Prøvesal, det rum på teatret, hvor prøverne afholdes, indtil prøvearbejdet flyttes hen på scenen, som oftest en til to uger før premieren. I prøvesalen spiller man på gulvet, hvor scenens og dekorationens mål normalt er tegnet op, eller hvor skærme med døre og vinduer markerer dekorationen. Man prøver ofte i sit eget tøj og går rundt med manuskriptet i hånden. Efterhånden kommer arbejdet i prøvesalen til at ligne det på scenen mere og mere. Der kommer kostumeelementer, møbler og rekvisitter til. Prøvesalen er teatrets montagehal. På mindre teatre er der ikke noget rum specielt beregnet til prøver, som så foregår på spillepladsen fra første dag.