Teatr Dramatyczny M. St. Warszawy, teater i Warszawa, grundlagt 1949 som Teatr Domu Wojska Polskiego (De polske væbnede styrkers teater), som 1955 rykkede til Królewska-gaden og 1957 blev omdøbt til sit nuværende navn. Teatrets formål var at præsentere samtidsdramatik i ambitiøse iscenesættelser med intellektuelle og politiske islæt. Åbningssæsonen 1957/58 præsenterede således et absurdistisk-grotesk repertoire med Ionescos Stolene og urpremieren på Witold Gombrowicz’ Yvonne – Prinsesse af Burgund. Teatret stadfæstede sin profil med en serie fremragende forestillinger, da skuespilleren og instruktøren Gustaw Holoubek 1972 overtog chefstolen. Holoubek blev afsat af myndighederne i 1982, og størstedelen af kompagniet fulgte ham; først i begyndelsen af 1990'erne kom teatret på fode igen. 1965-81 var TD vært for Warszawskie Spotkania Teatralne (Warszawas Teater Sammentræf ), en årlig præsentation af sæsonens bedste forestillinger hentet fra hele Polen og fra 2002 den internationale festival, Festiwal Festiwali Teatralnych Spotkania. Scena Duża (Store Scene) har 650 pladser, mens Sala Prób (Prøvesalen) råder over 168 pladser.

Teatrets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig