Vandrefalken, turnerende børne- og voksenteater, oprettet 1981 i Haderslev af Niels Andersen, men flyttede 1983 til Næstved. Fra 2000 hjemmehørende på Asnæs med egen scene i et nedlagt husmandssted, Falkereden. Det er primært et énmandsteater, som med samfundsrelevante temaer spiller, hvor publikum findes, og fortrinsvis uden brug af tekniske hjælpemidler. Tager ofte udgangspunkt i historisk eller litterært materiale som Christiern II 1982 og Steen Steensen Blichers En landsbydegns dagbog 2004, og i sociale forhold som i En sjæl i politik 1985 og Vingesus 1992. V har ledet stort opsatte lokalspil som Kampen om Østersøen Stege 1992, Skår i glæden Holmegård 1993 og Andersen på Eventyr Gisselfeld 2005. V har tilknyttet et Dramacenter til videreuddannelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.