Johan Rabaeus, f. 1947, svensk skuespiller, med baggrund i det alternative teatermiljø hos Stockholmsgrupperne TUR-teatern og Pistolteatern. R blev 1984 ansat ved Dramaten, hvor han bl.a. spillede Mackie i Peter Langdals opsætning af Brechts Tolvskillingsoperan 1987. Langdal har siden flere gange hentet ham til Betty Nansen Teatret, hvor hans mystisk dobbeltbundede udstråling var en virkningsfuld egenskab hos Cléante i Molières Tartuffe 1990 og hos jægeren Ulfheim i Ibsens Når vi døde vågner 2002. R gæstespillede 1999 i Göteborg som dommer Azdak i Brechts Den kaukasiska kridtcirkeln og sommeren 2003 var han kong Claudius i Shakespeares Hamlet på Kronborg. Se også Spil i spillet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.