Dramaten, Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm, Sveriges nationalscene. Blev grundlagt i 1788 af Gustav III, som ville skabe et nationalt teater til fremme af svensk dramatik og scenekunst. Det politiske mål var at gøre teatret til et instrument for en stærk og indflydelsesrig kongemagt og give svenskerne en national identitet og øget selvfølelse samt at fremme folkets smag og dannelse. Gustav III blev selv teatrets første chef, skrev skuespil, instruerede og optrådte på scenen. Fra starten fik dramatikerne en stærk position: originale svenske værker havde absolut fortrinsret. Ambitionen var en svensk pendant til Comédie-Française.

Hurtigt måtte teatrets vedtægter dog ændres af mangel på god svensk dramatik, og man begyndte at opføre europæisk dramatik. Det første teater blev indrettet i et tidligere boldhus, men rykkede 1793 ind i et af kongens paladser, Makalös. Det brændte 1825 og fra 1826 måtte D dele scene med operaen, indtil det i 1863 igen fik sit eget teater ved Kungsträdgården. I årene 1888-1907 måtte ensemblet klare sig uden statslige bevillinger og overleve på det private markeds vilkår. Repertoiret bestod i denne periode af franske og tyske farcer, hvorfor Strindbergs udvikling som dramatiker stort set gik uden om teatret, skønt han debuterede der i 1870 med enakteren I Rom.

I 1897 fik arkitekt Fredrik Lilljekvist til opgave at tegne et nyt skuespilhus til D. Og I 1908 flyttede ensemblet ind i den smukke og usædvanlige jugendbygning på Nybroplan. 1945 indviedes Lilla Scen, 1971 Målarsalen, 1974 Fyran (nu Tornrummet), 1986 Lejonkulan og 1997 Elverket. Teatret rummer således seks scener og spiller ca. tusind forestillinger om året med turneer i ind- og udland. Til Ds mest kendte instruktører og teaterchefer hører Olof Molander, Alf Sjöberg og Ingmar Bergman. Siden 2002 har Staffan Valdemar Holm været teaterchef. Se også August Strindberg.

Bibliografi: Näslund, E & Sörenson, E Kungliga Dramatiska Teatern 1788-1988 1988; Rosenqvist, C Den svenska nationalscenen 1988.

Teatrets hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig