Exment, teatergruppe 1984-94, dannet i Århus af Thomas Hejlesen og Kim Eden. Inspireret af tysk ekspressionisme og butō spillede de stramt komponeret performanceteater, ladet med grotesk skønhed og sort melankoli. Et gennemgående tema i fx Die Menschmachine 1988 og Panopticum 1990 var mennesket som marionet, kunstfigur eller automat, der i Peepshow 1-4 1991-94 blev installeret midt i kødets excesser. I 1994 blev E afløst af Hejlesens Von Heiduck og Edens Tin Box.