Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christoph Schlingensief

Oprindelig forfatter SoGa

Christoph Schlingensief, 1960-2010, tysk film- og teaterinstruktør, skuespiller, dramatiker og aktionskunstner. Instruktørdebut med 100 Jahre CDU. Spiel ohne Grenzen 1993. Inspireret af Joseph Beuys’ idé om det udvidede kunstbegreb udfordrede S i sine radikale og stærkt politisk engagerede værker grænsen mellem kunst og virkelighed, mens han gav den som veloplagt talkshow-vært (Talk 2000 1997), aktionsmaler (Atta Atta – die Kunst ist ausgebrochen 2003) eller arrangør af pælesidnings-konkurrencer for hjem- og arbejdsløse (Church of Fear 2003). Som en delvis kommentar til den samfundsmæssige marginalisering og usynliggørelse af socialt udsatte grupper inddrog S som oftest fysisk og psykisk handicappede i sit arbejde, som fx i den parodiske film Freakstars 2003 eller projektet Chance2000 1998, hvori han stiftede et politisk parti, der opnåede 28.500 stemmer til Bundestagsvalget 1998. S, som 1993-2006 var fast tilknyttet Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz i Berlin, karakteriseredes gerne som tysk teaters enfant terrible og vakte senest stor skandale i Bayreuth med sin respektløse opsætning af Wagners Parsifal 2004.

Dramatiske værker: Rocky Dutschke ‘68 1996; Begnadete Nazis 1996; Bitte liebt Österreich 2000; Kunst und Gemüse, A. Hipler 2005; Area 7 – Matthäusexpedition 2006.

Bibliografi: Finke, J & Wulff, M Chance2000 – Die Dokumentation 1999; Hegemann, C & Schlingensief, C Chance2000 – Wähle dich selbst 1998; ‘Werk-Stück’ Theater der Zeit 2003.

Annonce

Eksternt link:

www.schlingensief.com

Referér til denne tekst ved at skrive:
Solveig Gade: Christoph Schlingensief i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429997