Schaubühne am Halleschen Ufer, Theater am Halleschen Ufer, tysk teater grundlagt 1962 af bl.a. Jürgen Schitthelm og Klaus Weiffenbach med fokus på politisk og socialt engageret dramatik af bl.a. Brecht og Ödön von Horváth. 1970-81 var Peter Steins store æra, hvor han i samarbejde med instruktørerne Klaus Michael Grüber og Claus Peymann, dramaturgen Dieter Sturm og et stærkt skuespillerensemble med bl.a. Jutta Lampe, Bruno Ganz og Michael König forvandlede teatret til et af de førende taleteatre i Vesttyskland. Åbningsforestillingen var Die Mutter af Brecht, og repertoiret bestod af såvel bearbejdelser af græske tragedier, Antikenprojekt 1974, og Shakespeare, bl.a. Shakespeare’s Memory 1976 og Wie es euch gefällt 1977, som moderne klassikere af bl.a. Ibsen og Maksim Gorkij samt samtidsdramatik af Botho Strauss og Peter Handke. 1981 flyttede Peter Stein og Schaubühne-ensemblet til Lehniner Platz.

Fra 1982 residerede den socialt engagerede teatergruppe Der Theatermanufaktur på teatret, som i 1992 ændrede navn til Theater am Halleschen Ufer for op igennem 1990'erne at markere sig som spille- og produktionssted for frie teatergrupper inden for teater, performance og ny dans. 2003 blev teatret under Matthias Lilienthals ledelse lagt sammen med Theater am Ufer og Hebbel Theater under navnet Hebbel am Ufer. Siden da har teatret med en spilleplan bestående af 1/3 internationale produktioner, 1/3 dans og en 1/3 scenekunst produceret af frie teatergrupper samt årlige festivaler for henholdsvis dans og frie teatergrupper markeret sig som et kunstnerisk innovativt sted med en socialt engageret profil. Blev i 2004 kåret som årets teater af det tyske teatertidsskrift Theater heute. Se også Dramaturg; Schaubühne am Lehniner Platz.

Bibliografi: Fiebach, J & Schramm H ‘Schaubühne am Halleschen Ufer’ i Kreativität und Dialog. Theaterversuche der 70er Jahre in Westeuropa 1983; Iden, P Die Schaubühne am Halleschen Ufer 1979-79 1979.

Eksternt link:

www.hebbel-theater.de

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig