Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

amfiteater

Oprindelig forfatter Holm

amfiteater, gr. amfi ‘omkring’ og theatron ‘skueplads’ bygning med tilskuerpladser hele vejen rundt om skuepladsen, også kaldet arenaen; i romersk oldtid en oftest ellipseformet bygning. Typisk opførtes gladiatorkampe som på Colosseum i Rom (80 e.Kr.) og Arenaen i Verona (1. årh. e.Kr.), som i vor tid bruges til operaopførelser. A kunne undertiden sættes under vand, så der kunne opføres regulære søslag. Siden ofte anvendt om teater med buet trappeformet tilskuerareal som fx Teatro Olimpico (1584) i Vicenza, der søgte at genskabe antikkens teater, mens demokratiske tanker om teatret som et fællesrum lå bag den amfiteatralske opbygning af Wagners festspilhus i Bayreuth 1876. I nazityskland blev et antal A opført til de såkaldte Thingspiel, som skulle celebrere regimets myter. I Danmark findes A bl.a. på Bellahøj, Frilandsmuseet, Aarhus Universitet og i Hedeland ved Roskilde. I udendørsteatre betyder den ‘amfiteatralske’ opbygning, at spillet ikke er illuderende, men i langt højere grad fungerer som et samspil med publikum.

Bibliografi: Fischer-Lichte, E Theatre, Sacrifice, Ritual 2005; Nicoll, A The Development of the Theatre 1966.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: amfiteater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 6. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427131