Jarl Kulle, 1927-97, svensk skuespiller. K blev 1949 ansat på Dramaten i Stockholm, hvor han bl.a. spillede Romeo i Shakespeares Romeo och Julie 1953 og Edmund ved urpremieren på Eugene O’Neills Lång dags färd mot natt 1956. Hans talents spændvidde fra forførende sensualitet til sleben karakterkomik gjorde ham hurtigt til trækplaster på en række svenske scener. På Oscarsteatern blev han 1959 den første svenske Higgins i Loewe og Lerners musical My Fair Lady og spillede her en række populære lystspilroller, bl.a. Elyot i Noël Cowards Jag älsker dig markatta! (Privatliv, Private Lives) mod danske Susse Wolds Amanda 1973, men vendte indimellem tilbage til Dramaten bl.a. i titelrollen i Strindbergs Gustaf III 1963 og i Malmø 1966. Fra 1984 var han på ny knyttet til Dramaten med en række vægtige klassikerfortolkninger bl.a. i titelrollen i Ingmar Bergmans iscenesættelse af Shakespeares Kong Lear 1984 og Tyrone senior i Eugene O’Neills Lång dags färd mot natt 1988.

Bibliografi: Kulle, J Jag Kulle 1997; Guillou, J Artister: Intervjuer och porträtt 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig