der fortælles, uden at læseren får kendskab til, hvad der oprindeligt stod. En rettelse i en talt fortælling vil aldrig kunne skjules for tilhøreren. Det endelig manuskript, som bliver til en færdig bog, kan derimod have været gennem en omfattende bearbejdelse. Sagt med andre ord: Skriftsproget bliver et elaboreret sprog. I den form, som gives navnet litteratur i betydningen ordkunst, udvikles særlige måder at fortælle på, som distancerer sig fra det talte sprog.

Nogle tillægger i den forbindelse det stærkt elaborerede sprog en særlig værdi og forsøger direkte at udskille talte sprogformer fra skriftsproget. Det talte sprog bliver her betragtet som folkets sprog i modsætning til det finere kunstsprog. I Italien skelner man på et tidspunkt mellem lingua latina, dvs. det fine sprog, som man skriver på i versform, og lingua romana, dvs. folkets sprog, som vinder indpas i den ikke-versificerede prosa, bl.a. i de populære folkebøger. Ordet roman menes at stamme herfra. Denne modsætning kendes også inden for børnelitteraturen, hvor flere kritikere i slutningen af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet vender sig mod den mere og mere udbredte tendens til at bruge talesprogsvendinger i bøger for børn. Det fører til en forfladigelse af børnenes sprog, siger kritikerne.

 Blandt de kendteste billedark er Der Kinderfresser, „Børneæderen”, fra 1600-tallet. Det er et meget konkret eksempel på de skræmmebilleder, som den ældre børnelitteratur er så rig på.

Blandt de kendteste billedark er Der Kinderfresser, „Børneæderen”, fra 1600-tallet. Det er et meget konkret eksempel på de skræmmebilleder, som den ældre børnelitteratur er så rig på.

Denne modsætning mellem talesprogs- og skriftsprogsnorm fastholdes hele vejen op gennem børnelitteraturens historie, ikke mindst fordi en stor del af børnelitteraturen, bl.a. de fleste billedbøger, tænkes læst højt for børn, men også fordi flere forfattere, ligesom H.C. Andersen, søger at fastholde en særlig sprogtone med direkte henvendelser rettet mod barnelæseren: „Nu skal jeg fortælle dig et eventyr”; et godt eksempel herpå er Astrid Lindgren.

Annonce

I det foregående har jeg flere gange „formodet”, at man meget tidligt i fortællingernes historie har henvendt sig specifikt til børn med en særlig hensigt og ofte også gennem særlige fortællinger. Men som sagt ved vi ikke meget om det; der foreligger ikke mange skriftlige kilder herom.

Hvad vi med sikkerhed ved, er, at Platon (427-347 f.Kr.) i sit berømte værk Staten, som menes at være blevet til i perioden 385-380 f.Kr., i nogle af de dialoger, som værket består af, kommer ind på børns og unges opdragelse, kaldet paideia, også gennem fortællinger. Det sker ikke mindst i den tredje af Statens ti bøger, hvor Sokrates taler med henholdsvis Glaukon og Adeimantos.

Platons pointe er, at man skal sikre, at de unge ikke møder „oprørende og formastelige bedrifter af gudesønner og heroer, som man nu digter dem på. Digterne må virkelig tvinges til at vælge, enten at de pågældende ikke har handlet sådan, eller at de ikke har været gudesønner – de kan ikke blæse med mel i munden! Og heller ikke få de unge til at tro, at guder er ophav til ondt, eller at heroer ikke er bedre end andre mennesker […] Oven i købet er den slags fortællinger skadelige for tilhørerne. Enhver af dem vil have undskyldninger nok for sin egen slethed, når han overbevises om, at sådan handler og handlede de, som var med guder nær i slægt […] Det er grunden til, at vi må bremse den slags fabler, for at de ikke skal fremme slaphed i sæderne hos vore unge.”

Målet med opdragelse af børn og unge gennem digtning og musik er klart, siger Platon: „(…) vore unge som er helt igennem præget af den enkle og simple digtning og musik – som vi er blevet enige om afføder besindighed – de vil vogte sig for at få love og domstole på nakken af sig.” Men der skal selvfølgelig være en balance. Beskæftiger den unge mand sig for meget med digtning og for lidt med fysisk udfoldelse, så „smelter han hen til voks, indtil selve den aktive energi flyder ud og strømmer bort […] og han bliver en kraftesløs kriger.” Gør han det modsatte, altså kun satser på „idræt og spiser fedt og godt”, så risikerer han at blive både „svag og døv og blind eftersom han ikke kan vækkes eller tage næring til sig eller få sine tågede sanseindtryk rensede.”

De, der fortæller for børn og unge, siger Platon, og her tænkes kun på hankønsvæsener, påtager sig et meget stort ansvar for, hvad der fortælles. Den opvoksende slægt har ikke brug for hvad som helst. Den skal dannes, og når dette er formålet, kender Platon midlerne. Hertil er at tilføje, at disse midler er der så sandelig mange andre end ham, der har ment at kende til op gennem børnelitteraturens historie.

Hvad der tidligt synes fundet acceptabelt som børnelitteratur er fabler, især de æsopiske, der – ligesom den ovenfor omtalte rævedigtning – udbredes i deres mundtlige form og senere gennem håndskrifter. Fablerne tillægges Æsop, også benævnt Aisopos, en slave, som ifølge Herodot levede på øen Samos i 500-tallet f.Kr., og som blev myrdet af præsterne i Delfi. Men i realiteten ved vi ikke noget sikkert om ham. Måske skyldes hans navn ordet „ethiop”, hvilket på den tid betød, at han var en sort slave. Der findes fra omkring 200 e.Kr. en hel Æsop-litteratur om hans liv og virke, og endnu tidligere optræder hans navn jævnligt i digtningen, fx hos både Aristofanes og Platon. Myten fortæller, at han var en lille, grim og pukkelrykket mand med tykke læber, men med et smukt sind og højt begavet.

Men vigtigst af alt er Æsop gjort til den, der fortalte de mange fabler, som senere blev nedskrevet af Phaedrus (15 f.Kr. – 55 e.Kr.), der kom fra Grækenland til Rom. Ligesom Æsop var han slave, men han blev frigivet efter sin ejer Kejser Augustus' død. I alt kendes 92 Phaedrus-fabler, fordelt på fem „bøger” og skrevet på latin, hvortil kommer nogle senere fundne. Det er disse fabler, som danner grundlag for den europæiske æsopiske digtning. Den første danske æsopiske samling udgives i 1556, efter at den er blevet fundet i gendigteren Christiern Pedersens (ca. 1480-1554) efterladte skrifter, altså i samme periode, som Børne Speigel og En Ræffue Bog udkommer. Pedersens udgave er en oversættelse af Heinrich Steinhöwels (1412-1478) latin-tyske fra 1476-80, som præges af en rigdom af platheder.

Børn har imidlertid mødt andet end mundtligt fortalte historier og – for nogle få børns vedkommende – fået læst højt fra håndskrifter af fabler og lignende. I 1300-tallet udbredes, i og med at papir bliver mere almindeligt, de særlige billedark, som er træsnit, ofte i stort format og ind imellem håndkolorerede. De sælges på markeder og af omkringvandrende kræmmere, og de har oftest religiøse motiver. Nogle benævnes kistebilleder, fordi de er beregnet til at sætte op på indersiden af kistelåg. Men arkene bliver også hængt op på vægge til almindelig udsmykning. Hele den bibelske verden fra Adam og Eva til Jesu korsfæstelse fortælles her, og efterhånden kommer også andre motiver på mode. Det kan være billeder af konger og fyrster, men det kan også være skildringer af alt fra naturkatastrofer til, hvad der betragtes som moralsk ønskværdigt og forkasteligt. Og netop her bliver billedarkene også til en form for børnelitteratur. Mest kendt er skræmmebilledet af Der Kinderfresser, på dansk „Børneæderen” (se ill.). Her samler uhyret i kæmpeudgave de uartige børn sammen for her og nu eller senere at æde dem, og han foretrækker åbenbart at starte med hovedet. I hvert fald er en større drengs hoved godt på vej ind i kæmpens gab på tegningen. Billedarkene beholder deres popularitet, også lang tid efter at man er begyndt at trykke billeder og fortællinger i bogform for børn.

Kirken, og det vil også i Danmark sige den katolske kirke frem til reformationen i 1536, spillede en væsentlig rolle for udbredelsen af trykt materiale og kunne, som det er nævnt i forbindelse med omtalen af rævedigtningen, finde på at gribe ind over for skrifter, den fandt skadelige. Det sidste gjaldt ikke mindst værker, som i satirisk form kritiserede præsternes udskejelser, eller som kunne læses som sådan. Det skal straks understreges, at heller ikke den protestantiske kirke hyldede tanken om ytringsfrihed. Ligesom den katolske kirke vidste dens øverste leder, i Danmark var det kongen, nok, hvad der var godt og skidt for befolkningen, ikke mindst da udviklingen af bogtrykkerkunsten gjorde det muligt at producere bøger til et bredere og bredere publikum.

Hvad den nye protestantiske kirke og dens stifter Martin Luther også vidste, var, at netop bogen kunne være et fortrinligt middel til opdragelse af befolkningen, ikke mindst børn og unge. Reformationen fik stor betydning for opfattelsen af opdragelse, skolegang og læsning for børn.

Noter

Platons Staten er udgivet af Platonselskabet i 1992 i Otto Foss' oversættelse. De her citerede passager stammer fra „bog 3” i værket (p. 391-418).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Det litterære sprog i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307896