Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louis Jacques Mandé Daguerre

Oprindelig forfatter BJ

Louis Jacques Mandé Daguerre, 1787-1851, fransk teatermaler og fotografisk pioner, oprindelig uddannet på Pariser Operaen som teatermaler med perspektivmaleri som speciale. D udviklede 1816-22 til brug i Théâtre Ambigu-Comiques spektakulære, folkelige melodramaer bl.a. et særligt tredimensionalt diorama, som vha. kompliceret optik og transparente tæpper gav publikum illusionen af at sidde på en platform midt i berømt arkitektur, eksotiske landskaber o.l. under skiftende vejrforhold, årstider eller på forskellige tider af døgnet, fx Le Songe ou la Chapelle de Glenthorn 1818, hvor tilskuerne blev ført op til toppen af et højt bjerg med et forfaldent gotisk kapel, hvorfra de kunne se ud over et månebelyst landskab. Efter at have forladt teatret perfektionerede D sit arbejde yderligere i et diorama à double effet, hvor nogle detaljer blev malet på forsiden og andre på bagsiden af de transparente tæpper, hvorved man med skiftende belysning kunne gøre nogle detaljer synlige og andre usynlige. Hans arbejde med scenelyset førte til udviklingen af den tidlige form for fotografi, kaldet daguerreotypi.

Bibliografi: Bergman, G M Lighting in the Theatre 1977; Gernsheim, H &A L.J.M. Daguerre. The History of the Diorama and the Daguerrotype 1956.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen: Louis Jacques Mandé Daguerre i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427690