Friedrich von Schiller

Friedrich von Schiller, 1759-1805, tysk digter, dramatiker og instruktør. S lod sig modvilligt uddanne som militærlæge i Stuttgart, hvor han imidlertid blev introduceret til Shakespeares univers og den oprørske Sturm und Drang-bevægelses værker, bl.a. Goethes skuespil Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand. Uropførelsen på Ss debut, Sturm und Drang-dramaet Die Räuber (Røverne Dagmarteatret 1888) på Nationaltheater Mannheim 1782 indbragte ham 14 dages fængsel for at opfordre til oprør. 1783-84 var S dramaturg og ‘teaterdigter’ i Mannheim, hvor han 1783 skrev revolutionsdramaet Die Verschwörung des Fiesko zu Genua (Fiesco Dagmarteatret 1893). 1784 forfægter S ideen om et ‘Ej blot til Lyst’-teater i sin afhandling Die Schaubühne als eine moralische Anstalt betrachtet. Som i alle Ss ungdomsdramaer bærer det borgerlige sørgespil (bürgerliches Trauerspiel)Kabale und Liebe 1784 (Kabale og kiærlighed Det Kongelige Teater 1805) tydelige samfundskritiske undertoner.

1794 mødte S Goethe, og deres venskab betød et vendepunkt i tysk teater. I breve til hinanden drøftede de teaterteoretiske spørgsmål som den aristoteliske dramaturgi, det ‘ophøjede’, klassicistiske idédrama, jambernes velegnethed som dramatisk versemål osv. Påvirket af filosoffen Immanuel Kants Kritik der Urteilskraft 1790 beskæftigede S sig med æstetisk idealisme og kunstens betydning for individets frigørelsesproces. Ss tanker kom til udtryk i en række afhandlinger som Über Anmut und Würde 1793, Über die ästhetische Erziehung des Menschen 1795, (Menneskets æstetiske opdragelse 1970) og Über naive und sentimentalische Dichtung 1795-96 (Om naiv og sentimental digtning 1952).

De historiske dramaer Don Carlos 1787 (Det Kongelige Teater 1831), Maria Stuart 1800 (Det Kongelige Teater 1817), Die Jungfrau von Orléans 1801 (Johanna d’Arc, Orleans Mø Det Kongelige Teater 1919) og Wilhelm Tell 1804 (Dagmarteatret 1895) er rammehandlinger om hans forsvar for menneskets politiske og intellektuelle frihed og tolerance. Fra 1798 samarbejdede S med Goethe på Weimars nye hofteater, og deres første fælles iscenesættelse var opsætningen af Ss Wallensteins Lager (Wallensteins Lejr Det Kongelige Teater 1820). Kulminationen af det enestående samarbejde var iscenesættelsen 1803 af Ss tragedie Die Braut von Messina (Bruden fra Messina Det Kongelige Teater 1896), hvor han trodsede det følsomme dramas efterligning af naturen og anvendte det antikke dramas kor. I forordet, som er hans teater-æstetiske testamente, tillægger han det græske kors episke funktion stor betydning. Ss dramatik har fortsat relevans i det moderne teaterlandskab, fx med opsætninger som Kabale og kærlighed Det Kongelige Teater 2003 og Røverne Det Kongelige Teater 2004. Se også Jomfru Ane Teatret.

Bibliografi: Carlson, M Goethe and the Weimar Theatre 1978; Graham, I Schiller’s Drama. Talent and Integrity 1974.