Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Schweiz

Oprindelig forfatter ElFH

Schweiz, Teatrets historie i S svarer i nogen grad til andre europæiske landes, dog med den forskel at S er opdelt i henholdsvis tysk-, fransk-, italiensk- og rætoromansk-sprogede landsdele. Dette medfører en vis kulturkløft, idet områderne orienterer sig efter de respektive nabolandes teaterkultur. Bestræbelser på at ophæve sproggrænserne intensiveredes fra 1950'erne, ikke mindst i håb om at gøre S til mere end en fodnote i europæisk kultur og teater.

Teaterinteressen i S har imidlertid altid været stor. På benediktinerklostret i St. Gallen i 900-tallet blev spiren lagt til det religiøse middelalderteater i Europa, mens det ældste kendte spil på alemanisk dialekt er Påskespillet fra Muri ca. 1250. Påskespillene i Luzern, som er rigt dokumenteret af spillenes leder i 1583 og 1597, Renward Cysat, har haft afgørende betydning for udforskningen af middelalderens simultane rumscene. Mod slutningen af 1500-tallet findes der forskellige steder i S rige varianter af verdslige og historiske spil, moraliteter og fastelavnsspil, som under 30 års-krigen 1618-48 blev udnyttet til katolsk og reformert pro paganda. Samtidig begyndte de tyske vandretrupper at optræde, men blev forbudt allerede i 1648, hvorefter kun marionetteater var tilladt. Forbudet blev dog allerede i slutningen af 1600-tallet ophævet, da vandretrupperne i Zürich fik overladt en militærbarak til deres aktiviteter. Offentlige privatteatre skød op overalt i landet: Baden 1673, Luzern 1740, Solothurn 1755, Bern 1770, Geneve 1783, og samtidig opstod der i litterære kredse en stor interesse for Shakespeare, og med sine patriotiske læsedramaer var historikeren Johann Jakob Bodmer med til at bane vejen for Sturm und Drang i Tyskland.

1834 grundlagdes i det teaterfjendtlige Zürich Aktientheater, som fik sin store opblomstringstid 1837-43 under den tyske dramatiker og teaterdirektør Charlotte Birch-Pfeiffer. Derefter forsøgte man at få Richard Wagner, der opholdt sig i Zürich som politisk flygtning 1849-58, til at lede teatret, men uden held. Efter den franske besættelse af S og den europæiske krigs- og revolutionsbølge 1848 blev Forbundsstaten dannet, og tanken om et nationalteater opstod, men alle drøftelser mislykkedes. Efter en brand i 1890 genrejstes Aktientheater imidlertid som et Stadtheater i nybarok stil og fremstår i dag som Opernhaus Zürich. 1909 indrettedes variété-teatret Pfauen til intimscene under navnet Kleine Bühne, hvilket igen 1926 omdannedes til Schauspielhaus Zürich.

Annonce

1915 udkom det første dramatiske værk på schweizisk dialekt: arbejdertragedien Marie und Robert af Paul Haller, hvilket afstedkom en stigende interesse for dramatik på lokalsprogene. 1916 grundlagde udenlandske flygtninge som forfatterne Hugo Ball, Tristan Tzara og billedkunstneren Hans Arp i Zürich Cabaret Voltaire, som blev arnestedet for dadaismen. Modernistiske og avantgardistiske idéer stødte ellers ikke på megen interesse i det borgerlige S; folk som Adolphe Appia og Émile Jaques-Dalcroze var nødt til at afprøve deres scenereformer i udlandet. Efter 1933, hvor teater i Tyskland blev underlagt streng censur, startede en stor tilstrømning af tyske og østrigske teaterfolk på flugt, og som bastioner mod antifascismen opførtes i Zürich og Basel den af nazisterne forbudte moderne dramatik, bl.a. flere uropførelser af Brecht på Schauspielhaus Zürich. Fra 1945 gjorde forfatteren Max Frisch op med myten om Ss neutralitet, mens Friedrich Dürrenmatt i absurd-groteske komedier punkterede historien om Ss ‘pæne orden’.

Det subventionerede teaters status som borgerligt dannelsessted led et knæk sidst i 1960'erne, men en ny generation af dramatikere som Urs Widmer, Thomas Hürlimann og Lukas Bärfuss har i de sidste mange år forsøgt at løfte arven efter Frisch og Dürrenmatt. Tyske instruktører som Christoph Marthaler og Stefan Bachmann har siden 1990'erne med deres iscenesættelser været retningsgivende for tysk teater ud over Ss grænser. I hele landet findes der kantonalt subventionerede teatre, et stort antal mellemstore og små teatre, frie scener, gruppeteatre samt et frodigt amatørteater; i den franske del kan nævnes Théâtre Populaire Romain (TRP) i La Chaux de Fonds, Théâtre de Carouge-Atelier de Genève, Comédie de Genève samt Théâtre Vidy-Lausanne, som instruktørerne Benno Besson og Matthias Langhoff i perioder har været knyttet til. I den italienske del har klovnen Dimitri med Compagnia Teatro Dimitri og Scuola Teatro Dimitri i Verscio haft stor betydning for hele S. Efter en sej kamp blev i 1992 landets første akademiske teateruddannelse åbnet i Bern, Institut für Theaterwissenschaft. Se også Dadaisme.

Bibliografi: Gojan, S Spielstätten der Schweiz 1998; Kotte, A Theaterlexikon der Schweiz 1-3 2005; Maurer, R. Die Schweizer Theaterszene 1983; Müller, E Schweizer Theatergeschichte 1944; Schläpfer, B Schauspiel in der Schweiz. Theater und Publikum in fünf Jahrhunderten 1999; Theater heute 10/2002.

Eksternt link:

www._theater.ch

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elisabeth Frey Harne: Schweiz i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430019