Kaleidoskop, K1/K2, siden 2001 er Kaleidoskop lille storbyteater på Nørrebro i Kbh. K overtog pr. januar 2006 Kanonhallen som spillested og åben scene. Teatret på Nørrebro benævnes derefter Kaleidoskop/K1 og Kanonhallen på Østerbro Kaleidoskop/K2. K overtog i 1994 under ledelse af Martin Tulinius, Mikkel Harder Munck-Hansen og Peter Busch-Jensen den gamle biograf Københavnerens sal fra Teatret Københavneren, der havde spillet der siden 1983. Teatret har ca. 120 pladser og er en vigtig avantgardescene for eksperimenterende teater og beslægtede kunstarter i kraft af egne produktioner som fx Jokum Rohde og Katrine Wiedemanns Det virkelige liv 1996, Erling Jepsens Drengen i hækken 1998, Arnold Schönbergs Pierrot Lunaire 1998, Tulinius’ K 1999 og Harder og Tulinius’ Satie 2000 og som åben scene for andres projekter, Claus Beck-Nielsen og Rolf Heims Andy Warhol – the 20th Century Ghost Commedia Futura 1995, Elo Sjøgrens Terminus Theater 2 Produktion 1999, samt med egne produktioner på andre teatre som rockoperaen On this planet 2002 af Anders Nordentoft og Derek Walcott, Robert Wilsons The White Town Bellevue Teatret 2002 og Stormen Kanonhallen 2003. Ks scene på Østerbro er indrettet i en hal i den tidligere Østerbro Kaserne. Den blev oprettet 1990 under navnet Kanonhallen og indviet 1991 af Trevor Davies til brug for frie og uafhængige danske grupper og internationale gæstespil og festivaler, primært inden for avantgardeteater – en målsætning som ønskes videreført i den nye struktur, hvor scenen hører under K. 1999 blev scenen renoveret, og den kan med sin fleksible publikumsopbygning rumme 100-700 tilskuere. Se også Multimedieforestilling; Robert Wilson.

Teaterpriser: Initiativprisen, Reumert-Prisen (Årets forestilling).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig