Max Reinhardt

Max Reinhardt, 1873-1943, østrigsk-tysk skuespiller, instruktør og teaterleder. Debuterede på Burgtheater i Wien, men blev af Otto Brahm i 1894 hentet til Deutsches Theater i Berlin. Her blev han i ni år, selvom han aldrig rigtigt følte sig hjemme i den brahmske naturalisme, som han parodierede på den litterære kabaretscene Schall und Rauch, som han startede 1901 s.m. nogle unge skuespillerkolleger. Opførel sen i 1902 af Strindbergs Den Stærkeste og Båndet dannede optakten til Kleines Theater, som han ledede, indtil han i 1905 overtog chefposten på Deutsches Theater efter Brahm, og som han det flg. år supplerede med studioscenen Kammerspiele. Det er som sceneinstruktør og teaterleder, ikke som skuespiller, at R vandt international berømmelse. Han spændte over et umådeligt register og mestrede både de store klassikerforestillinger, der helt var blevet forsømt under Brahms ledelse, og det fint afstemte kammerspil. I 1919 fik han med Grosses Schauspielhaus, et teater i neoklassisk stil med plads til flere tusinde tilskuere, opfyldt sit længe nærede ønske om det store teater, hvor han bl.a. satte Hugo von Hofmannsthals klassikerbearbejdelser op i iscenesættelser, der viste hans suveræne brug af lyset og håndtering af et stort antal statister. Rs alsidighed kunne have noget vist kamæleonagtigt over sig og fik hans kritikere til at beskylde ham for holdningsløshed. Han var vidt favnende og tilhørte ikke en bestemt retning, men var fx gennem sine opsætninger af Strindbergs kammerspil i årene umiddelbart før og under 1. Verdenskrig med til at bane vejen for en ekspressionistisk scenekunst, ligesom han beredvilligt stillede sit teater til rådighed for unge ekspressionistiske instruktører. En af hemmelighederne bag Rs succes var, at han i modsætning til mange af det 20. årh.s teaterpionerer altid satte skuespilleren i centrum, og flere generationer af Tysklands berømteste skuespillere udgik fra de reinhardtske scener.

I 1920 forlod R Berlin og slog sig ned på slottet Leopoldskron i udkanten af Salzburg. I denne by, midt i Europas hjerte, og med dens monumentale barokpaladser og snævre middelalderlige gyder, lagde han med opførelsen af Hofmannsthals bearbejdelse af den gamle moralitetJedermann (Det gamle Spil om Enhver) på Domkirkepladsen grunden til de festspil, der hver sommer gør Salzburg til et mødested for turister og teaterinteresserede fra hele verden. I 1938 emigrerede R, der var jøde, til USA, men selvom han blev feteret i det afgudsdyrkende Hollywood, hvor han havde startet en teaterskole, så blev eksilårene ikke lykkelige, og han døde 70 år gammel med en følelse af teatrets totale afmagt.

Gennem sine udenlandske gæstespil havde R gjort mere end nogen anden for at udbrede kendskabet til den humanistiske tyske kulturarv fra Goethe til Fr. Schiller o.a. I 1920 besøgte han og hans ensemble teatret Casino i Kbh. med en lang række klassiske og moderne opsætninger. De store klassikerforestillinger inspirerede Johannes Poulsen, mens den unge gymnasiast Kjeld Abell blev dybt berørt af Rs fantasifulde opsætning af Strindbergs Spøgelsessonaten. Det følgende år vendte han tilbage til Casino for at instruere Jacques Offenbachs operette Orfeus i Underverden, og i 1930 satte han Johann Strauss d.Y.s opera Flagermusen op på Det Kongelige Teater.

Bibliografi: Carter, H The Theatre of Max Reinhardt 1964; Kvam, K Max Reinhardt og Strindbergs visionære dramatik 1974; Max Reinhardt-Forschungs- und Gedenkstätte Max Reinhardt. Sein Theater in Bildern 1968.