Østrig

Østrig, Middelalderens påskegudstjenester, hvor Jesu passion og opstandelse anskueliggjordes i tableauer, var spiren til teatret i Ø. I takt med at spillene blev mere realistiske, og der kom flere scener til, strakte spillene sig over flere dage, og rykkede i senmiddelalderen ud på byernes torve som fx Bozener Passion fra 1495. Latin erstattedes med lokalsprog, borgerne agerede som skuespillere og byens kunstnere sørgede for udstyret. Großes Neidhartspiel regnes for at være 1400-tallets betydeligste verdslige spil med musik og dans, men i hele landet blev der fremført carivari-optog og fastelavnsspil. I Tyrol optrådte i 1500-tallet de første kvindelige skuespillere i tysksproget område. I renæssancen skrev humanister ved hofferne tragedier og kejserlige hyldestspil (Ludi Caesarei). 1502/03 opførtes Terents og Plautus på Wiens universitet, mens den første prosakomedie på tysk, Speculum vitae humanae, som var stærkt påvirket af commedia dell’arte, blev opført 1584 i Innsbruck. Jesuitter og benediktinermunke arrangerede i modreformationens tegn skolekomedier og Corpus Christi-processioner.

Ved ærkebiskoppen af Salzburgs hof opførtes den formentlig første opera på tysk område. Barokteatret kulminerede i Wien, hvortil italienske kunstnere som librettisten Pietro Metastasio og medlemmer af teatermaler-familien Galli Bibiena blev indkaldt. 1741 indrettedes hoffets boldhus til offentligt teater (i dag Burgtheater), hvor C W Gluck opførte sin første reformopera, Orfeo et Euridice 1762. 1747 oprettedes hofteatret i Schönbrunn, og 1748 omdannede Antonio Galli da Bibiena hoffets dansesal (Redoutensal) til hofteater i byen, samtidig med at vandretrupper i byens forstæder opførte Alt-Wiener Volksstücke. I slutningen af 1700-tallet kom rigtige forstadsteatre til: bl.a. Leopoldstädter Theater 1781 (i dag Carltheater), Theater auf der Wieden 1787 samt Theater in der Josefstadt 1788. J N Nestroy beredte med sine Jacques Offenbach-bearbejdelser vejen for operetten, der gik sin sejrsgang på teatre som Theater an der Wien fra 1801 og Raimundtheater fra 1893. Fra 1880'erne blev der oprettet en række privatteatre, som skulle dække de behov, Burgtheater ikke indfriede, som fx Deutsches Volkstheater 1889 (i dag Volkstheater) og Kaiser-Jubiläums-Stadttheater 1898 (i dag Volksoper).

Efter monarkiets fald 1918 blev Burgtheater statsteater; Akademietheater tilknyttedes i 1922. Fra 1924 oprettede Max Reinhardt sin base i Ø på Theater in der Josefstadt og grundlagde her 1929 landets første teaterskole, Max Reinhardt Seminar, som i dag er tilknyttet Akademie für Musik und darstellende Kunst.

I 1938 satte Hitlertysklands annektion af Ø som en tysk provins en stopper for de venstreorienterede kabareters satiriske samtidskritik, kun Kleinkunst-scenen Wiener Werkel modstod presset. Fra 1939 overtog nazisterne opsynet med teatrene, og 1944 blev de alle lukket. Under krigen blev Burgtheater ødelagt og først genåbnet 1955. Salzburger Festspiele, som åbnede 1920, fik fra 1945 følgeskab af Bregenzer Festspiele og fra 1951 af Wiener Festwochen. Siden 1954 satte Graz med avantgarde-festivalen Steirische Herbst – Das Festival der Neuen Kunst sit præg på Øs kulturelle landkort.

I 1960'erne genopstod de politisk-litterære kabareter i kælderteatrene, mens aktionskunstneren Hermann Nitsch fra 1957 peger med sit Orgien Mysterien Theater (OMT) frem mod performancebevægelsen, og en sensation var det, da Nitsch i 2005 rykkede ind på Burgtheater – en slags offentlig anerkendelse af hans arbejde. I 1970'erne og 80'erne opstod en lang række avantgardistiske teatre, som profilerede Øs renommé som et selvstændigt teaterlandskab med dramatikere som Thomas Bernhard, Peter Handke, Peter Turrini, George Tabori, Werner Schwab og Elfriede Jelinek. Af nyere tids dramatikere kan nævnes Malene Streenwitz, Kathrin Röggla, Bernhard Studler og Robert Woelfl.

Bibliografi: Theatergeschichte Österreichs 1-10 1964ff; Theater heute 8-9/2005.