• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bådteatret

Oprindelig forfatter BeHN

Bådteatret, blev etableret i 1973 af arkitektstuderende og teaterfolk, som efter inspiration fra Stockholm i 1972 af DFDS købte en pram, de ombyggede til teater. Med den første forestilling, Den mekaniske dukkes forvandling 1973 af dukkemageren Kaj Matthiessen, søsattes Bådteatret som børneteater. Fra 1980 skabtes også forestillinger for voksne med Thomas Malling og Jane Wesselys commedia dell’arte-inspirerede klassikerbearbejdelser af Holbergs Ulysses von Ithacia og Melampe 1981, Alexandre Dumas pères De tre musketerer 1984 og Den gode soldat Svejk 1984 efter Jaroslav Hašeks roman. Den nye danske dramatik blev fra 1982 med Sven Holms Leonora – tre scener for en heltinde med Berthe Quistgaard en vægtig del af repertoiret sammen med andre højdepunkter som Dødskarrusellen af Staffan Holm 1990, Det er så det nye af Line Knutzon 1993, Klubben af Jess Ørnsbo 1995 og ensemblets Det korteste strå 2002.

Gennem årene har Bådteatret givet plads til nye generationer af teaterfolk og samtidig præsenteret de førende kunstnere inden for dansk børneteater, fx Hans Rønnes Fluen 1993. Bådteatret er fra sin kajplads i Nyhavn rejst ud i landet på en årlig turné, men både turné- og børneteatervirksomheden er tonet helt ned fra 2002 under ledelse af instruktørerne Rolf Heim, Emil Hansen (til 2007) og Tue Biering (til 2004). De har med et reduceret offentligt tilskud kaldt til politisk teater, og ved at udfordre teatersproget forsøger de at slå hul igennem til den virkelige verden med sæsontemaerne: Hjemstavn 2002-03 med bl.a. Heims (m.fl.) Coconut 2003; Caritas 2003-04 med bl.a. Biering/Christian Lollikes Afrikas stjerne 2004; Western 2004-05 med bl.a. Eugene O’Neills Desire … 2004; Polakkerne kommer 2005-06, Animationsteater 2006-07 og Dokumentarteater 2007-08.

Teaterpriser: Håbets pris, Jeppe-prisen, Reumert-Prisen (Årets cabaret/show).

Annonce

Bibliografi: Theil, P & Garsdal, L Hvem der? Scener fra 90erne 2000.

Teatrets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benedikte Hammershøy Nielsen: Bådteatret i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 24. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427550