August Strindberg. Dramatens opsætning af Spöksonaten 2000 blev instrueret af Ingmar Bergman og gæstespillede siden i 2001 på Det Kongelige Teater. F.v. længst fremme Jan Malmsjö, derefter bl.a. Nils Eklund, Gunnel Lindblom, Per Myrberg. Göran Wassberg stod for scenografien.

.

August Strindberg, 1849-1912, svensk forfatter og dramatiker. Til trods for sin store produktivitet i alle genrer betragtede S sig først og fremmest som dramatiker. Efter fejlslagne skuespillerdrømme skrev han 1869 sit første skuespil Fritänkaren, der blev refuseret af Dramaten og bagefter brændt af forfatteren. Efter opførelsen på Kungliga Teatern af et par dramaer, der fulgte tidens trend for historiske skuespil (I Rom 1870 og Den Fredlöse 1871) fulgte 1872 ‘svendestykket’ Mäster Olof (Det Kongelige Teater 1920), der under indtryk fra Pariserkommunen griber tilbage i svensk historie til reformationens brydningstid. Konflikten i dramaet står mellem tvivleren Olaus Petri og den revolutionære Gert Bogtrykker, to spaltninger af S selv. Dramaet adskilte sig fra tidens stiliserede historiske dramatik ved dialogens impressionisme og Ss evne til som Shakespeare at se det menneskelige i historiens store skikkelser. Det blev, ligesom en versversion fra 1876, refuseret og først opført 1881 på Nya Teatern i den originale udgave.

I slutningen af 1880'erne vendte S sig mod det moderne samtidsdrama i håbet om at udkonkurrere Ibsen som Nordens førende naturalistiske dramatiker. Fadren 1887 (Faderen uropf. s.å. på Casino), var som Ibsens Gengangere holdt i den klassiske tragedies form, men var samtidig en polemik mod Ibsens idealiserede kvindesyn. Ss drama var et glødende defensorat for manden, hvis identitet han følte truet af den voksende kvindebevægelse. Han håbede at få stykket op på Théâtre Libre og sendte det i egen oversættelse til fransk til Émile Zola, der svarede med et ganske afvisende brev, hvori han fremhævede, at dramaet var for abstrakt efter hans smag, og at personerne manglede sociologisk bestemmende kendetegn. Fadren blev ikke opført på Théâtre Libre. Det blev til gengæld i 1893 Ss næste drama, Fröken Julie 1888 (ved Skandinavisk forsøgsteater i Studentersamfundet 1889), der i højere grad var tilpasset de naturalistiske teorier om arv og miljø som determinerende faktorer for personernes handlinger. Ss nådeløse fremstilling af kønskampen vakte forargelse i datiden, og først i 1906 kunne Fröken Julie spilles offentligt i Sverige.

Ss subjektivisme var ved at sprænge det naturalistiske dramas rammer. Efter enakterne Paria, Fordringsägare (Creditorer) og Den starkare (Den Stærkeste), uropført 1889 af Ss Skandinaviske Forsøgsteater på Dagmarteatret, hvor emnet var suggestion og hypnose, følte han sig udbrændt. Han søgte nye former og vendte for en tid teatret ryggen til fordel for religiøs grublen og okkulte studier. Da han efter sin såkaldte Inferno-krise i Paris i 1895-96 (opkaldt efter den delvis selvbiografiske bog Inferno 1897) vendte tilbage til teatret, skete det med en helt original dramatik, der overførte Wagners ledemotivteknik til dramaet. Med første del af Till Damaskus -trilogien 1898 (opf. 1900, Det Kongelige Teater 1971) og Ett drömspel 1901 (opf. 1907, Et Drømmespil Dagmarteatret 1917) skabte han det moderne vandringsdrama, der med sin blanding af drøm og virkelighed og ophævelse af tid og rum forvirrede publikum og kritik, der forvekslede den filmiske teknik med svigtende dramaturgisk evne og overså dramaernes konsekvente musikalske struktur. Vandringsdramaerne og kammerspillene Oväder (Tordenluft Det Kongelige Teater 1917), Brända tomten, Spöksonaten (Spøgelsessonaten Det Kongelige Teater 1948) og Pelikanen (Casino 1919) (alle skrevet 1907 og opført 1907/08 på Ss og August FalcksIntima Teatern) har inspireret det moderne teater og gjort S til foregangsmand for såvel det ekspressionistiske som det absurde drama. Sin opfattelse af skuespilkunsten udtrykte S i Memorandum till medlemmarna af Intima Teatern (da. 1968), der sammen med andre mindre pjecer, bl.a. om Shakespeare, blev samlet i Öppna brev till Intima Teatern (1909). Arbejdet med Falcks teater resulterede også i en række breve og billetter til ham og Intima Teaterns skuespillere, der giver et interessant indblik i Ss syn på teatret og sin egen dramatik. S benyttede i overordentlig grad sit eget liv som dramatisk stof, men uden at det blev pinligt privat. Hans stormomsuste ægteskab med skuespilleren Siri von Essen 1877-89 er skildret i P.O. Enquists drama Tribadernas Natt 1975. Hans to følgende ægteskaber med hhv. den østrigske journalist Frida Uhl 1893-94 (officielt skilt 1897) og skuespilleren Harriet Bosse 1901-04 var ikke mere harmoniske. Se også Middelalder; Per Olov Enquist; Teatertegning.

Dramatiske værker: Herr Bengts hustru 1882 (Ridder Bengts Hustru Dagmarteatret 1891); Lycko-Pers resa 1882 (Lykke-Pers Rejse Folketeatret 1893); Kamraterna 1886/87 (Kammerater Betty Nansen Teatret 1917); Leka med elden 1892 (Den farlige Leg Det Kongelige Teater 1924); Moderskärlek 1892 (Moderkærlighed Det Kongelige Teater 1932); Bandet 1892 (Baandet Det Kongelige Teater 1917); Advent 1898 (Dagmarteatret 1917); Brott och brott 1899 (Skyldig – ikke skyldig Det Kongelige Teater 1901); Gustav Vasa 1899 (Det Kongelige Teater 1913); Erik XIV 1899 (Det Kongelige Teater 1911); Folkungasagan 1901; Dödsdansen 1900 (Dagmarteatret 1920); Gustaf Adolf 1900; Påsk 1900 (Paaske Det Kongelige Teater 1918); Svanevit 1901 (Svanhvide Dagmarteatret 1925); Kristina 1901; Gustaf III 1902 (Det Kongelige Teater 1963); Stora landsvägen 1910.

Bibliografi: Lagercrantz, O August Strindberg 1979; Ollén, G Strindbergs dramatik 1982; Stockenström, G Strindberg’s Dramaturgy 1988.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig