Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nørrebro Teater

Oprindelig forfatter EHvi

Nørrebro Teater, indtil 2007 Nørrebros Teater. Det allerførste teater på Nørrebro i Kbh. blev åbnet 1828 af den italienske artist Philippo Pettoletti, som spillede pantomimer og marionetteater, men allerede 1833 brændte teatret ned til grunden. Først 1886 åbnede det igen som serveringsteater i Store Ravnsborgs lokaler i Ravnsborggade. Bevillingen tillod kun forestillinger af op til 45 minutters varighed og med et begrænset antal medvirkende. Dette ændredes i 1892, da Vilhelm Petersen og Ferdinand Schmidt sammen fik bevillingen. De satsede på revyer og farcer og fik med Frederik Jensen, som senere ledede teatret 1911-26, som stjerne et stort publikum i tale. 1931 brændte teatret, men blev hurtigt genopbygget og åbnet i 1932. 1933 blev Arne Weel leder med bl.a. PH-revyen. I takt med at filmen holdt sit indtog, svigtede publikum, men en ny storhedstid indtrådte, da kapelmester Carljohan Biering-Petersen 1938-48 gjorde teatret førende inden for operette og musical. Da Aage Stentoft i 1954 blev leder, omdøbte han teatret til Det Ny Scala og videreførte linjen med moderne musicals. I 1966 blev Karen Marie Løwert chef og omdøbte 1971 teatret til blot Scala. Hendes første sæsoners mere ambitiøse satsninger måtte gradvist vige for det folkelige repertoire, som synes at være dette teaters bestemmelse. Fra starten af Leon Feders direktionstid 1981-2001 fik teatret sit oprindelige navn igen. Uden at svigte teatrets tradition for at underholde satsede han på mening med morskaben og tilførte repertoiret et moderne snit, samtidig med at han gjorde teatret til et af de økonomisk set mest driftsikre i Kbh., en linje som hans efterfølger Per Pallesen har fulgt op. Fra 2007 overtager Jonathan Spang og Kitte Wagner ledelsen med en ændret profil som moderne morskabsteater med særligt henblik på stand-up.

Teaterpriser: Reumert-Prisen (Årets musikteater/show).

Bibliografi: Boye, I Nørrebros Teater i 100 år 1986; Hvidt, E Men mest for sjov. Nørrebros Teater 1886-2001 2001.

Annonce

Eksternt link:

www.noerrebros-teater.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: Nørrebro Teater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 10. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429429