Frank Castorf

I stedet for at anskue teater som et oplysningsprojekt var Frank Castorf påvirket af avantgardens interesse for alt fra dadaisme til rockmusik. Med forestillinger som Shakespeares Othello 1982, Brechts Trommeln in der Nacht 1984 og Nora over Ibsens Et dukkehjem i 1985 i Anklam fik Castorf ry for at være helt respektløs i sine fortolkninger af klassikere. Det førte ham på kollisionskurs med DDR-styret, og i slutningen af 1980'erne bragte dette ry som ‘klassikerskænder’ Frank Castorf til Vesttyskland.

Efter genforeningen i 1990 blev hans første opsætning på Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz Fr. Schillers Die Räuber i 1990. I 1992 overtog han ledelsen af teatret uden veneration for den østtyske fortid. Volksbühne blev fra da af tysk teatercentrum i en brydningstid. Både i sine klassikeropsætninger af fx Shakespeares König Lear 1992, Ibsens Frau am Meer 1993, Friedrich Hebbels Die Nibelungen – born bad 1995, Jean-Paul Sartres Schmutzige Hände 1998 og i sine dramatiseringer af film som fx Anthony Burgess’ A Clockwork Orange 1993 og Irvine Welshs Trainspotting 1997 søgte Frank Castorf at udvide teatrets grænser.

Frank Castorf har med sit ensemble gæstet Danmark flere gange: på Aarhus Festuge 2000 med en dramatisering af Tim Staffels Terrordrom fra 1998, Det Kongelige Teater 2005 med H.C. Andersens Snedronningen (Meine Schneekönigin 2004) og Det Kongelige Teater 2007 med Wagner og Christoph Hombergers Die Meistersinger.

• teater i Tyskland