Caspar Neher, 1897-1962, tysk scenograf. Kunststudier i München 1918-22. Studierejser til Italien, Frankrig og England før han påbegyndte et samarbejde med Max Reinhardt og Leopold Jessner i 1920'ernes Berlin. Størst betydning fik hans samarbejde med Brecht fra instruktøren Erich Engels opsætning af Brechts Im Dickicht der Städte 1923 til Brechts død 1956. Med afsæt i den tyske ekspressionisme blev N forløseren af Brechts episk-politiske univers, og han eksperimenterede med miljøet gennem montageprægede scenebilleder i streg, farve, opbygninger og projektioner, fx Die Dreigroschenoper 1928 og Herr Puntila und sein Knecht Matti 1949.

Bibliografi: Tegninger i bl.a. Bertolt-Brecht-Archiv i Berlin; Einem, G v & Melchinger, S Caspar Neher, Bühne und bildende Kunst im XX. Jahrhundert 1966; Ponte, S d Caspar Neher – Bertolt Brecht 2006; Willet, J Caspar Neher – Brecht’s Designer 1986.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig