Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pedro Calderón de la Barca

Oprindelig forfatter HeGN

Pedro Calderón de la Barca, 1600-81, spansk dramatiker. Inspireret af Lope de Vega begyndte han 23 år gammel at skrive for scenen og knyttedes 1628 til hoffet. 1635 blev han leder af det første permanente hofteater (opf. 1632); han præsteviedes 1659 og blev hofkapellan 1663. C producerede over 200 autos sacramentales (religiøse) og comedías (profane) spil, herunder den populære form for musikteater, zarzuela, som han udviklede til en egentlig opera i italiensk stil. Værkernes centrale temaer er kærlighed, ære og dyrkelsen af riddertidens idealer som i La vida es sueño ca. 1629 (Livet er en drøm Det Kongelige Teater 1753, Livet en drøm Det Kongelige Teater 1838) og El principe constante ca.1629, som er bedst kendt fra Jerzy Grotowskis epokegørende opsætning i Polen af Den standhaftige prins 1965. C fik i romantikken stor indflydelse på europæisk kultur, bl.a. da Friedrich Schlegel brugte C i kampen mod fransk neoklassicisme. Johan Ludvig Heiberg skrev 1817 doktordisputats om ham. Sammen med Lope de Vega er C et af de betydeligste navne inden for spansk renæssanceteater. Se også Jerzy Grotowski.

Bibliografi: Bergman, T L L The Art of Humour in the teatro breve and comedias of Calderón de la Barca 2003.

En præsentation af Pedro Calderón de la Barca findes på Biblioteca Virtual Miguel Cervantes' hjemmeside.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hedvig Gerner-Nielsen: Pedro Calderón de la Barca i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427557