lys

Lys, Som i det virkelige liv spiller lyset også i teatret en central rolle. Teaterlysets udviklingshistorie følger lyskildernes tekniske landvindinger fra voks- og stearinlys, olie- og petroleumslamper over gasbelysning til elektricitet. Fra begyndelsen opførtes teater som hovedregel udendørs med solen som vigtigste lyskilde, fx på antikkens store teatre eller på middelalderens torve. En undtagelse var liturgiske dramaer, kirkespil o.lign., der blev spillet i kirkerummenes blanding af filtreret dagslys og kerter. Også i renæssancens åbne teatre i England og Spanien var dagslyset alfa og omega.

Men festlighederne flyttede indendørs i store sale og efterhånden i selvstændige teaterhuse. Behovet for kunstige lyskilder steg og hermed også trangen til at raffinere lysets anvendelse i forestillingerne. De tidlige lyskilder, som en væge brændende i vegetabilsk eller animalsk fedt, bød på mange problemer. Ud over brandfaren osede og blafrede de og var vanskelige at holde ordentlig ild i. Alt sammen noget, der egentlig gjorde dem uegnede som teaterbelysning, og alligevel skabte man i barokkens teater utrolige visuelle illusioner. Lysene anbragtes i rampen, i lysekroner og på bagsiden af sidekulisserne. Man forstærkede lysstyrken ved at sætte blanke reflektorer bag dem, sænkede farvet glas eller tafter ned foran for at tone lyset, gøre scenen mørkere osv. At der nødvendigvis listede lysakkommodører rundt, som snød væger, skiftede lys og i det hele taget passede på, og at lyset i salen forblev tændt, generede hverken tilskuere eller skuespillere. Man gik i teatret for at se og blive set.

Udviklingen af petroleumslampen i 1700-tallet gjorde livet lettere, især da den med den argandiske lampe (Det Kongelige Teater 1818) fik glascylinder og senere en spreder, hvorved lyskilden blev stærkere og mere stabil. I 1810'erne forbedrede gaslyset belysningsmulighederne betydeligt (Det Kongelige Teater fik indlagt gas 1857), bl.a. kunne man sænke lysniveauet i salen og derved styrke lysvirkningerne på scenen. Den egentlige revolution kom med udviklingen af det elektriske lys. Allerede i midten af 1800-tallet benyttede man kulbuelampen til ‘special effects’, ligesom ramperækken fik glødepærer som supplement til gaslyset. I sidste halvdel af 1800-tallet blev der indlagt el i de fleste teatre (Det Kongelige Teater i 1892 i rampen, fra 1896 i hele teatret), således at man kunne begynde at arbejde med lyset som en integreret del af det scenografiske udtryk. I elektricitetens spæde barndom benyttedes lyskilden stort set som de tidligere typer, dvs. til belysning af malede, flade dekorationer og som spillelys fra herser, rampe og fra siderne. Med Adolphe Appia og Edward Gordon Craigs reformer i begyndelsen af 1900-tallet tog udviklingen fart, og eksperimenter af teaterfolk som Josef Svoboda, Peter Brooks og Robert Wilson har gjort deres til, at lys og lysdesign i det moderne teater er blevet en ligeværdig og selvstændig del af forestillingens koncept.

Bibliografi: Bergman, G M Lighting in the Theatre 1977.