Dialog, svensk teatertidsskrift, der udkom med 19 numre i årene 1965-70. Redaktionen var et triumvirat, der bestod af Jonas Cornell, Lars Kleberg og Leif Zern. D var på jagt efter et nyt teater og fandt spor af det både i udlandet og i det svenske teaterliv samt i andre kunstarter. Og det bragte man artikler om. D var interesseret i at bevidstgøre og reflektere over alt det selvfølgelige i svensk teater. Ds dynamiserende funktion ophørte, da gruppeteaterbevægelsen og det politiske teater voksede frem og satte mere kontante politiske krav på dagsordenen.