Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oceanien

Oprindelig forfatter ASca

Oceanien, Stillehavsområdet omfatter 25.000 øer, inddelt i tre etniske, kulturelle og sproglige områder, Melanesien, Polynesien og Mikronesien, hvor kun godt et par tusinde øer er beboet. Det generelle dramatiske udtryk tager udgangspunkt i øboernes hverdag; havet, familierelationer, kulturelle og sociale værdier, legender m.m. og fremstår som en kombination af musik, dans, fortællekunst og komiske indslag, udført af større grupper af højt professionelle kunstnere, som dog i lighed med mange sydøstasiatiske kunstnere ikke har det som deres levevej. De fleste forestillinger opføres som led i festivaler, religiøse ceremonier eller samfundsorienterede fester, hvor op til flere hundrede dansere optræder på linje eller i løb. Dans og musik er så integreret en del af kulturen, at alle kan og har lyst til at deltage, hvorved fokus i oplevelsen er det unisone udtryk frem for det individuelle. Kontakten med den vestlige verden fra det 16. årh. har dog i mange tilfælde været fatal for øernes dramaformer, som først af missionærer blev anset for hedenske og forsøgt tilintetgjort og siden har været underlagt indflydelse fra den udefrakommende popkultur. Sidste halvdel af det 20. årh. har dog set en søgen tilbage til urformerne og en bevidstgørelse om den mistede kulturarv, ikke mindst igennem Pacific Festival of Arts, som siden 1972 hvert fjerde år samler kunstnere fra hele regionen. Moderne teater har i vid udstrækning også været præget af ønsket om genetablering af kulturel identitet. Inspireret af deres eget rituelle teater og vestlige teaterteoretikere som Augusto Boal og Jerzy Grotowski har de skabt episke og socialrealistiske værker om samfundsrelaterede emner som AIDS, uddannelse, vold, naturbeskyttelse m.m.

Bibliografi: Jowitt, G Dance in the Pacific 1990; Palmer, B & Dean, B South Pacific: Islands Art and Dance 1972.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: Oceanien i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429435