Vasateatern, teater i Stockholm, indviet 1886 som underholdningsteater med operetter, komedier og farcer på repertoiret. 1895-1929 blev det, som en del af teaterkongen Albert Ranfts imperium, betragtet som Stockholms førende privatteater. I 1940'erne var den danske skuespiller Max Hansen fast trækplaster i en række revyer og shows. Fra 1952-64 drev revyskuespilleren Karl Gerhard og hans søn, skuespilleren og instruktøren Per Gerhard teatret, og til 1985 Per Gerhard alene. I 1985 overtog AB Sandrews teatret som musicalteater. Senest har Operan brugt det som øvelokale og til enkelte gæstespil, men fra 2004 har teatret igen fungeret som privatteater med både egenproduktion, bl.a. en svensk opsætning, Lik som män, af Ole Bornedals Mænd uden noget 2005 og gæstespil.