Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Maksim Gorkij

Oprindelig forfatter AKuh

Maksim Gorkij, 1868-1936, russisk forfatter og dramatiker. Efter en fattig opvækst og flere års vagabonderen blandt samfundets laveste havde G en indignation over for sociale skævheder, som bl.a. kom til udtryk i Smaaborgere 1901 (Det Kongelige Teater 1909) og det naturalistiske hovedværk På bunden 1902 (Det Kongelige Teater 1904, Natteherberget Riddersalen 1946, På bunden Mammutteatret 1985). Sidstnævnte fik en fin modtagelse i opsætningen på Moskva Kunstnerteater (MXAT), som han i mange år efter havde et tæt samarbejde med. 1904 skrev han Sommergæster (Mammutteatret 1987) og umiddelbart efter den første russiske revolution i 1905 Solens børn (DRtv 1971).

Han havde deltaget i revolutionen på bolsjevikkernes side og lod sig derefter for en tid deportere til udlandet. Her arbejdede han for den socialistiske sag med indsamling af penge og udgivelse af en avis. 1906 kom Fjender (Fiolteatret 1978) samt romanen Moderen 1906 (da. 1952), som efter alt at dømme har givet kraftig inspiration til Brechts skuespil Die Mutter 1930. Efter at have skrevet skuespillet Vassa Zjeleznova 1910 (DRradio 1972, Den ømme mor Det Kongelige Teater 1992) vendte G tilbage til Rusland i 1914. Stigende kritik af Lenin og dårligt helbred sendte ham igen til udlandet, men 1928 lod han sig overtale af Stalin til at vende hjem. Seks år efter døde han under dunkle omstændigheder, men med sit forfatterskab står G i dag som en fortaler for den socialistiske realisme. Se også Maxim Gorki Theater.

Bibliografi: Levin D Stormy Petrel. The life and work of Maxim Gorky 1967; Scherr, B Maxim Gorky 1988; Segel, H B Twentieth-century Russian drama: from Gorky to the present 1979.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annelis Kuhlmann: Maksim Gorkij i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428209