• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lope de Vega

Oprindelig forfatter BL-M

Lope de Vega, 1562-1635, spansk dramatiker. Lope de Vega skrev i de fleste af tidens genrer, men er især kendt for sin poesi og sin omfattende dramatiske produktion, der også er præget af hans lyriske evne. Der kendes omkring 400 comedias, men selv mente han at have skrevet ca. 1.500, og dertil kommer et antal autos sacramentales, hvoraf ca. 40 kendes, dvs. moralske og religiøse dramaer, der hovedsagelig var skrevet for hoffets kreds. Lope de Vega anvendte udtrykket comedia som en generel term for tragedie, komedie og tragikomedie, der var en foretrukken genre. Han skrev helst for et folkeligt teater og brød de klassiske regler for dramaets opbygning med handlingens, tidens og stedets enhed, specielt de to sidste, og han ændrede aktopdelingen fra fem til tre. Handlingen er livlig med spring i tid og sted, og han indførte den poliske tjenerfigur el gracioso som et omvendt spejl til den idealistiske herre.

I den spanske kultur og litteratur spillede æresbegrebet en stor rolle i de adelige kredse, men Lope de Vega lod det omfatte også bondefigurer i dramatikken. 1609 samlede han sin poetik i bogen Arte nuevo de hacer comedias en este tiempo (Den nye kunst at skrive skuespil i vor tid). Lope de Vega skrev også såkaldte kappe- og kårdekomedier, der blev spillet i Danmark allerede i 1660'erne af tyske vandretrupper.

Aarhus Teater opførte 1983 Fassbinders Den brændende by, der bygger på Lope de Vegas Fuenteovejuna, som 1985 blev spillet af Artibus under titlen Oprørets by – historien om fårekilde.

Annonce

Bibliografi:Obras completas de Lope de Vega bd.1-33, 1946-72; Udvalgte skuespil bd.1-2, 1917-18; Rennert, H A The Life of Lope de Vega 1904 & The Spanish Stage in the Time of Lope de Vega 1909, 1963.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Lope de Vega i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430525