Konstantin Stanislavskij, kunstnernavn for Konstantin Aleksejev, 1863-1938, russisk skuespiller, instruktør, teaterleder, teoretiker og pædagog. S begyndte som amatørskuespiller og fik gennem personligheder fra Malyj Teatret indblik i mange af de professionelle rutiner, som han senere selv skulle reformere. Som ledende personlighed i Selskabet for Kunst og Litteratur udførte han fra 1888 sine første eksperimenter som iscenesætter. S.m. kollegaen Vladimir Nemirovitj-Dantjenko, der virkede ved Det filharmoniske Selskab, oprettede S 1898 Moskva Kunstnerteater, kaldet MXAT. Idealet var at skabe et kunstnerisk ensemble, hvor ledelsesmæssige idéer om arbejdsforhold på teatret skulle afspejle et genuint træningsbaseret samspil på tværs af skuespillergenerationer. Skuespillerens kreativitet og teatrets etik skulle integreres. Ss karriere og betydning for eftertiden kan sammenfattes i fire kategorier: skuespilkunst, instruktion, teaterledelse og pædagogik. Som skuespiller var S udøvende frem til 1928 og medvirkede i flere af MXATs navnkundige opsætninger. Hans største roller blev i Tjekhov-repertoiret som Astrov i Onkel Vanja 1899 og Versjinin i Tre søstre 1901, men også figurer fra skuespil af Maksim Gorkij, Ibsen, A.S. Griboedov, Pusjkin og Molière var betydningsfulde i hans kunstneriske løbebane. S iscenesatte s.m. Nemirovitj-Dantjenko et større dramatisk repertoire, hvor ikke mindst Tjekhovs skuespil blev indbegrebet af MXATs fornyende kunst. På egen hånd iscenesatte S Aleksej K Tolstojs Tsar Fjodor 1898 og Mørkets magt 1902, A N Ostrovskijs Snehvid, og Ibsens En folkefjende 1900.

Fra 1904 vendte han sig mere og mere væk fra naturalismens ydre æstetik, som han fandt udpint. 1905 åbnede S s.m. sin tidligere elev, Meyerhold, et eksperimenterende studio, der imidlertid ikke nåede at vise forestillinger for et publikum. Til gengæld blev en del af eksperimenterne omsat i opsætninger af symbolistiske værker som Knut Hamsuns Livets Drama og Leonid Andreevs Menneskets liv, begge 1907. I 1908 stod S for uropførelsen af Maeterlincks eventyrkomedie Den blå fugl, og han gik derpå så vidt i sin søgen efter fornyelse, at han hentede Edward Gordon Craig til Moskva til sit forarbejde med opsætningen af Shakespeares Hamlet 1912. Ss erfaringer med stilisering på teatret overbeviste ham om, at det væsentlige var menneskets åndelige liv, udtrykt af levende skuespillere, og at realismen under en eller anden form kunne tilfredsstille disse krav. Han stræbte efter at føje en ydre teknik sammen med en indre teknik for at fremkalde en skabende tilstand hos skuespilleren og en menneskelig sandhed i figuren. De første redigeringer af hans erfaringer samlede han fra 1909 til en syntese, som han kaldte for ‘systemet’. 1911 grundlagdes det første studio, senere MXAT II, der blev et sandt laboratorium for ‘systemet’ og en rugekasse for unge talenter. S søgte i stigende grad mod operaen og mod pædagogisk virke. I årene 1918-22 ledede han således et operastudio på Bolsjoj Teatret i et forsøg på at anvende ‘systemet’ på den lyriske scenekunst. Disse erfaringer førte senere til, at han oprettede sit eget operastudio, der stadig eksisterer som Konstantin Stanislavskijs og Nemirovitj-Dantjenkos Musikteater. I årene 1922-24 turnerede MXAT i Europa og Amerika. Turneen medførte bl.a., at Ss kunstneriske selvbiografi My Life in Art 1924 (Mit liv i kunsten 1944) blev udgivet, og senere omskrevet på russisk i 1925 og 1926. Et skrantende helbred tvang S til 1928 at opgive sin skuespillergerning for at hellige sig instruktionsarbejde, og han fortsatte også sin pædagogiske forskning sammen med unge skuespillere og nogle få nære kolleger. Dette arbejde resulterede i opsætninger af Shakespeares Othello 1930, Gogols Døde Sjæle 1932 og Molières Tartuffe, der fik sin premiere 1939, året efter Ss død. Hans hjem, der dannede ramme om eksperimenterne i operastudiet i 1930'erne, fungerer i dag som museum.

Ss sene kunstneriske og skuespilpædagogiske arbejdsform, der er kendt under betegnelsen ‘de fysiske handlingers metode’, kom bl.a. til udtryk i opsætningen af Giuseppe Verdis opera Rigoletto 1938. Ss pædagogiske virke tog konsekvent sit udgangspunkt i praktiske erfaringer, som siden har dannet grundlag for skuespilleruddannelser i store dele af den vestlige verden. S ønskede ikke, at hans forskning skulle fæstnes i en mekanisk anvendelig metode, så meget desto mere som han uafladeligt var optaget af det ‘sande’ i teatret. En del af de kunstnerisk-pædagogiske erfaringer er udgivet i halvfiktive romaner, der fungerer som en slags indføring i ‘systemet’, med begreber som bl.a. det magiske hvis, foreslåede omstændigheder, gennemlevelse og skabende selvfølelse. Hans kendteste skriftlige arbejder er En skuespillers arbejde med sig selv 1940 (1938), Den ydre teknik 1951 (1938, værkets bd. 2) og Arbetet med rollen. Material till en bok 1997 (1948).

Ss fornyende tradition er fortsat genstand for forskning – teoretisk som praktisk. Ss lære blev siden videreført af pædagogerne Marija Knebel, Andrej Popov og Georgij Tovstonogov, som har uddannet mange af nutidens førende pædagoger i skuespilkunst i Rusland, ikke mindst Petr Fomenko og Anatolij Vasiljev. Generelt er Ss erfaringers udbredelse sket i flere tempi og i mange geografiske retninger. I årene efter den russisk-japanske krig i 1905 bragte en stor emigrationsbølge bl.a. arvtagere af Ss lære til Nordamerika. Den tidlige overvejende psykologisk-realistiske variant af ‘systemet’ blev baggrunden for de nye studios i New York. Med tiden blev det til The Method (Method Acting), den amerikanske udgave af Stanislavskij-systemet, som var fundamentet for Lee Strasbergs virke på Actors Studio samt på andre af de skoler, der blev oprettet i mellemkrigstiden, fortrinsvis på den amerikanske østkyst. Da Michael Chekhov emigrerede i 1939 til USA og siden slog sig ned i Californien, blev hans antroposofisk inspirerede tilgang til dele af Stanislavskijsystemet navnlig benyttet i hans arbejde i Hollywoods filmstudier. I Danmark blev de fleste af Ss centrale bøger om skuespilkunst hurtigt oversat og udgør fortsat et vigtigt grundlag for brugen af Stanislavskijsystemet på vore skuespillerskoler Se også Moskva Kunstnerteater; Mikhail S. Stsjepkin; Symbolisme.

Bibliografi: Benedetti, J Stanislavsky – A biography 1990; Carnicke, S M Stanislavsky in focus 1998; Kuhlmann, A Stanislavskijs teaterbegreber Ph.D. afhandling 1997.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig