Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Berliner Ensemble

Oprindelig forfatter KeKv

Berliner Ensemble, tysk teater på Bertolt-BrechtPlatz i Berlin. Opførelsen af Brechts Mutter Courage med forfatterens kone Helene Weigel i titelrollen i januar 1949 i det krigshærgede Østberlin dannede optakt til dannelsen af BE. Teatret konstituerede sig i juni s.å. under Weigels ledelse og med Brecht som kunstnerisk leder og fik i 1954 hjemsted i det gamle Theater am Schiffbauerdamm, hvor Brecht med Die Dreigroschenoper i 1928 havde fået sit kunstneriske gennembrud. Brecht var ikke på linje med den herskende socialrealisme i DDR, men her fik han en scene til sine gamle og nye stykker og lejlighed til som instruktør i praksis at afprøve sine teorier om et episk teater. Trods kulturideologiske uoverensstemmelser mellem regimet og teatret blev BE den nye DDR-stats kulturelle knaphulsblomst – en scene, teaterinteresserede fra hele verden valfartede til. Teatrets turnéer i Europa i 1950'erne blev forbilledlige for de næste tiårs politiske teater i den vestlige verden.

Flere af BEs forestillinger er dokumenteret i film og Modellbücher (modelbøger), der har været en vigtig nøgle til forståelse af Brechts intentioner, men som i længden også kom til at bremse op for fornyelser af Brecht-traditionen på scenen. Efter Weigels død i 1971 søgte koreografen og instruktøren Ruth Berghaus at gå nye veje, men blev i 1977 efterfulgt af instruktøren Manfred Wekwerth, der var loyal overfor den ‘autentiske’ Brecht og ledede teatret til 1991. Efter genforeningen har BE konstant stået til diskussion. I 1991 blev en femmandsgruppe indsat i teatrets ledelse, heriblandt dramatikeren Heiner Müller, der kort før sin død i 1995 blev udnævnt til eneleder. I 1999 overtog instruktøren Claus Peymann chefstolen med det formål at præsentere politisk teater i Brechts ånd, men med et aktuelt sigte.

Bibliografi: Berlau, R Theaterarbeit. 6 Aufführungen des Berliner Ensembles 1961; Subiotto, A Bertolt Brecht’s Adaptions for the Berliner Ensemble 1975; Tenschert, J Berliner Ensemble: Chronik der Aufführungen und Gastspiele 1949 bis 1961 1961.

Annonce

Teatrets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kela Kvam: Berliner Ensemble i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427349