Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lille Grønnegade teatret

Oprindelig forfatter Holm

Lille Grønnegade teatret, teaterhus til komedie, maskerade, spil, åbnet 1722 af Étienne Capion, som led i Kbh.s fornyede forlystelsesliv efter den Store Nordiske Krig. Huset, der blev opført til formålet, lå i den nuværende Ny Adelgade, tæt ved Kgs. Nytorv. Det var et logeteater i tre etager til ca. 500 tilskuere, og med pladser også på scenen. Det blev en overgang anvendt af Frederik IVs afskedigede franske trup, men fik afgørende betydning som hus for det første professionelle danske ensemble, ledet af René Magnon de Montaigu og primært rekrutteret blandt studerende. Her opførtes fra september 1722 komedie på dansk, oversættelser af fx Molière, og dansk originaldramatik, først og fremmest Holberg. Holberg var en drivende kraft i projektet, som blev vanskeliggjort af modvilje fra universitetet, af svingende søgning og af forbud mod maskerader 1724. Den økonomiske slingrekurs resulterede i midlertidig lukning i 1725. En del af ambitionen var at blive teater for byen og hoffet. Først i 1728 opnåedes status af ‘Kongelige Danske Acteurs’. Byens brand s.å. berørte ikke teatret direkte, men pietistiske præster udråbte branden som en Guds straf for byens utugt, hvorved velviljen til teaterdrift ophørte og teatret måtte lukke. Huset blev nedrevet 1738.

Bibliografi: Jensen, A E Teatret i Lille Grønnegade 1722-1728 1972; Nystrøm, E Den danske Komedies Oprindelse 1918.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: Lille Grønnegade teatret i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428955