Göteborgs Stadsteater, Sveriges ældste stadsteater. Grundlagt 1918 i naboteatret Lorensbergsteatern på private initiativer. 1934 flyttede GS ind i det nybyggede teater ved Götaplatsen, hvor Knut Ström som sceneteknisk konstruktør gjorde det til ét af tidens mest avancerede. GS har været et kunstnerisk alternativ til Dramaten og har i perioder spillet et politisk udfordrende repertoire; under 2. Verdenskrig tog teatret, under ledelse af Torsten Hammarén, afstand fra hovedstadens forsigtige holdning og spillede antinazistisk teater, og i 1960'erne satsede det under tilnavnet ‘Pekingoperaen’ på gruppeteater og eksperimenterende teater. GS rummer i dag Stora Scenen med 585 publikumspladser, Studion med 179 pladser og børne- og ungdomsscenen Backa Teatern med egen kunstnerisk leder. 1998-2005 har den bosniske instruktør Jasenko Selimovic været kunstnerisk leder af GS. 2006 blev ledelsen overtaget af Ronnie Hallgren og Anna Takanen som kunstnerisk leder.

Teatrets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig