Tribunen, teaterselskab grundlagt 1978 i Kbh. af Birthe Rostrup og Torben Jetsmark. T der blev ledet af Rostrup, var uden fast spillested. Repertoiret var ofte ganske store forestillinger præget af Jetsmarks interesse for commedia dell’arte-stilen, som det fx gav sig udtryk i Carlo Goldonis Tjener for to herrer 1981 og Shakespeares Tvillingerne 1985. Men det opførte også Jeg Nero efter Racines Britannicus 1981 og Soyas Afdøde Jonsen 1987. Af økonomiske grunde blev Dan Goggins’ Nonsens 1989 dets sidste forestilling.