Vladimir Majakovskij, 1893-1930, rus. lyriker og dramatiker. M var i lige grad kunstnerisk og politisk revolutionær. Sammen med tre andre futurister skrev han manifestet En ørefigen til den offentlige smag 1912. I St. Petersborg opførte han selv sit monodrama Vladimir Majakovskij. En Tragedie 1913, hvor løsrevne menneskedele bliver til ting og omvendt. Ms hyldest til Oktoberrevolutionen, Mysterium Buff 1918, en fandenivoldsk futuristisk krydsning af cirkus og Noahs Ark, satte Meyerhold op med scenografi af maleren Kazimir Malevitj, og opsatte også en ny version i Moskva 1921. Meyerhold fik M til at skrive to uhørt skrappe satirer over de groteske sammenstød mellem fortidslevn og fremtidsdrømme i Sovjet, som de satte op i fællesskab, Væggelusen 1929 med musik af Dmitrij Sjostakovitj og Badstuebadet 1930. De mere partilinjetro gemytter tog begge satirer ilde op.

Bibliografi: Dalsgaard, M Lad os blive som solen. Den russiske sølvalder 1890-1917 2002; Ripellino, A M Majakovskij e il teatro russo d’avanguardia 1959; Shklovsky, V Mayakovsky and His Circle 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig