Torben Lendorph Christensen, f. 1957, dansk lysdesigner. L arbejdede på teatre især som belysningsassistent, til han 1983-87 blev belysningsmester og lysdesigner på Gladsaxe Teater, bl.a. på Shakespeares Macbeth 1985. Fra 1990 er L lysdesigner på Betty Nansen Teatret bl.a. på Anthony Burgess’ A Clockwork Orange 1993, men han har arbejdet på mange andre teatre bl.a. med Fr. Schillers Kabale og kærlighed Det Kongelige Teater 2003 og Wagners Tannhäuser Operan, Stockholm 2002. Siden 1997 er L planlægger af lysteknikeruddannelsen og fagreferent på Statens Teaterskole.