Portugal

Portugal, Portugisisk teater anses for grundlagt af dramatikeren Gil Vicente, selvom flere af hans spil blev skrevet på spansk. Hans dramaer blev ikke blot skrevet til religiøse og royale begivenheder, men også til almindelig underholdning for folket. Hans samtidige digteren Francisco de Sá de Miranda kritiserede hans stil, og inkvisitionen censurerede hans værker. I begyndelsen af 1800-tallet startede en ny udvikling. Almeida Garrett skrev skuespil, lagde et nyt repertoire, satte gang i skuespilleruddannelsen 1837 og var medvirkende til, at Fernando II tog initiativ til opførelse af det italiensk-inspirerede Teatro Nacional D. María II i Lissabon 1843-46. I perioden 1870-1900 opstod mange kompagnier, der spillede på de efterhånden 75 teatre i hele P. Militærkuppet 1926 fik fatale konsekvenser for teaterdrift og dramatik. Udbredt fattigdom og analfabetisme gjorde teatret til et hovedstads- og overklassefænomen. 50 års jernhård censur forhindrede ikke blot enhver scenisk nytænkning, men fx også en opførelse af Shakespeares Julius Cæsar. For to kompagnier, Teatro Nacional og Comediantes i Lissabon, lykkedes det dog efter 1945 at sætte moderne forfattere som Jean Anouilh, Luigi Pirandello og Eugene O’Neill op. En national fond skulle fra 1950 udvikle scenekunsten, men bureaukrati, forbud og stram centralisme gjorde, at den ikke kom til at fungere. Nationalteatret brændte i 1964 og genåbnede først i 1978. Private teatre spillede udelukkende boulevardkomedier og de populære revista a portuguesa (revyer med humoristiske og musikalske indslag). I slutningen af 1960'erne udvikledes et politisk oppositionsteater i Porto og Lissabon, anført af unge skuespillere og studerende. Inspireret af Brecht, men under fortsat pres fra regimet, prøvede de at bryde med det konventionelle teater. Censurens ophævelse 1974 skabte optimisme og en euforisk stemning blandt de frie teatergrupper. Der opstod efter spansk mønster et Teatro Independente, blandt hvilke A Comune, oprettet 1973, ledet af skuespilleren og instruktøren João Mota, elev af Peter Brook, satsede på et fysisk, eksperimenterende og rituelt udtryk, og A Baracca, oprettet 1975 under ledelse af dramatikeren og instruktøren Hélder Costa, dyrkede det folkelige teater i Gil Vicente-traditionen tilsat politisk engagement, bl.a. med gode forbindelser til Augusto Boal. Begge grupper deltog i mange internationale festivaler, og der var god publikumsopbakning. Efter Nationalteatrets genåbning kvalificerede instruktøren og senere også direktøren Ricardo Pais repertoiret bl.a. med Fernando Pessoas Fausto-Fernando-Fragmento. Han gik dog i protest fra sin stilling som direktør, da kulturministeren personligt greb ind i repertoiret og besluttede, at teatret skulle spille et potpourri af populære revistas. Blandt dramatikere med international betydning kan nævnes nobelpristageren José Saramago, hvis dramatik er præget af hans politiske og kritiske stillingtagen til Nellikerevolutionen 1974 og forholdet mellem kunst og magt. Efter en krise i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne er der igen fornyelse og initiativ at spore i repertoiret: det er bl.a. udenlandske dramatikere som Heiner Müller, Brecht og moderne scenografer som Cristina Reis, der står for fornyelsen af teaterscenen i P.

Bibliografi: Harsløf, O Kunst er våben 1976; Lundgren, H ‘Poesien på gaden – kulturen på vej’ i Information 29.7.1976; Rebello, L Histoire du théâtre portugais 1991.