Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyskland

Oprindelig forfatter ElFH

Tyskland, Allerede i middelalderen var der et livligt gejstligt og profant teaterliv i T, ofte spillet udendørs over flere dage. I senmiddelalderen og renæssancen blev det overtaget af håndværkernes mestersang og humanisternes skolekomedier. Men først efter 30-års-krigen (1618-48) blomstrede et egentligt professionelt teater op med omrejsende engelske trupper, der ca. 1650 gik over til at spille på tysk. Dertil påvirkning fra turnerende commedia dell’arte-trupper. Under Johannes Velten, én af de første ledere af en professionel tysk vandretrup, opførtes Haupt- und Staatsaktionen med bearbejdede kopier af engelsk og fransk dramatik.

I 1700-tallet blev J.C. Gottsched og Caroline Neuber fortalere for en tysk tragedie efter fransk forbillede. 1766-67 grundlagde K.E. Ackermann i Hamborg et stationært tysk nationalteater, hvis iscenesættelser G.E. Lessing diskuterede i tidsskriftet Hamburgische Dramaturgie. F.L. Schröders Shakespeare-opsætninger i Hamborg 1771-80 fik stor betydning for Sturm und Drang-bølgen. På nationalteatret i Mannheim samledes et ensemble med bl.a. A.W. Iffland, og mens Goethe og Fr. Schiller fra 1798 i Weimar samarbejdede med ny-klassicistiske forestillinger, dyrkede det romantiske teater tidens interesse for lokalkolorit og stemningsskildringer. En kontrast hertil var 1800-tallets Berliner Lokalstücke, farcer på berliner-dialekt, ofte med indlagte viser. Fra omkring 1800 fik hofteatrene konkurrence i byernes skuespilhuse, hvor vandretrupper fik permanent opholdssted.

Fra 1866 varslede Meiningernes historistiske forestillinger med autentiske kostumer og miljøskildringer naturalismens gennembrud. Efter Preussen i 1869 indførte næringsfrihed, opstod der i Berlin en lang række privatteatre, og med Ts samling i 1871 blev Berlin rigets teatermetropol. 1889 stiftedes Freie Bühne, hvor Otto Brahm i naturalistiske iscenesættelser satsede på et litterært repertoire og et stærkt skuespillerteater. Fra 1905 skabte Max Reinhardt røre med sin reteatralisering og ekspansive teaterdrift, men fik fra 1919 modspil i instruktører som Leopold Jessner, Erwin Piscator, Karlheinz Martin og Erich Engel, der arbejdede med store ekspressionistiske iscenesættelser og politisk teater.

Annonce

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev mange teaterfolk imidlertid fordrevet, og Reichsministerium für Volksaufklärung und Propaganda udstedte forbud mod ekspressionistisk, politisk, jødisk, tysk eksil og al udenlandsk dramatik; kun godkendte dramatikere blev støttet. Indtil 1937 fremmede propagandaministeriet et nazistisk friluftsteater i form af såkaldte Thingspiele. I Berlin forsøgte Gustav Gründgens på Staatstheater og Heinz Hilpert på Deutsches Theater med ‘stilistisk rene’ klassikerforestillinger at komme uden om statens indblanding. I september 1944 blev alle teatre i T og Østrig imidlertid lukket og i flere tilfælde ødelagt.

Genopbygningen efter krigen skete under vanskelige vilkår. Carl Zuckmayer og Wolfgang Borchert var de første, der i deres dramatik forholdt sig til Hitlertiden. Efter Ts deling i 1949 mistede Berlin sin monopolstilling. I Vesttyskland opførtes i 1940'erne og 1950'erne den under nazisterne forbudte udenlandske og tyske dramatik. 1950'erne var også ‘instruktørernes årti’ med Gründgens som dominerende figur. I 1960'erne blev Piscator den kongeniale forløser af det politiske dokumentardrama, der foregreb det brud, som udløstes med ungdomsoprøret 1968. Krav om medbestemmelse og kritik af teatrenes hierarkiske system førte til et opgør med det borgerlige dannelsesteater. Med provokerende iscenesættelser affødte unge instruktører som Peter Palitzsch, Peter Zadek, Peter Stein, Claus Peymann, Klaus Michael Grüber og Hans Neuenfels protestaktioner og publikumsflugt. 1970 grundlagde Peter Stein mfl. teaterkollektivet Schaubühne am Halleschen Ufer. Med Marieluise Fleisser som forbillede skrev Martin Sperr socialkritiske ‘folkelige stykker’ på bayrisk dialekt, et chokerende brud med traditionen, ligesom Fassbinder som repræsentant for den nye realisme både fascinerede og irriterede. Forbeholdet over for teatrets politisering førte hos bl.a. Botho Strauss i 1970'erne til en ny subjektiv dramatik, der koncentrerede sig om individuelle problemer, parforhold, den neurotiske ener og en fragmenteret opfattelse af tid og rum. Peter Handke beskæftigede sig i sine Sprechstücke med sprogkritik, mens George Tabori fokuserede i sarkastisk-melankolske skuespil på jødernes historie og Hitlertiden.

I DDR var Brecht indtil sin død i 1956 en både besværlig og kontroversiel figur, der på Berliner Ensemble arbejdede med model-iscenesættelser af sine store stykker. Fra 1970'erne satte Heiner Müller dagsordenen for DDR's ideologiske teater. Partiet havde svært ved at forholde sig til hans Artaud-inspirerede dramatik, men turde pga. Müllers popularitet i Vesten ikke gribe ind. Müllers position og evne til at skabe røre om sin person gjorde det svært for unge østtyske dramatikere at markere sig.

Ts genforening 1989 førte først og fremmest i Berlin til nedskæringer og lukninger af teatre; et vellykket eksempel på Ts post-1989-teater er Frank CastorfsVolksbühne ved Rosa Luxemburg Platz. Siden 1990'erne er en ny generation af dramatikere og instruktører ved at vise udviklingen i et teater med fokus på kropslighed, vold, teknologi og nytolkninger af klassikere. Hvert forår præsenteres ved Berliner Theatertreffen sæsonens bedste iscenesættelser fra hele T. Se også Max Reinhardt.

Bibliografi: Buddecke,W& Fuhrmann, H Das deutschsprachige Drama seit 1945 1981; Devrient, E Geschichte der deutschen Schauspielkunst 1848 (1967); Irme, T & Schmidt, M Die Bühnenrepublik. Theater in der DDR 2003; Rischbieter, H Durch den eisernen Vorgang. Theater im geteilten Deutschland 1999; Rühle, G Theater für die Republik 1917-1933 im Spiegel der Kritik 1967; Theater heute 12/1989, 2/2001.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elisabeth Frey Harne: Tyskland i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430480