Svend Ludvig Valdemar Gyllich, 1837-95, dansk teatermaler, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1862 og debuterede kort efter med landskabsdekorationer til Alhambra på Frederiksberg. Efter en studierejse i Tyskland, Wien og Paris 1868-69 var G ansat som teatermaler ved Det Kongelige Teater 1870-95, hvor han var med til at bygge et dekorationsforråd op til den nye teaterbygning. I samtiden berømmet for at indføre naturillusion i dansk teatermaleri, bl.a. i Drachmanns Der var engang – 1887 og Ibsens Fruen fra havet 1889.