Moskva

Moskva, Siden revolutionen i 1917 har M været en slags kulturstat i det politiske samfund, hvor byen skulle fremstå som et mønsterbillede. Med officielt 13 mio. indbyggere og adskillige mio. illegale bosættere har M et forholdsvis overskueligt teaterudbud. Flere af de teaterbygninger, der er centreret omkring byens mindeværdige pladser og boulevarder, minder om neoklassicistiske palæer. Der er scener og tilskuerrum med plads til mange ad gangen. Den strenghed, som bygningerne ofte signalerer, kan historisk set opfattes som en centralplanlægning af såvel kultur som teaterlivet. Dette indtryk hænger i vid udstrækning sammen med den politiske kulturs historie, som i tsartiden og under sovjetstyret – om end med forskellige fortegn – gav æstetisk stil og form til de aktiviteter, der kunne udfolde sig. Samtidig er det tankevækkende, at der siden 1830'erne kan dokumenteres tradition for, at teatrets fornyelse kom fra amatørerne. Forklaringerne herpå kan søges i en kombination af teaterkunstens funktion, de livegne skuespillere, studiekredsmiljøerne og den udbredte tradition for uofficielle kapustniki, egl. ‘kålaftener’ under fasten, hvor der blev underholdt på ‘uortodoks’ vis. Flere af de mest kendte teatre i Moskva som fx Moskva Kunstnerteater (MXAT) og Malyj teatret har således direkte rod i amatørtraditionerne. En del af disse teatres tidligste aflæggere som fx Pusjkinteatret (grundlagt 1880), Vakhtangovteatret (grundlagt 1921) og Zigeunerteatret Romen (grundlagt 1931) blev oprindeligt ledet af elever af de førende skuespillere på MXAT og Malyj teatret. De statslige teaterskoler, Stsjepkin-skolen, Stsjukin-skolen, GITIS og MXAT, har også forbindelse til disse teatre, og byens teaterliv har i dag stadig rødder tilbage dertil.

Teatret i M har i vid udstrækning haft en belærende funktion. Scenekunstnere blev i store dele af sovjettiden anset for at være et særligt ophøjet folkefærd, hvis rollemodel for den menige kammerat kunne sidestilles med religiøse ikoners genstand for meditativ fordybelse.

M har været og er fortsat en veritabel teatermonopol. Udenlandske teaterfolk har helt tilbage til 1700-tallet haft kortere eller længerevarende ophold i M, hvor de har sat aftryk, og hvorfra de også har hentet en kolossal inspiration til gavn for teatret på verdensplan. Det gælder navne som Edward Gordon Craig, Isadora Duncan, Brecht, Mei Lanfang og mange flere.

Bolsjoj teatret, Stanislavskijs og Vladimir Nemirovitj-Dantjenkos musikteater, Tjajkovskij-salen (grundlagt 1940), Konservatoriets store (grundlagt 1751) og lille sal (grundlagt 1898), Operetteteatret mfl. viser opera og balletforestillinger, der udspringer af de gennemmusikalske initiativer, der opstod omkring Savva Mamontovs store kunstneratelier i slutningen af 1800-tallet. Der er to store cirkus i M med plads til sammenlagt ca. 7.000 tilskuere. Endelig er der Natalija Sats’ børneteater – verdens ældste, grundlagt 1965 – med et klassisk repertoire, som henvender sig til børn, fx balletten Nøddeknækkeren med musik af Tjajkovskij. Sats’ teater udspringer af eksperimenterende samarbejder mellem drama og musik. Efter Stalins død i 1953 bevægede teaterlivet sig langsomt væk fra den stagnation, som navnlig æstetisk set havde hersket. Under overfladen, dvs. på det metodiske plan, havde man fortsat udviklingen af scenekunstneriske og kunst-pædagogiske tilgange, hvilket betød, at man samtidig med det vestlige ungdomsoprør var parat til at afprøve nye teaterformer. Jurij Ljubimovs forestillinger på Taganka teatret blev et stort gennembrud, der ligesom Anatolij Efros’ opsætninger på Malaja Bronnaja teatret (grundlagt 1946) fik uundværlig betydning for en hel generations teaterudøvende og tilskuere.

Teatret rumliggjorde det, der ikke kunne siges i direkte tale, hvilket betød, at teatret blev det sted, hvor tilskuere og udøvende kunstnere mødtes: Her gjaldt andre ‘spilleregler’ end i det politiserede kulturliv. Gennem hele det 20. årh. har den russiske tradition for studioscener (laboratorieteatertraditionen) således muliggjort en fortsat undersøgelse af forholdet mellem kunstneriske metoder og æstetiske udtryk på teatret. Da kulturlivet i M har måttet forholde sig til stærke censurforanstaltninger, havde teatret i mange år status som et ‘undergrundssted’ eller ‘andet parlament’, m.a.o. stedet, hvor kunstnerne fik et ret stort spillerum. Diskussioner om ytringsfriheder i kunstnerisk form og indhold blev til indforståede dialoger, som afprøvede de grænseflader, der foruroligede befolkningen mest. Teatrets symbolske betydningssprog har også i denne kontekst været central. Siden perestrojkaen (rus. ‘omstrukturering’) i midten af 1980'erne ses et polariseret teaterliv med en bred vifte af scenekunstneriske udtryk, hvis eksistens nu ofte begrundes med markedsøkonomiske betragtninger.