Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kongeside

Oprindelig forfatter ASca

kongeside, Den side af scenen, hvor kongelogen i Det Kongelige Teater er placeret, dvs. venstre side af scenen set fra salen, modsat damesiden, hvor hofdamelogen findes. Udtrykket, som bliver brugt overalt i dansk teater, bruges til at skelne mellem højre og venstre scenehalvdel uden at skulle præcisere om det er set fra salen eller scenen. I Komediehuset fra 1748 på Kgs. Nytorv brugtes betegnelserne Gjethussiden og Marktsiden, hvor gjethussiden var scenens kongeside, som vendte ud mod Gjethuset, det kongelige støberi, og marktsiden var scenens dameside, der vendte ud mod torvet. I det nuværende Det Kongelige Teater fra 1874 blev kongelogen placeret helt fremme ved scenens venstre side i modsætning til i Komediehuset, hvor kongelogen i bygningens første år var placeret midt på balkonen.

I Frankrig brugtes op til den franske revolution de samme betegnelser, men placeringen var den omvendte: côté roi, kongesiden, var i scenens højre side set fra salen, mens côté reine, dronningesiden, var i venstre, i dag bruges côté cour for højre side og côté jardin (efter den side som vendte ud mod Tuilerierne, haven ved Louvre i Paris) for venstre side set fra salen. På engelsk bruges udtrykkene set fra scenen, dvs. stage right og stage left, mens de på tysk bruges set fra salen, dvs. links vom Zuschauer og rechts vom Zuschauer for hhv. K og dameside. I Norge bruges herreside og dameside, mens man i Sverige bruger venstre og højre for det danske K og dameside.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: kongeside i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428789