Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ingmar Bergman

Oprindelig forfatter BJ

Ingmar Bergman, 1918-2007, svensk teater- og filminstruktør, som gennem hele sin lange professionelle karriere levede et frugtbart dobbeltliv med begge kunstarter. Hans halve hundrede film og tv-serier, størsteparten med ham selv som manuskriptforfatter, gjorde ham verdensberømt, mens hans mere end halvandet hundrede teateropsætninger med Shakespeare, Molière, Ibsen og Strindberg som foretrukne dramatikere først i de senere år vakte tilsvarende international opsigt og fastholdt hans i forvejen enestående position i svensk kulturliv. Selv lagde B aldrig skjul på, at teatret for ham altid kom i første række. Sagt med hans egne ord fra SVTs to dybdeborende portrætudsendelser fra 2004: ‘Dramaten er begyndelsen og enden’.

Allerede som barn var B en flittig gæst på Dramaten. I gymnasietiden fabulerede han foran modelteatret, skrev en række værker og lavede forestillinger i forskellige lokaler for endelig at debutere offentligt som dramatiker og instruktør ved Studentteatern i Stockholm med Kaspers död 1942. Året efter blev han ansat som manuskriptforfatter på Svensk Filmindustri.

Sin professionelle teaterkarriere indledte han ved Helsingborgs Stadsteater som Sveriges yngste teaterchef 1944-46 med bl.a. en opsætning af Soyas Fan ger ett anbud 1944 (Hvem er jeg?) og fortsatte 1946-49 som 1. iscenesætter ved Göteborgs Stadsteater, hvor bl.a. hans opsætning af Albert Camus’ Caligula 1946 vakte stor opmærksomhed. Storhedstiden begyndte, da han 1952-58 var kunstnerisk leder af Malmö Stadsteater. Her samlede han for første gang sit eget ensemble, og man begyndte at tale om ham som en skuespillernes iscenesætter. Hans iscenesættelser slap det ‘fyrtiotal’ske tungsind og spændte fra en elegant valsende udgave af den østrigske komponist Franz Lehárs Glada änkan 1954 på teatrets store scene til en nytolkende opsætning af Goethes Ur-Faust 1958 med Mefistofeles i centrum. Tiltrukket af legen med det nye medie instruerede han i de følgende år bl.a. flere Strindbergforestillinger for SVT samt en meget berømmet opsætning af Igor Stravinskijs opera Rucklarens väg (Lastens vej) 1961 på Operan i Stockholm.

Annonce

Hans mangeårige samliv med Dramaten begyndte 1960, og han blev teatrets chef i 1963. Atter samlede han et ensemble og nåede bl.a. selv at tegne sig for en radikalt forenklet udgave af Ibsens Hedda Gabler 1964, inden han i 1966 trak sig fra den administrativt krævende fuldtidsstilling. Mens hans film fra de følgende år i høj grad kredsede om begreber, som i vid udstrækning hører teatret til: person og maske, virkelighed og illusion, scene og tilskuerplads, så benyttede han som gæsteinstruktør ved scener både i Sverige og i det øvrige Europa lejligheden til at gennemspille kendte temaer, bl.a. Ibsens Hedda Gabler for National Theatre i London 1970 og Molières Misantropen på Det Kongelige Teater i Kbh. 1973. Allerede 1969 vendte B tilbage til Dramaten med en arenateater-udgave af Georg Büchners Woyzeck, hvor han samtidig indførte en praksis med åbne prøver i opsætningens sidste fase, som siden blev fastholdt i forbindelse med de fleste af hans senere opsætninger. Trods store opgaver for SVT, bl.a. hans egen Scener ur ett äktenskap 1-6 1973 og Mozarts Trollflöjten 1975, gjorde han indtil midten af 1970'erne den årlige opsætning på Dramaten til en fast tilbagevendende begivenhed, fx Ibsens Vildanden 1972. De svenske myndigheders usædvanligt klodsede håndtering af en skattesag, som siden viste sig helt at mangle substans, førte imidlertid til, at B forlod Sverige for 1976-84 at arbejde som instruktør ved Residenztheater i München, hvor han bl.a. 1981 skabte den såkaldte trilogiopsætning Nora/Fräulein Julie/Szenen einer Ehe baseret på Ibsens Et Dukkehjem, Strindbergs Frøken Julie og hans egen teaterversion af Scener ur ett äktenskap (Scener fra et ægteskab Det Danske Teater 1992), ligesom han iscenesatte P.O. Enquists Aus dem Leben der Regenwürmer 1984. Efter at have sat punktum for sin karriere som filmskaber 1982 med den delvist selvbiografiske Oscar-vinder Fanny och Alexander, der også var en tv-serie i fire dele, som samtidig knyttede tråden til teatret, vendte B i 1984 tilbage til Dramaten med en opsætning af Shakespeares Kung Lear. Skønt han da havde nået det omgivende samfunds pensionsalder, blev de følgende tyve år på Dramaten en periode, hvor hans geni syntes at gennemlyse næsten alt, hvad han rørte ved. Hans kontroversielle moderne Hamlet 1986 af Shakespeare, den forunderligt afklarede Eugene O’Neills Lång dags färd mot natt 1988, Mishima Yukios intellektuelt udfordrende Markisinnan de Sade og Ibsens Ett dockhem, begge i 1989, holdt sig alle på repertoiret i en række sæsoner og blev vist ved gæstespil overalt i verden. Film og filmskabere var temaet for indsigtsfulde iscenesættelser af hans egen lille moralitetSista Skriket 1993 og Enquists Bildmakarna 1998, som også blev omsat til tv, men frem for alt blev en række klassikere vendt endnu engang: Ibsens Peer Gynt 1991, Molières Misantropen for 4. gang i 1995 og Strindbergs Spöksonaten 4. gang i 2000. Inden B i 2003 definitivt ryddede sit faste værelse på Dramaten, havde han sat punktum med Ibsens Gengångare 2002, som i Bs bearbejdelse gav Ibsens scener fra et næsten-ægteskab et skud Strindberg.

Indimellem var der også blevet tid til en række selvbiografiske tv-manuskripter for andre instruktører, bl.a. til Bille Augusts Den gode vilje 1992, sønnen Daniel Bergmans Söndagsbarn 1992 og Liv Ullmanns Enskilda samtal 1996, mens han selv instruerede Larmar och gör sig till 1997 og satte punktum for scenerne fra et ægteskab – og tv-mediet – med det bevægende, afklarede kammerspil Saraband 2003. Se også Instruktør; August Strindberg.

Bibliografi: Bergman, I Laterna Magica 1987; Koskinen, M Ingmar Bergman: ‘Allting föreställer, ingenting är’. Filmen och teatern – en tvärestetisk studie 2001; Marker,L& Frederich, J Ingmar Bergman – Four Decades in The Theatre 1982; Sjögren, H Regi: Ingmar Bergman. Dagbok från Dramaten 1969 & Lek och raseri. Ingmar Bergmans teater 1938-2002 2002; Zern, L Se Bergman 1993.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen: Ingmar Bergman i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 6. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427343