Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lyd

Oprindelig forfatter ASca

lyd, De to afgørende sanser for publikums udbytte af en forestilling er de visuelle og de auditive. L bærer teksten, og musikken og lydeffekterne den stemning og det miljø, der omgiver dem. Akustikken har derfor fra opbygningen af de tidligste teatre været af yderste vigtighed, og meget tyder på, at de klassiske græske teatre var konstrueret nøje, så lyden ikke på nogen måde kunne støde på forhindringer i sin udbredelse. Den romerske arkitekt og forfatter, Vitruvius, beskrev omkr. 30 f.Kr. i sit 5. bind af De Architectura Libri Decim, som blev genopdaget i Schweiz og udgivet i 1484, den ideelle teaterbygning, herunder i kap. 3 teatrets akustik. Trinene som publikum sad på blev derfor placeret i nøje afstemte dimensioner i forhold til hinanden og orchestra; en lige linje fra orchestra til det åben teaters øverste trin skulle berøre kanten af alle trin, hvorved theatrons hældning ville blive 25-30 grader. Afmærkninger på orchestra, som det fx ses i Dionysosteatret i Athen, angiver områder som eksempelvis koret ikke måtte betræde, hvis lydrefleksionerne fra skuespillerne ikke skulle forstyrres.

I renæssancen blev Vitruvius’ teorier genstand for megen opmærksomhed, ikke mindst de romerske teatres søjlegang øverst bag tilskuerpladserne tillagdes betydning for L, som det fx ses i Teatro Olimpico fra 1585, som i udstrakt grad er udført efter Vitruvius’ anvisninger. Forskellen her er blot at teatret er overdækket, hvilket fik betydning for lydrefleksionerne mellem gulv og loft. Behovet for flere tilskuerpladser betød, at teaterrummet blev forlænget og siden gjort U-formet, hvilket primært gik ud over lydforholdene på gulvet foran scenen, som var forbeholdt fyrsterne og de højest rangerende embedsmænd som i Teatro Farnese, bygget 1618-19. Dette misforhold fortsatte i barokkens logeteatre, hvor lydforholdene på gulvet stadig var elendige, og teatrene nu var så store, at skuespillernes stemmer havde svært ved at trænge igennem til bageste række, og ikke mindst ind i logerne, hvor snakken gik lysteligt.

Samme forhold gjorde sig gældende i Nicolai Eigtveds Komediehus på Kgs Nytorv og til en vis grad igen i det nye kongelige teater af Jens Vilhelm Dahlerup, nu Gl. Scene. Forskellen var her, at logerne blev afløst af åbne balkoner, som ikke stoppede lyden fra at nå helt rundt i teatret. De akustiske forhold blev dog alligevel kritiseret, fra teatret åbnede i 1874, og af samme grund har det været genstand for utallige renoveringer uden at dette dog har kunnet afhjælpe problemet væsentligt.

Annonce

Fra 1950'erne blev det imidlertid muligt at styre teatrets L elektronisk og fra forestilling til forestilling tilpasse efterklangen til publikumsopbygning, scenografi, mv. Akustisk dårligt udstyrede teatre kan afhjælpe forholdene ved brug af mikroports, især til musicals, hvor hver enkelt skuespiller har en lille mikrofon fæstnet til kostumet eller håret, så L når ud i hele salen uden forringelse. Samtidig blev lyddesignet hentet ud af reallydene og lagt over på først bånd, siden computer, og med den verden af muligheder, der dermed åbnede sig for at tilføre forestillingerne et avanceret lydbillede, har brugen af L været en stadigt voksende kunstnerisk udtryksform.

Bibliografi: Leonard, J ‘Sound effects’ i Walne, G Effects for the Theatre 1995; Lord,P& Templeton, D The Architecture of sound: designing places of assembly 1986; Napier, F Noises Off: a Handbook of sound Effects 1936; Petersen, J Lydglimt. Fra teaterakustikkens historie 1994.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: lyd i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429020