Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grips Theater

Oprindelig forfatter ElFH

Grips Theater, efterkrigstidens vigtigste tyske børne- og ungdomsteater, grundlagt 1966 i Vestberlin som Theater für Kinder im Reichskabarett af dramatikeren Volker Ludwig. De første forestillinger var overvejende revy-agtige, men efter studenteroprøret forlod GT 1969 Reichskabarett og begyndte at spille antiautoritære, provokerende politisk-pædagogiske stykker som fx Ludwigs Stokkerlok und Millipilli 1969, efterfulgt af succesen Maximillian Pfeiferling. 1972 fik teatret sit nuværende navn og 1974 eget spillested i en nedlagt biograf, hvor Ludwigs åbningsforestilling, Das hältste ja im Kopf nicht aus 1975, blev set af mere end 70.000 børn og unge. Ordet Grips er direkte oversat ‘kvik i hovedet'.

GTs arbejds- og produktionsmetode beror på feltarbejde og målrettede projekter med udgangspunkt i aktuelle emner. GTs største succes er Ludwigs musikalske revy Linie 1 1986 med over 1.000 forestillinger verden over, bl.a. i Danmark 1989. En studioscene, Schiller-Werkstatt, som deles med Theater an der Parkaue, er tilført virksomheden.

Bibliografi: Fischer-Fels, S Der Schriftsteller Volker Ludwig 1999; Kolneder, W Das Grips Theater 1979 & Das GRIPS BUCH u.å.; Theater heute 11/80.

Annonce

Teatrets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elisabeth Frey Harne: Grips Theater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428238